Islam (arabisk: الإسلام al-islām, egl. 'underkastelse, hengivelse, overgivelse') er en monoteistisk og abrahamitisk religion, der ifølge vestlig tradition er stiftet af Muhammed ibn Abdallah i 600-tallets Arabien. Islams hellige skrift er Koranen, der opfattes som Guds bogstavelige ord formidlet til profeten Muhammed. En tilhænger af islam kaldes en muslim.
Hovedretningerne inden for islam er sunnisme (ca. 85 %), shiisme (10-15 %, primært i Iran, Irak, Azerbajdjan, Bahrain og Libanon) og ibadisme (næsten kun i Oman), der alle går tilbage til islams tidlige tid. På tværs af disse findes sufismen, der lægger vægt på en mere åndelig og spirituel praksis.
Islam er verdens næststørste religion med anslået 1,75 milliarder tilhængere. Islam er traditionelt udbredt i Mellemøsten (arabiske lande, Tyrkiet og Iran), Nord- og Østafrika, Centralasien, på det indiske subkontinent, i Malaysia og Indonesien, samt i dele af Europa (Balkan, dele af Kaukasus, Krim og dele af Rusland). I løbet af det 20. århundrede er der som følge af indvandring opstået muslimske befolkningsgrupper i flere europæiske lande, og muslimer udgør nu omkring 5 % af befolkningen i Europa. I Danmark er anslået ca. 4,5 % af befolkningen muslimer, hvilket gør islam til den næstmest udbredte religion i Danmark.
Definition Rediger
Islam betegner en eller flere af følgende betydninger:
- den direkte eksistentielle betydning af helt at underkaste sig Gud;
- den empiriske realitet af 'den islamiske verden' ud fra et sociologisk perspektiv; eller
- det ideale muslimske fællesskab som har rødder i dets religiøse identitet og tidlig islamisk historie.
Alle tre betydninger er tæt forbundet, både ud fra et historisk og moderne perspektiv, til islams brede betydning. Denne alsidige forståelse af betegnelsen islam danner også grundlag for dets definition. Inden for vestlig sprogbrug defineres islam oftest ud fra dets bogstavelige betydning 'underkastelse for' Gud, hvorefter beskrivelsen tager afsæt i 'tidlig islam', som det udviklede sig fra starten af det 7. århundrede til tilblivelsen af 'den islamiske verden' op igennem tiderne indtil nutiden.
Ordet islam er på arabisk både et verbalsubstantiv ("underkastelse for, total hengivelse til Gud") og navn på islam som religion. Som verbalsubstantiv er betegnelsen tæt knyttet til (og til tider sammenfaldende med) termen aslama ('overgivelse, tilkendegivelse til Gud'). Det er bl.a. herfra at betegnelsen muslim (flertalsform muslimūn) udledes, da 'en der underkaster sig islam' på dansk benævnes muslim (flertalsform muslimer). Den vestlige orddannelse og sprogbrug anvender generelt ikke islam som verbalsubstantiv, selvom det inden for bestemte domæner er ved at vinde indpas. Som navneord anvendes islam i omtale (eller dele) af religionen islam ud fra vidt forskellige religiøse, politiske og sociale aspekter. Flertydigheden i ordets betydning og struktur er ligeledes afspejlet i Koranens brug af termen islam. I daglig tale er det primært 'den islamiske verden' samt de religiøse og politiske sfærer af religionen der forstås ved omtale af islam.
Islam er en åbenbaringsreligion, der lærer, at Gud åbenbarer sig over for skabelsen og verden, og at dette blev formidlet til profeten Muhammed ibn Abdullah (ca. 570-632) gennem ærkeenglen Gabriel. Denne åbenbaring fandt sted gradvis over en længere tidsperiode og er i sin helhed beskrevet i Koranen, der er islams hellige skrift og den centrale kilde til islam. Monoteisme er en grundsten i religionen og betones stærkt i både åbenbaringen og overleveringstraditionerne fra Muhammeds æra. Sammen med religionerne jødedom og kristendom er islam en abrahamitisk religion, hvilket viser tilbage til patriarken og profeten Abraham. Islam anser Moses og Jesus for at være tidligere profeter i en lang række, der begynder med Adam og slutter med Muhammed. Alle profeter anses som gudsmænd - uden derfor at være helt eller delvis guddommelige - der på Guds formaning har åbenbaret og vejledt om den samme religion. Jødedommen og kristendommen anerkendes som religioner og adskilles fra hedenskaben; men betragtes som afvigelser fra den rette lære, hvor deres respektive skrifter og lære anses for at have gennemgået menneskers forvanskning af Guds ord.
Historisk anses religionen islam for at fremkomme i Muhammeds levetid på Den Arabiske Halvø i det 7. århundrede. Siden da har islam været den dominerede religion i regionen, hvor udbredelsen ikke har været et resultat af målrettet missionsarbejde, men snarere en "syntese mellem islams centrale trosindhold og de levende kulturer, der med tiden blev en del af den islamiske verden". Den spredte sig hurtigt gennem større dele af Eurasien og Afrika og udgør i dag verdens næststørste religion med mere end 1,5 milliarder tilhængere (muslimer) der sammenlagt udgør omtrent en fjerdedel (23,2 % (2010)) af verdens befolkning. Demografisk er islam som religion i dag udbredt over hele verden (verdensreligion) og udgør majoriteten af befolkningen i 49 lande (ud af i alt 193 anerkendte lande i verden) og en signifikant minoritet i adskillige andre. Flere bevægelser (bl.a. Bahai, Ahmadiyya og Sikhisme) er siden helt eller delvis inspireret af islams lære.
Etymologi Rediger
Betegnelsen islam (arabisk: "الإسلام", translitteration: "al-islām", transskription: "al-islam", oversættelse: "islam", IPA: [isˈlɑːm] el. [ˈislɑm]) er afledt af den sproglige rod slm (س-ل-م) enten ud fra aslama eller sallama, begge verbalsubstantiver der betegner 'hengivelse, overgivelse, underkastelse'. Udsagnsord fra denne rod, særskilt sallama/yusallimu og aslama/yuslimu præsenterer betydning af at "underkaste sig komplet" dette konnoteret med en relativ passiv indledende handling af underkastelse og hermed forbindes betegnelsen islam med bibetydningen af at dette gøres frivilligt og totalt. Til tider fremføres der argumenter for at begrebet egentlig er udledt fra salama der gengiver en helt anden betydning af tryghed og fred, en udlægning der kun betragtes sekundært til handlingen af overgivelse.
Sprogbrug Rediger
Begrebet islam anvendes i daglig tale om religionen islam (og dens tilhængere muslimerne) på lige fod med andre overbevisninger og trostolkninger. Adskillige ord har udviklet sig fra ordet islam, i overvejende grad ud fra den politiske diskurs af islam som religion, heriblandt ord som islamisme, islamisere, islamist og islamofobi.
Tidligere brugte man på dansk ordet muhamedanisme om religionen. Den betegnelse er nu forældet og bruges i dag stor set kun nedsættende. Tilsvarende brugte man tidligere betegnelsen muhamedanere om muslimer.
Oprindelse Rediger
Ifølge islam fik Muhammed ibn Abdullah (ca. 570-632) i årene mellem 610 og 632 gennem ærkeenglen Gabriel overgivet en række åbenbaringer fra Gud,, der senere blev samlet i det hellige skrift Koranen. Det var først i en alder af ca. 40 år at den første åbenbaring tilkom Muhammed i Hiragrotten i bjergene uden for hans fødeby Mekka på Den Arabiske Halvø:
1 Læs op i din Herres navn, Han, som skabte;
2 som skabte mennesket af levret blod!
3 Læs op, og din Herre, den mest gavmilde,
4 er den, der lærte med pennen,
5 der lærte mennesket, hvad det ikke vidste.
Denne begivenhed markerede begyndelsen på åbenbaringen og profetkaldet af Muhammed (profetisme). To årtier efter modtog profeten Muhammed den sidste åbenbaring under (eller kort efter) hans afskedsvalfart i år 632:
5 …
I dag har de, der er vantro, opgivet håbet over for jeres religion,
så frygt ikke dem, men frygt Mig.
I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer,
og fuldbyrdet Min velsignelse over jer,
og udvalgt islam som en religion for jer …
Hermed blev islam som religion forkyndt profeten Muhammed mellem de første og sidste koraniske åbenbaringer, der tidsmæssigt strakte sig over 20 år. Imidlertid mener islams tilhængere ikke, at der kan tales om at 'islam begyndte' ved de første åbenbaringer for Muhammed i Hiragrotten, fordi religionen islam betragtes som den selv samme religion, der blev åbenbaret alle tidligere profeter og gudsmænd. Åbenbaringen stadfæster at både jødedommen og kristendommen hviler på guddommelige åbenbaringer og betragter bl.a. Abrahams skrifter, Davids salmer ('Salmerne' Zabūr), Toraen af Moses ('Moseloven' Tawrāt) og Evangeliet af Jesus (Injīl) som åbenbarede bøger og skrifter tilsvarende Koranen. Dertil betragtes profeterne og gudsmændene i profetrækken før Muhammed også som værende ḥanīf, en betegnelse der anvendes med reference til før-islamiske monoteister, som tillige hverken kan betragtes som værende jøder eller kristne i streng forstand, men nærmere mennesker af hengivende og underkastende karakter overfor Gud alene (med tilhørende betydning af fornægtelse af flerguderi). Tilhængere af islam bekender sig til, at alle de forrige skrifter blev åbenbaret af Gud men at skrifterne siden deres åbenbaring og senere nedfældning har gennemgået en forvanskning af Guds ord.
Islams oprindelse er hermed kendetegnet ud fra forskellige aspekter alt afhængigt om hvilken af de overordnede betydninger af islam der tages afsæt i. Fra et rmuslimsk perspektiv er islams oprindelse knyttet til Guds skabelsesberetning, mens islams oprindelse ud fra et religionshistorisk perspektiv knytter sig til Muhammeds virke som profet i det 7. århundrede.
Islams historie Rediger
Ved Muhammeds død i 632 strakte islams herredømme sig over den arabiske halvø. Han blev efterfulgt af en række kaliffer. De første fire kaldes under et for de retledte kaliffer, og deres kalifat for Rashidun-kalifatet. Her ekspanderede riget voldsomt ved en række militære sejre, således over det byzantinske rige og især Persien, der blev helt erobret i 643. Da store dele af befolkningen i de erobrede områder gik over til islam, steg antallet af muslimer dermed også kraftigt. Ekspansionen fortsatte under umayyade-dynastiet, hvor bl.a. resten af Nordafrika og den iberiske halvø blev erobret. Under abbaside-kalifatet 750-1258 oplevede riget med hovedstad i Bagdad en guldalder, hvor den klassiske islamiske kultur blomstrede, og man videreførte den intellektuelle arv fra antikken, bl.a. gennem en stor bølge af oversættelser fra den græske filosofi og fra syriske, persiske og indiske skrifter. Den mongolske invasion i 1258 og plyndring af Bagdad afsluttede abbasidernes magt. Abbasidekaliffen flygtede til Egypten og levede en skyggetilværelse i mamelukkernes rige. I 1500-tallet erobrede osmannerne Mellemøsten og Egypten og overtog kaliftitlen, som de bevarede indtil 1924, hvor kalifatet blev afskaffet af den tyrkiske nationalforsamling. I 1500-tallet opstod også stormogulernes Indien, og Persien genopstod som et selvstændigt rige under safaviderne, der gjorde tolver-shiismen til statsreligion.
De tre store muslimske riger sakkede dog efterhånden alle bagud teknologisk og militært i forhold til de vestlige stormagter, og gradvis blev de underlagt europæisk indflydelse. Denne udvikling blev første gang mærkbar for mange af de osmanniske undersåtter under Napoleons felttog til Egypten og det kortvarige franske styre der i 1798-1801. Bevidstheden om de muslimske landes sociale og teknologiske efterslæb gav stødet til en række reformbestræbelser i forskellige dele af det osmanniske rige - i Egypten og de andre arabiske lande kendt som Al-Nahda og i de tyrkisktalende områder som tanzimat. Der voksede også en islamisk reformisme frem, der via ijtihad ønskede at nyfortolke islam for at tilpasse religionen til en mere moderne verden. Blandt hovedpersonerne var egypterne Rifa'a al-Tahtawi og Muhammad Abduh samt den formodentlig iransk-fødte Djamal ad-Din al-Afghani (1838-1897). I 1900-tallet udviklede de reformistiske ideer sig til en mere sekulariseret islamisk modernisme eller liberalisme, der blev talsmand for, at islam skulle have samme status i samfundet, som kristendommen havde i vestlige samfund. Samtidig voksede efter kalifatets afskaffelse også en mere konservativ islamisk fundamentalisme frem, der bl.a. resulterede i oprettelsen af det muslimske broderskab i 1928. Især efter 1970'erne fik den islamiske fundamentalisme mere indflydelse, dels som følge af den iranske revolution i 1979 og dels som følge af støtte fra det wahhabitiske Saudi-Arabien.
Tro og vantro Rediger
Tro Rediger
Tro er inden for islam en sikkerhed og vished der udspringer af tillid i erkendelsen af forholdet mellem Gud og mennesket. Troens vished hviler i at religionen islam bekræfter troen, der således forudsætter at der er en forståelse for det man tror på. I modsætning til tro uden forståelse (tvang) er islam som tro med forståelse en "overbevisning som indebærer en stadigt pågående overvejelse som kritisk prøver troen på om den svarer til virkeligheden".,, Islam som tro antages først efter tillid og forståelse til religionen, dette som den fremgår i trosakten og -indholdet.
Trosakten er accept af Gud, derigennem guddommelige åbenbaringer (Koranen) og profeten Muhammed. Trosakten er først og fremmest afspejlet i den islamiske trosbekendelse, der er den overordnede sammenfattende formulering af trosartiklerne og -indholdet. Hermed fungerer trosbekendelsen som udtryk for den centrale religiøse akt hvor læreindholdet er nærmere specificeret i trosindholdet (grundteksterne). Trosbekendelsen har det primære formål at fastslå den rette tro og anvendes også offentligt i forbindelse med bl.a. omvendelse (konversion) til islam. I almindelighed tjener den derudover også det formål at afværge kætteri. Trosbekendelsen er oprindeligt formuleret på arabisk og er to-ledet "der er ingen gud(domme) uden Allah, og Muhammed er Allahs sendebud" ( Udtale ?).
Som indhold er tro bestemt ved en overbevisning om at de guddommelige åbenbaringer er en bestemmelse for menneskets tilværelse. Trosindholdet består grundlæggende af troen på Gud, Hans engle, bøger og budbringere, det skjulte, dommedag og genopstandelsen. Den eksakte definition af tro er også et debatteret emne inden for islam, selvom trosindholdet har særlig fokus på opfyldelse (og ikke præstation), praktisering som tilbedelse og fordring af specifikke handlinger. I hverdagslivet vil tro, for de personer, der har antaget islam, være det "[a]t følge Koranens ord og profeten Muḥammeds eksempel i stort som småt" og anses for at være "befordrende for den personlige frelse ved Dommedag".
Vantro Rediger
1 Sig: 'I vantro!
2 Jeg tilbeder ikke den, som I tilbeder,
3 og I tilbeder ikke den, som jeg tilbeder.
4 Jeg vil ikke tilbede den, som I tilbad,
5 og I vil ikke tilbede den, som jeg tilbeder.
6 I har jeres religion, og jeg har min.'
Ifølge Islamisk Studiebogssamling har betydningen af vantro i tidens løb undergået en markant forvanskning inden for islamisk fundamentalisme, hvor begrebet vantro bliver fortolket som, at alle ikkemuslimer er vantro - og dermed mindreværdige. Denne holdning er imidlertid uforenelig med Koranens centrale princip om det personlige ansvar, hvor troende muslimer står til ansvar for egen tro, tanker, ord og handlinger - og ikke til ansvar for øvrige medmenneskers tro, tanker, ord og handlinger.
Skabelsesberetning Rediger
I islam indebærer den eksklusive monoteisme, at Gud er altings skaber og opretholder. Gud alene er den alt ophøjede, evige levende, alvidende og almægtige, hvor Han skaber, hvad Han vil, ved blot at byde dets eksistens. Grundtanken i den islamiske skabelsesberetning er at Gud har skabt himlene og jorden og alt derimellem. Gennem forskellige fortællinger fra Koranen gengiver Gud forestillingen om menneskets tilblivelse og skabelsen som den fandt sted fra overgangen af intethed til skabelsen af alting. I Koranen findes både fragmenter og længere beretninger om skabelsen samt dens udformning.
Den islamiske skabelsesberetning er overvejende sammenfaldende med beretninger om skabelsen som præsenteret i de antikke jødiske og kristne skrifter, selvom beretningerne i de islamiske grundtekster oftest gengiver en anden nuance, beskrivelse eller dybde. "Der er i Islam så meget, der minder om jødedom og kristendom, at der ikke kan være tvivl om afhængighed". "Muhammed, der antagelig ikke selv kunne læse, havde imidlertid ikke noget førstehåndskendskab til Biblen, og havde heller ikke i større udstrækning hørt bibelske beretninger blive gengivet ordret".,
Gud Rediger
1 Sig: 'Han er Gud, én.
2 Gud, Den Evige.
3 Han har ikke avlet, og Han er ikke avlet,
4 ingen er Hans lige.'
Allah (Allāh) er det arabiske ord i islam anvendt til at betegne den monoteistiske tros Gud; egentlig "Guden" eller blot "Gud". Betegnelsen Allah som anvendt om en eller flere guddomme var kendt blandt arabere på Den Arabiske Halvø inden islams fremkomst, hvor Koranen i mindre grad er optaget af at etablere Hans guddom som sådan, men i stedet at adskille den ene sande Gud (under det udvalgte navn Allah) fra den daværende fremherskende hedenske kontekst.. I Arabiske verden anvendes navnet Allah også som betegnelse for den jødiske og kristne Gud (der betragtes som den ene og samme guddom), fx ses i nylige oversættelser af den hebraiske (jødiske) Bibel og Det Nye Testamente anvendelsen af Allah for Jahve/Jehova og theos for guddom. Udover navnet Allah er Gud i islam (som skildret i Koranen) omtalt med mange såkaldt smukke navne,, der hver især fremhæver ét af Guds mange karakteristika; imidlertid betragtes navnet Allah som Guds højeste navn. I folkesprog anvendes Khudā og Yazdān på persisk og Tengri (Tanrı) på tyrkiskmongolsk som ækvivalenter til navnet og betegnelsen Allah. Af historiske årsager finder man særlig den persiske betegnelse Khudā anvendt som standardnavn for Gud i regioner i Centralasien og det indiske subkontinent.
Gud er i islam enevældig, almægtig og alvidende og altings skaber, begyndelse og ende. Gud har ingen partnere, ingen medguder, hustruer, døtre eller sønner [Infoboks sura 112]. "Det betyder, at den islamiske tradition ikke anerkender hverken det før-islamiske flerguderi, det kristne dogme om Jesus som Guds søn, eller dogmet om Treenigheden",. Guds absolutte enhed (Tawḥīd, troen på Guds absolutte enhed og bekræftelse af, at Gud er én og unik) er islams vigtigste budskab. Muslimers bekendelse til Guds enhed "er islams bærende søjle, hvorfra alle andre søjler og trosartikler udledes samt anskues som sekundære hertil". Troen på Gud og hans absolutte og transcendente eksistens skal betragtes som islams fundamentaldogme.
Engle Rediger
Åbenbaring Rediger
Profeter Rediger
I islam er profeter (Nabī) og budbringere (Rasūl) mandlige personer som forkynder Guds vilje gennem åbenbaringer som modtaget gennem ærkeenglen Gabriel af Gud. Hermed fungerer profeter som "det redskab, Gud vælger til at gøre sin åbenbaring kendt for mennesket". Åbenbaringen i islam indebærer bl.a. forkyndelsen af fundamentet for Guds enhed og kampen mod alle former for afvigelse fra den monoteistiske tro, lære mennesket om det guddommelige og viderebringe det salige budskab (selvransagelse), definer og etabler retfærdighed; og virke som midlet mod at mennesket skal kunne have et argument mod Gud ved dommedagen.
De islamiske teologiske værker gør gældende at der sammenlagt er blevet sendt 124.000 profeter til mennesket, hvoraf den første er Adam og den sidste er Muhammed. En række velkendte profetskikkelser fra Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente går igen i islam, hvor følgende omtales direkte ved navn i Koranen:
I islam slutter profetrækken med Muhammed, der også omtales som 'profeternes segl'; en betegnelse for Muhammeds rolle som den profet og budbringer, der bekræfter (besegler) de tidligere profeters åbenbaringer.,, Muhammed er dermed det endelige symbol på islams række af profeter og budbringere, til hvem Gud nedsendte de monoteistiske åbenbaringer, der er samlet i helligskriftet Koranen. Teologisk spiller Muhammed en lige så væsentlig rolle som alle andre profeter og budbringere i islam, hvor han ideologisk har en særskilt rolle som værende den sidste profet og budbringer der bragte Guds endelige budskab, navnlig islam.
Genopstandelsen & Dommedagen Rediger
Trosartikler Rediger
Tidebøn Rediger
Muslimer er forpligtet til at bede fem tidebønner (salat) hver dag. Tidebønnerne udføres efter et systematisk ritual vendt mod Kabaen i Mekka.
Lære Rediger
Trosretninger Rediger
| Sunnisme | Shiisme | Ibadisme |
|---|---|---|
| Sunni-baseret teologi Den rationalistiske teologiske retning mu'tazilismen blev grundlagt i det 8. århundrede i Basra af Wasil ibn Ata (d. 748). Skolens tilhængere omtales som mu'taziliter. Ash'arisme-skolen blev til i det 9. århundrede og navngivet efter Abu al Hasan al-Ash'ari (874–936). Skolen har i dag en bred følgekreds blandt sunnier over hele verdenen. Skolens tilhængere omtales som ash'ariter. Maturidi-skolen blev til i det 9. århundrede og er navngivet efter Muhammed Abu Mansur al-Maturidi (853–944). Skolen har i dag en bred følgekreds, hvor den sunnitiske hanafi-retsskole praktiseres. Salafisme (wahhabisme) blev udviklet i det 18. århundrede af Muhammad ibn Abd al-Wahhab (1703–1792). Skolens tilhængere omtales som salafister, salafitter, salafi-bevægelsen, wahhabier eller wahhabiter. | Shia-baseret teologi Ithna'ashari shiisme betegner den gruppe af shiitter der anerkender 12 imamer med Imam Ali (d. 661) som den første og Muhammed al-Mahdi som den sidste. Ithna'ashari-skolen er den største shiitiske gruppe. Skolens tilhængere omtales bredt som shia, shiitter. Zaidisme betegner den mindre gruppe af shiitter der anerkender fem legitime imamer med Imam Ali som den første og Zaid ibn Ali som den femte og sidste. Skolens tilhængere omtales som zaiditer. Isma'ilisme betegner den mindre gruppe af shiitter der anerkender syv legitime imamer med Imam Ali som den første og Isma'il ibn Jafar som den syvende og sidste (af en cyklus af syv vedvarende imamer). Skolens tilhængere omtales som isma'ilitter. | Ibadi-baseret teologi Ibadismen har sin oprindelse blandt kharijiterne. I nyere tid har Ibadiskolen i højere grad nærmet sig ortodokse trosretninger og over tidens løb opdelt sig i adskillige nye grupperinger. Skolens tilhængere omtales som ibaditter. Ibadiskolen er fra et historisk perspektiv interessant; udgør i dag mindre end 0,5 % af muslimer på verdensplan. |
Mystik Rediger
| Sunnisme | Shiisme |
|---|---|
| Sunni-ordener Oprettet og navngivet efter Ahmad al-Badawi (d. 1276), Aktiv indflydelse i Egypten og Sudan. Oprettet og navngivet efter Mu'in al-Din Chishti (d. 1236) fra daværende Khorasan. Større indflydelse i Indien. Oprettet og navngivet efter Umar al Khalwati (d. 1397). Bred indflydelse i Balkanhalvøen, Syrien, Libanon og Nordafrika. Oprettet og navngivet efter Najmuddin Kubra (d. 1221) from Khwarezm (Centralasien), i nuværende Usbekistan. Indflydelse i Centralasien. Oprettet og opkaldt efter Jalal al-Din Rumi (d. 1273). Indflydelse i Tyrkiet. Oprettet og navngivet efter Baha al-Din Naqshband (d. 1389) fra Bukhara, i nuværende Usbekistan. Indflydelse i Kina til Nordafrika, Europa og Amerika. Oprettet og navngivet efter 'Abd al-Qadir al-Jilani (1077–1166) fra Baghdad, Irak. Indflydelse i Marokko til Malaysia fra Centralasien til Sydafrika. Oprettet og navngivet efter Ahmad ibn Ali al-Rifa'i (d. 1182) fra sydlig Irak. Indflydelse i større dele af den islamiske verden, særlig i Egypten. Oprettet og navngivet efter Abu al-Hassan al-Shadili (d. 1258). Indflydelse i stor dele af Nordafrika og Egypten. Oprettet og navngivet efter Abu Najib Suhrawardi (d. 1168) fra Irak.. Indflydelse i Indien. Oprettet og navngivet efter Ahmad al-Tijani (d. 1815) som boet i Fez, Marokko. Indflydelse i Senegal, Nigeria, Mauretanien og stor dele af Subsaharisk Afrika. Oprettet og navngivet efter Ali Nur al-Din al Yashruti (d. 1892) fra Palæstina. Stærk indflydelse i nuværende Syrien og Libanon (Levanten). | Shia-ordener Mulla Sadr al-Din Muhammed Shirazi (1571–1636) fra Iran betragtes som en af de største personligheder inden for shiitshisk mystik. |
Retsskoler Rediger
| Sunnisme | ||
| Traditionel | ||
| Retsskole | Opkaldt efter | Tilblivelse |
|---|---|---|
| Hanafitter, tilhængere af den hanafitiske skole | Abu Hanifa (697/699–767) | Kufa, Irak |
| Shafiitter, tilhængere af den shafiitiske skole | Al-Shaf'i (767–820) | Egypten/Medina, Saudi-Arabien |
| Malikitter, tilhængere af den malikitiske skole | Malik ibn Anas (ca. 711/716–795) | Medina, Saudi-Arabien |
| Hanbalitter, tilhængere af den hanbalitiske skole | Ahmad ibn Hanbal (780–855) | Baghdad, Irak |
| Islamisk fundamentalisme | ||
| Retning | Opkaldt efter | Tilblivelse |
| Wahhabisme/Salafisme | Muhammad ibn Abd al-Wahhab (1703–1792) | Saudi-Arabien |
| Islamisk modernisme | ||
| Reformbevægelse der strækker sig over forskellige lovmæssige, ideologiske og teologiske skoler. |
Kalender Rediger
Den islamiske kalender vedrører den måde, hvorpå året inddeles, mens kronologien vedrører islamisk tidsregning. Historisk dateres den islamiske kalender og tidsregning tilbage til profeten Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i år 622. Dermed svarer år 0 i den islamiske kalender til år 622 i den gregorianske kalenderår.
Året inddeles i dage (døgn) i uger af syv dage og i tolv måneder af 29 eller 30 dage uden tilføjelse af skuddage eller -måneder. Den fastlagte nytårsdag (årets første dag) er 1. Muharram. Afgørelsen af hvornår en ny måned begynder, træffes ved simpel observation af nymånen. Idet kalenderen er afgørende for fastlæggelsen af de religiøse fester har kalenderspørgsmålet altid spillet en væsentlig rolle for religiøse og teologiske aspekter inden for islam.
Måned Rediger
Måned betegner den tidsenhed af 29 eller 30 dage, hvori det islamiske kalenderår inddeles. Som ordet måned (afledt af måne) viser, beregnes en måned fra ét måneskift til det næste, i alt 12, i løbet af et år. Den første dag i hver måned begynder ved solopgang efter nymånens tilsynekomst (nymånedag). Dette giver et måneår på omtrent 354 dage (mens et solår er på omtrent 365 ½ dage). "Det betyder, at det islamiske år [måneår] og dets forskellige måneder i forhold til solåret bevæger sig 'bagud' fra det ene år til det andet"., Hermed falder de forskellige islamiske måneder over en årrække ved forskellige datoer i forhold til solåret og det gregorianske kalenderår. Efter det gregorianske kalendersystem falder dagene 10-12 dage tidligere til sammenligning med det foregående år, og månederne i den islamiske månekalender gennemløber i løbet af en periode på ca. 33 år alle årstiderne. Inddeling af året i månekalender bruges den dag i dag i den islamiske festkalender, særligt forbundet med religiøse riter og ritualer.
I den islamiske verden opererer en række lande med parallelle kalendersystemer, hvor den gregorianske kalender (eller andre solkalendere) har vundet indpas som følge af det globaliserede hverdagsliv og forretningsverdenen.
Idet helligdage og højtider falder på forskellige årstider, vil f.eks. fasten til tider ligge sammenfaldende med lange, varme sommerdage og andre gange på kortere, kolde vinterdage i Danmark.
Højtider Rediger
I islam betegner højtider perioder omkring en religiøs (fest)dag eller vigtig (og festlig) begivenhed, oftest fejret ved sammenkomster i familier, menigheder og moskéer.
Særlige betydningsfulde islamiske højtider:
Dag Rediger
En dag regnes fra solopgang til solnedgang, mens den i betydning af døgn regnes fra solnedgang til solnedgang. Ved sidstnævnte betydning hænger beregningen sammen med den islamiske månekalender, efter hvilken måneden begynder ved nymånens tilsynekomst. Af ugens syv dage har kun den 6. og 7. navne, henholdsvis jum'a (fredag) og sabt (lørdag, efter sabbat); de øvrige kaldes den 1., 2. osv. Fredag bliver fejret som en glædesdag og selvom den religiøst ikke betragtes som en hviledag, har adskillige muslimske lande enten indført den som fridag eller begyndelsen på weekenden (oftest til lørdag aften).
Fredag Rediger
Fredag, som på arabisk er opkaldt efter fredagsbønnen (jum'a), er ugens sjette dag og er i islam særligt kendetegnet netop ved fredagsbønnen. Dagen er "ikke en hviledag, som f.eks. søndagen er blandt kristne eller sabbatten blandt jøder",, hvor "deltagelse i fredagsbønnen opfattes som en pligt for muslimer, der har fri". Det er anbefalet at muslimer om muligt forretter fredagsbønnen over middag i fællesskab med andre,, hvortil det er tilrådet at dette sker i moskéer. I tilfælde af, at man ikke deltager i fredagsbønnen, kan man i stedet udføre den sædvanlige middagsbøn. I den muslimske verden vil butikker, caféer og offentlige kontorer som regel lukke i timerne midt på dagen for netop at tilskynde deltagelse til fællesbønnen.
Helligdage Rediger
Helligdage er inden for islam særlige periodisk tilbagevendende dage der kendetegnes ved det, der forgår på dem. En helligdag udskiller sig fra søgnedagene og viser sig bl.a. ved forbud mod de fleste dagligdags gøremål, ved f.eks. specielle spise- og påklædningsskikke og ved en forpligtelse til koncentration om helligdagens særlige riter og ritualer. Festlige helligdage er oftest muntert eller højtideligt præget.
Særlig betydningsfulde islamiske helligdage:
Demografi Rediger
I 2015 vurderes den muslimske befolkning i hele verden til at udgøre 1,75 mia. eller 24,1 % af verdens befolkning. Muslimerne er dermed den næststørste verdensreligion efter de kristne, som udgør 31,2 % af den globale befolkning. Den muslimske befolkning vokser samtidig relativt hurtigt, og ifølge den amerikanske tænketank Pew Research Centers befolkningsfremskrivning vil der i 2060 være næsten lige så mange muslimer som kristne i verden (henholdsvis 31 og 32 % af verdens befolkning).
I 49 lande udgør muslimerne et flertal af befolkningen (pr. 2010). Islam er den dominerende religion i Mellemøsten og dele af Afrika og Asien. Flest muslimer bor i Indonesien (nemlig 209 millioner eller 87 % af befolkningen) og næstflest i Indien (176 millioner eller 14½ % af alle inderne). Godt 60 % af alle verdens muslimer bor i Syd- og Sydøstasien inklusive det indiske subkontinent, 20 % bor i Mellemøsten og Nordafrika, og 18 % i Afrika syd for Sahara. Araberne udgør knap 15 % af alle muslimer verden over. I Mellemøsten er de ikke-arabiske lande Tyrkiet og Iran de største muslimske lande; i Afrika har Egypten og Nigeria de største muslimske befolkningsgrupper.
I Europa er den muslimske befolkningsandel vokset i løbet af 1900-tallet som følge af indvandring. I 2016 var der ca. 26 millioner muslimer i Europa, svarende til ca. 5 % af befolkningen.
Omtrent 85 % af verdens muslimer er sunnimuslimer og 15 % er shiamuslimer, mens et lille antal hører til andre retninger.
Islam i Danmark Rediger
I Danmark anslås det, at der var ca. 256.000 muslimer i Danmark ved indgangen til 2020, svarende til 4,4 % af befolkningen. Islam er dermed Danmarks næststørste religion, tilsvarende situationen i mange andre europæiske lande. De tidligste oplysninger om muslimer i Danmark er fra folketællingen i 1880, hvor der var registreret seks muslimske mænd og to kvinder. I 1960'erne var der en indvandring af gæstearbejdere fra især Tyrkiet, Pakistan, Marokko og Jugoslavien, og senere er den blevet suppleret med indvandring af ikke mindst familiesammenførte og flygtninge fra muslimske lande. Samtidig anslås det, at knap 4.000 nulevende danskere har konverteret til islam. Blandt de mere kendte er imamen Abdul Wahid Pedersen og forfatteren Aminah Tønnsen.
Som følge af den forskelligartede indvandring er de danske muslimer i dag præget af en meget høj grad af etnisk og kulturel fragmentering, samtidig med at et stigende antal danske muslimer er født og opvokset i landet. Væksten i befolkningsgruppen har bevirket, at spørgsmålet om islams rolle i det danske samfund er blevet et væsentligt offentligt debatemne. Det gælder f.eks. spørgsmål som kvinders hovedbeklædning, religiøse symboler i det offentlige rum, madpolitik i offentlige institutioner og mandlig omskæring. Samtidig efterlyser mange danske muslimer dannelsen af en stærkere dansk-muslimsk identitet med en tolkning af islam, der tager udgangspunkt i en dansk-muslimsk virkelighed, og som finder løsninger, der gør det nemmere at forene en muslimsk tro med det at være en moderne og aktiv borger i Danmark.
Liv Rediger
I islam er alt i universet gudskabt, og der kan ikke tales om liv uden om Gud. Menneskelivet er knyttet til ånd (sjæl), væsen og blod (legeme), hvor det verdslige liv er skænket af Gud og begrænset af døden. Menneskelivet anskues som det syn på eller den holdning til tilværelsen, hvor Guds åbenbaring og menneskets tanker om livet, samt dets mening, er i centrum. Ud fra et mere generelt, samt biologisk perspektiv, opdeles livet inden for islam i fire stadier:
- Uterus hvori livet (og fosteret) dannes
- Verden hvori livet leves
- Skærsilden (hvor kroppen jordfæstes) hvori livet hviler (til dommedag)
- Det Hinsidige hvori livet eksisterer i Paradis og Helvede
Fra et personligt aspekt (livet i den verdslige verden) er det "personens centrale vurderingssystem og personens grundholdning og det personen mener at vide om sig selv og sin omverden, hvilket påvirker hans centrale vurderingssystem eller grundholdning på en måde, som personen er klar til at acceptere" der definer anskuelsen af liv. Fra et guddommeligt aspekt (livet i den verdslige verden) er det en tilværelse af anstrengelse og kamp (jihad) for livet mod døden, hvor salighed, fromhed og gudfrygtig karakter er centralt med henblik på individets vurderingssystem, hvormed liv herigennem leves i harmoni med Gud.
Livsførelse Rediger
I islam er livsholdninger og handlinger styret af principper og pligtlære, og sekundært hertil, omstændigheder. Denne levemåde er religiøst begrundet, hvor alle påbud og forbud givet af Gud danner fundamentet for from livsførelse. Livet, og dermed en mangfoldig og forskelligartet levevis, er en guddommelig velsignelse. Islam "bekræfter en forenelig samfundsstruktur, hvor den uforanderlige menneskelige værdighed har forret og er i stand til at tilpasse sig behovet fra forskelige samfund og deres traditioners konstante forandringer". Mennesket er pålagt pligter som har sammenhæng med de relationer man står i til andre mennesker. Måden man lever på tager dermed afsæt i de etiske, moralske og normsættende (kulturelle) kodekser og love.
Sprog Rediger
I islam betragtes forskellen i sprog som en af Guds velsignelser overfor menneskeheden. Muhammeds modersmål var arabisk, som han alene beherskede som talesprog., Islams hellige skrift blev åbenbaret på arabisk (al-ʿarabiyya), et talesprog der har sin oprindelse i det 5. århundrede, hvor Koranen som nedfældet i det 7. århundrede betragtes som det første samlede værk på arabisk (skriftsprog).[kilde mangler] Som tidlig islam har sin oprindelse på Den Arabiske Halvø har andre tale- og skriftsprog i området været domineret af semitiske sprog op indtil islams fremtræden i det 7. århundrede, hvorefter arabisk hurtigt blev dominerende. Siden hen er "den islamiske verden dominere[t] af flere store sprog: arabisk, tyrkisk, farsi, urdu, bangladeshi og forskellige filippinske og indonesiske sprog". Eftersom åbenbaringen er åbenbaret og nedfældet på arabisk, betragtes 'klassisk arabisk' (al-ʿarabiyya) også med en vis grad af veneration. Hertil kommer at visse ritualer (f.eks. ægteskabserklæringer og tidebønnen), foredrag og recitation (f.eks. poesi og koranlæsning) og højtidelige bekendtgørelser (f.eks. trosbekendelsen) fremsiges på klassisk arabisk, der herved fremmer klassisk arabisk som et internationalt fællessprog (lingua franca) for den religiøse islamiske identitet og dermed også den islamiske verden.
En række almindelige arabiske udbrud, udtryk og fraser der er særligt forbundet til islams religiøse identitet og anvendes af muslimer fra forskellige lande:
- Allahu Akbar ('Gud er størst') udtryk for lovprisning af Gud eller udtryk for glæde, lettelse eller forløsning. Betegnelsen Takbir er verbet der betyder at recitere udtrykket Allahu Akbar
- Basmala (navneord der betyder det at recitere formularen 'I den nådige og barmhjertige Guds navn') anvendes overalt i den islamiske verden til alt lige fra rituelle og ceremonielle sammenhænge til indledning af udtalelser, dokumenter, lovprisning med videre
- Hamdala (navneord der betyder det at fremsige Alhamdulillah: 'priset være Gud') udbrud for taknemmelighed, positiv overraskelse og glæde
- Inshallah ('om Gud vil') er et udtryk for håb såvel som et udtryk for menneskets fromme anerkendelse af Guds almagt
- Mashallah ('Guds vilje') udbrud for glæde, lovprisning eller anerkendelse for en begivenhed eller hændelse (der lige har fundet sted)
- Salam ('fred') eller Salam Alaykum ('fred være med dig') er den muslimske hilsen. Betegnelsen har til tider en underforståelse af 'Guds fred som skænkes den der hengiver sig til Ham'
- Shahadah ? ('vidnesbyrd', navneord der betyder 'det at recitere trosbekendelsen')
Leveregler Rediger
Føde Rediger
Valg af den føde der kan spises (fødevarer, spiseregler) inden for den brede islamiske verden er ikke kun bestemt af klimatiske, økologiske og teknologiske vilkår, men også af kulturelle og religiøse valg. I islam påbyder Gud overfor de som tror, at spise af de gode ting som Han har forsynet menneskeheden med. Ifølge de islamiske renhedsbestemmelser er kød fra selvdøde dyr og ådsler generelt, og mere specifikt bestemte dyrearter, særlig rovdyr og visse krybdyr ikke tilladt at spise (hertil tilføjes også andre dyrearter, såsom aber, svin (både inden for jødedom og islam), hunde og katte). I visse tilfælde redegøres for disse bestemmelser ud fra rationelle (f.eks. hygiejniske eller økonomiske), spirituelle (f.eks. asketiske eller sjælefred) eller religiøse grunde. Selvom redegørelsen tager en eller flere af følgende grunde i betragtning, er de islamiske grundtekster og teologiske værker klare i bestemmelsen om hvilke overordnede og specifikke kategorier af føde, både vegetariske og ikke-vegetariske, der må indtages.
Afgudsofferkød (offerkød) kalder muslimerne det kød, der ofres til afguder eller andre end Gud. Islam forbyder at spise afgudsofferkød og betragter det som en synd. Kød der slagtes efter de islamiske forskrifter, omtales på dansk generelt som halal-slagtet (hvor betegnelsen ḥalāl på arabisk betyder "tilladt" i modsætning til ḥarām der betyder "syndefuldt").
I Danmark er slagtning efter islamiske ritualforskrifter tilladt, hvor flere spisesteder er forsynet med et såkaldt halal-certifikat, der indikerer at steder overholder de islamiske forskrifter for renlighed, behandling og slagtning af dyr. "Blandt muslimer i Danmark er der i øvrigt en stigende tendens til at lægge vægt på dyreetiske principper, igen betinget af de religiøse skrifter. Man betoner således nødvendigheden af gode opvækstvilkår for dyr og retter kritik mod, hvad man anser for hensynsløs behandling af dyr forårsaget af kommercielle produktionsbetingelser". Ved socialt samvær på spisesteder der ikke er halal-certificeret, vil muslimer generelt holde sig til fiskeprodukter (der overordnet set ikke kræver halal-slagtning) eller vegetabilske retter.
Væske Rediger
Udover at vand i islam fungerer som en livsnødvendighed for menneskets overlevelse og velbefindende (frugtbarhed, drikkevand), spiller det en afgørende rolle i de islamiske grundtekster,, hvor det også gennemgående anvendes i religionens ritualer (abultion, abdest). Anden form for vandholdig opløsning der kan indtages, sidestilles ikke med drikkevand, hvortil visse af disse også betragtes som syndige at indtage, særskilt blod samt alkoholholdige drikke, f.eks. mjød, øl og vin. "I en nærorientalsk, monoteistisk sammenhæng er forbuddet mod vindrikning ikke enestående for islam, men har indgået i flere af regionens nært beslægtede religioner". Ligesom føde er underlagt renhedsbestemmelser, er der forskellige væsker (både drikkelige som udrikkelige), hvor berøring med disse i forskelligt omfang kræver vask af kroppen, tøjet eller stedet.
I Danmark er alkoholkulturen en tæt indgroet del af socialt samvær; ved fælles kulturelle og sociale begivenheder (festival, koncert), uddannelsesinstitutioner (rustur, fredagsbar), erhvervslivet (julefrokost, reception, sammenkomst) eller ved private begivenheder (fest, fødselsdag, cafe- og bytur) er alkoholindtagelse en stor del af selve samværet. Islam der har en så at sige nul-tolerance overfor alkohol, gør det umuligt for muslimer at indpasse sig i denne alkoholkultur og fører ofte til socialt fravær fra begivenheder der ellers betragtes som vigtige for sameksistens (integration) på tværs af overbevisninger. Dette har bl.a. medført at flere danske private virksomheder og offentlige institutioner har indført en alkoholpolitik der skal skabe rum for social udfoldelse uafhængigt af social eller religiøs overbevisning.
Beklædning Rediger
Islam identificerer ingen bestemte klædningsstykker som autoritativ påklædning, idet mænds og kvinders beklædning har varieret fra område til område og fulgt lokale skikke. I islam hører beklædning på linje med bl.a. føde og væske til de basale fornødenheder for mennesket i samfundet. Ud fra en religiøs kontekst er det særligt tilhylning og slør der udgør en væsentlig del af beklædningen, stærkt betonet af dets praktiske, symbolske og metaforiske funktion. Hertil er beklædning stærkt afhængig af social status, økonomisk formåen og kulturelle forhold, hvorimod klædernes funktion og symbolik ud fra det religiøse perspektiv udgør en langt større rolle i islam end deres faktiske udseende. Beklædning findes i to hovedformer, bestemt af, om beklædning står i forhold til personens egen nøgne krop eller andre menneskers beklædning. I det første tilfælde er beklædningens grundfunktion at skjule, hvor det i det andet tilfælde er at fremvise anstændig beklædning. Den minimale beklædning er forordnet overfor begge køn, der omhandler tildækning af den nøgne krop, hvor netop nøgenhed inden for islam er stærkt forbundet med seksualitet. De teologiske værker foreskriver nærmere bestemmelser for hvad der skal tilhylles og hvornår det skal aktualiseres, både i hjemmet overfor kernefamilien, i privaten overfor den udvidede familie, overfor det modsatte køn og i offentligt rum. Klæde i form af tilhylning, -dækning og slør er i islam oftest tegn på fromhed, ærbarhed og kyskhed.,
Beklædnings- og pyntegenstande i forhold til personens egen krop (samt overfor kernefamilien og evt. ægtefælle) betragtes ud fra en neutral interesse, hvorimod det i forhold til mennesker i det offentlige rum kan bringe forargelse og fordærv. De moralske kodeks som enten tillader eller syndiggør (korruption) genstandene tager afsæt i grundteksterne og de teologiske værker. Her opdeles de med henblik på formål og funktion. Pyntegenstande med udtryk for skønhed (f.eks. ankelkæder, øreringe, armbånd, ankellænker, amuletter, fingerringe, halsringe og næseringe) betragtes anderledes end pyntegenstande med udtryk for funktionalitet eller redskab (f.eks. kapper, turban, slag, tasker og kjortler). Selvom overgangen til tider er uklar, er udsmykning i det offentlige (enten som beklædning eller genstand) generelt betragtet som (moralsk) syndefuldt.
I Danmark og store dele af Europa har sløret inden for islam, særlig den kvindelige tilhylning og -dækning, fyldt en stor del af den offentlige debat, stærkt tilknyttet emner som ligestilling og frigørelse, undertrykkelse, kønsdiskrimination og dertil hørende offentlig anvendelse heraf. En række kvindeklæder og betegnelser relateret hertil – eksempelvis hijab, chador, niqab og burka – er alle betegnelser forbundet hermed. Den mandlige tilhylning og tildækning har nærmest været helt fraværende fra debatten, selvom mandlige hovedbeklædninger (fez, turban, taqiya) fylder en tilsvarende del af religionen. Visse anser dette som endnu et tegn på politisk og religiøs polemik og til tider institutionaliseret intolerance overfor muslimer og den islamiske identitet i Europa, dermed også religion i al almindelighed (religionsfrihed).
Udseende Rediger
Ud fra kulturelle og sociale aspekter er den almindelige antagelse, at status viser sig gennem udseendet (f.eks. kan den rige og den fattige umiddelbart kendes på udseendet), der derved har stor betydning og kan bruges som signal. En tilsvarende forståelse er gældende inden for den religiøse sfære af islam, hvor man hævder, at de troendes udseende er oplysende og glansfuldt i modsætning til de ikke-troende, der vil have et mørkt og dystert ansigt. Forskellen mellem udseendets skønhed er dets ydre (adfærd, materialiseret) eller indre (hengivende) karakter (personlighed, livsstil), er at førstnævnte oftest udmøntes i form af smykker og pynt og sidstnævnte henviser til hjertets skønhed og fromme gerninger. Gud ser ikke alene på det ydre, men kender til hjerte og menneskets gerninger og kender dermed også de fromme, der i udseendet har en 'famlet skønhed' (hykleri).
I islam skal mænd og kvinder være uden smykker og pynt (ved omgang i det offentlige) og i stedet henvise til hjertets skønhed og fromme gerninger. Kropsudsmykning af ansigt, hænder og andre dele af kroppen der ikke tilhylles, er ikke tilladt (overfor fremmede); dette indebærer f.eks. tatoveringer og henna-udsmykning af disse områder af kroppen samt ansigtspiercinger og tilsvarende smykker og pyntegenstande.
Inden for islam er det en selvfølge og forpligtelse, at en mand har skæg. Udover at skægget virker som et tegn på værdighed og modenhed (manddom), eksisterer der forbud i de teologiske værker mod studsning af hele eller dele af skægget. I visse dele af den islamiske verden afspejler længden bl.a. fornem rang, hvor det i andre er skægprydelsen (i form af bestemt afskæring) der har denne effekt. Det rituelle skæg kan have forskellige mønstre, hvor den mest kendte er det rundskårne fuldskæg og afskåret moustache. I tæt forbindelse med renligheden er påbuddet forbundet med hygiejniske foranstaltninger med hyppig vedligeholdelse og pleje af skæg for bl.a. at undgå hudsygdomme.
Omskæring Rediger
Omskæring er inden for religionerne jødedom og islam en rituel bortoperation af det mandlige lems forhud,, der i islam foretages på nyfødte drengebørn til unge drenge inden pubertetsalderen. Skønt der er visse overordnede ensartede hovedtræk mellem omskæring i islam og andre religionsformer, har ritualet i enkeltheder varieret i forskellige samfund og overbevisninger. I islam er ritualet forordnet i de teologiske værker hvor flertallet betragter omskæring som et pligtigt ritual for alle drenge. Tilsvarende er ritualet stærkt tilknyttet ved omvendelse til islam, uafhængigt af personens alder ved omvendelsen. Ritualet er forbundet med aspekter af renlighed, frugtbarhed og riter, knyttet til de generelle bestemmelser og konsekvenser af patriarken og profeten Abrahams omskæring og pagt med Gud. Hertil er også større islamiske ritualer koblet til forpligtelsen af at det mandlige køn er omskåret, særskilt pilgrimsrejsen.
Islam rummer ingen udtalelser om omskæring af pigebørn eller kvinder (kvindelig omskæring). Religionen praktiser "omskærelse af drenge, mens omskærelsen af piger, som praktiseres i visse lande der har islam som hovedreligion, må være en mere lokal tradition". Inden for andre religions- og traditionsformer omskæres piger; specielt i Egypten, hvor det er meget udbredt: "her praktiseres omskæringen også af de [kvindelige] kristne koptere". Den danske debat om omskæring af kvinder inden for islam tyder på at være en fejlslutning som led af, at det praktiseres i visse lande med islam som statsreligion. Den internationale debat om omskæring har primært haft fokus på sundhedsmæssige aspekter ved omskæring, særligt som en prævention eller forebyggende beskyttelse mod HIV, som udmeldt ved forskellige internationale studier og pressemeddelelser af bl.a. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og de Forenede Nationer (FN).
Omtrent en tredjedel af verdens mænd er omskårne. "I Danmark og i resten af Europa bliver det mere og mere almindeligt, at muslimske drenge får foretaget operationen af kirurger som nyfødte," enten på privathospitaler eller specialklinikker. "Muligheden for at blive omskåret af religiøse grunde på et offentligt hospital [i Danmark] blev afskaffet i 2003".
Identitet Rediger
Bevidstheden om egen personlighed inden for islam er grundfæstet i at mennesket har ansvar og indflydelse, overfor sig selv, andre og Gud. Det at være "ansvarlig betyder at man selv står inde for det som man er eller gør og at man kan drages til ansvar for sine handlinger". Ud fra et juridisk perspektiv forudsætter ansvar en vis tilregnelighed og selvbestemmelse, hvor islam skelner mellem myndige og umyndige personer. Selvom mennesker til en vis grad styres af arv og miljø (faktorer som man ikke nødvendigvis direkte har magt over), står man som myndig (eller værge for en umyndig) til ansvar overfor handlinger eller valg man har tilsluttet sig der går imod egen vilje. Dette medfører at man hverken kan drages til ansvar for andre (dette med undtagelse af værger) eller for ens handlinger, der i god tro er uvidende.
Inden for islam er det ved kønsmodningens indtræden, der bl.a. markerer barndommens ophør (samt fravær af handicap der har varige konsekvenser for 'normal' livsførelse), at mennesket betragtes som myndigt. Overgangen fra umyndig til myndig (barn til voksen) har stor betydning for de nye voksnes ansvarsrolle og identitet i den islamiske verden.
Menneskesyn Rediger
Grundlæggende for de islamiske forestillinger om mennesket er dets skabelse, som sætter det ind i et særligt forhold mellem Gud og verden, skaberen og de øvrige skabninger. På den ene side er mennesket en del af skabningen, og som alle andre skabninger underkastet skaberens suveræne almagt; på den anden side er mennesket skabt som den fremmeste skabning sammenlignet med andre skabninger som engle, jinn og dyr. Et væsentligt element i forholdet mellem Gud og mennesket er at mennesket som sådant er defineret som et religiøst væsen hvor islam grundlæggende konstituerer det at være menneske. Den monoteistiske gudstro blev ifølge Koranen bevidnet ved skabelsen af mennesket med løftet om en tilværelse i forløsning, såfremt mennesket gebærder sig ret og formaner det der er sandt. Blandt mennesket vil ikke-troende være de der forsømmer den guddommelige pagt (eller modstår menneskets medfødte natur) og dermed lader sig lede på afveje af det slette.
Mennesket er dermed grundlæggende født gudfrygtig med en "religiøse længsel eller oplevelse som et hovedtema i sit liv"; dette kan enten efterleves for opnåelse af forløsning eller bortkastes og dermed vildledes. Dette forudsætter at mennesket nødvendigvis tilkendes en vis grad af fri vilje, selvom Gud samtidig afholder dem Han vil fra vildledelse. Menneskesynet ud fra gudsforholdet er dermed hverken præget af absolut fri menneskelig vilje eller forudbestemmelse, men a en flydende kobling mellem skæbne og handlefrihed. Det er ved dødens indtræffelse og sjælens midlertidige ophold i skærsilden og senere varige ophold i dødsriget (paradis eller helvede) at mennesket modtager sin fulde fortjeneste af Gud ved dommedag.
Menneskerettigheder Rediger
Menneskerettigheder inden for islam er rettigheder der tilkommer alle mennesker med hensyn til f.eks. race, køn, sprog eller religion. Hvor de vestlige menneskerettigheder tager udgangspunkt i den forestilling, at mennesket er alle tings mål, fastholder islams menneskesyn, at mennesket er skabt af Gud, og at Gud er altings mål. Islams menneskerettigheder har afsæt i religionen, hvor naturretlig tænkning, baseret på forestillingen om eksistensen af en universel menneskelig natur legemliggjort i individerne og identiteten i denne menneskenatur på tværs af samfundsklasser og sociale omskiftelser, særligt skal tolkes ud fra grundteksterne. Rettighederne har baggrund i menneskets og borgernes ret (både på et individuelt og kollektivt stadie), herunder retten til liv, frihed, sikkerhed, lighed, retfærdighed, ytringsfrihed, tryghed og ejendom.
Adskillige formuleringer af menneskerettigheder har eksisteret siden tidlig islam, hvor systematisk udformning af islamiske menneskerettigheder (tilsvarende f.eks. FN's menneskerettigheder) først er blevet til fra slutningen af det 20. århundrede.
De islamiske menneskerettighedsidealer er ikke altid sammenfaldende med de vestlige, der afgrænser individets rets- og frihedssfære over for staten. Selvom forskellige initiativer har forsøgt at tilvejebringe et kompromis mellem de islamiske og vestlige idealer, er den fundamentale forskel mellem altings mål (dvs. Gud eller mennesket) med til at præge forskelligheden af hvordan f.eks. friheds-, ligheds- og delagtighedsrettigheder udlægges. Dertil eksisterer der i et vist omfang på tværs af landsgrænser forskellighed i hvordan menneskerettigheder tolkes ud fra de teologiske værker og herefter udmøntes som islamisk ret; et element der gennemsyrer diversiteten og forståelsen af den ideale islamiske styreform. I Danmark har forskelle i disse idealer til tider ført til kontroversielle offentlige og politiske debatter, særligt om emnerne sammeneksistens (integration, akkulturation, assimilation) ægteskab (arrangeret ægteskab, flerkoneri), kvinders påklædning og kønsroller (kvindefrigørelse) og ytringsfrihed.
Kønsroller Rediger
Den islamiske verdens syn på kønsrollerne i almindelighed har varieret i forskellige muslimske samfund gennem tiderne, hvor de antikke kulturelle normer – der hvor kvinder primært varetager arbejdet i hjemmet og mændene tager sig af arbejdet udenfor – har været den dominerende sociale rollefordeling mellem mænd og kvinder. Denne (stereotype) forestilling om den adfærd som er typisk for mænd og kvinder skal sidestilles måden at være til på som mand eller kvinde; dvs. kønsrollen som den udspringer fra biologiske og psykiske faktorer der udmøntes som en social identitet. Islam adskiller sig fra de fleste andre religioner i verden ved at henvende sig direkte til både mænd og kvinder[kilde mangler], hvor belønningen for fromhed og gudshengivelse loves overfor begge køn.
Tilsvarende den antikke jødedom og kristendom er kønsrollen inden for islam domineret af den patriarkalske kultur, hvor manden fungerer som familiens og samfundets overhoved. Udmøntningen af dette inden for den religiøse sfære ses ved at kønnet er tildelt forskellige religiøse funktioner og pligter inden for bestemte domæner, både på individuelle og kollektive områder. Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv er det oftest sådan at manden indtager de dominerende positioner som overhoved (for familien), embedsmænd og lærde (dog er der undtagelser, som bekræfter reglen). Hertil er krigstjeneste forbeholdt mænd og funktionen ved diverse menigheder (bl.a. i moskéen) primært varetaget og hvervet af mænd (oftest omtalt som imam) selvom kvinder kan have en underordnet funktion.
På trods af det noget ensidigt patriarkalske billede, der tegner sig når kønsrollerne vurderes formelt, er muslimernes historie og grundtekster fyldt med fortællinger om kvinder som anvender deres køn eller marginaliserede position til at få indflydelse for sig selv, deres familie eller folk. Disse fortællinger har bl.a. en stor symbolsk betydning i udvikling af den folkelige identitet og kønsroller som tolket ud fra de religiøse skrifter.
Kønsadskillelse Rediger
Der optræder flere passager i Koranen, der kan fortolkes til at sige at mænd står over kvinder i nogle anliggender. Der er dog også passager i Koranen, der kan fortolkes som en opfordring til ligestilling, selv om versene ikke siger det direkte.
Kønsopdeling Rediger
Kønsopdeling af kvinder og mænd har eksisteret i mange samfund og har været praktiseret i forskellige sammenhænge gennem tiderne og med forskelle fra kultur til kultur. Overordnet udledes samfundsinstitutionerne og normsystemerne ud fra kønnets biologiske, sociale eller religiøse identitet, rolle og funktion. I den islamiske verden er kønsopdeling og omgang mellem personer af modsat køn i det offentlige rum i varierende grad enten praktiseret frit i samfundet eller forordnet som love. Opdelingen anvendes regulerende som en institution for at forebygge kaos, fristelser og fordærv, særligt med afsæt i menneskets seksualitet. Det er oftest med afsæt i den ærbødige og asketiske livsførelse sådanne opdelinger i praksis udmøntes, uafhængigt af deres karakter som individuel eller kollektiv forpligtelse.
Kønsopdelingen i islam er tit blevet opfattet som kvindediskriminerende, et synspunkt der dog er meget omstridt, da nogle mener, at kønsopdelingen tager udgangspunkt i lige regler for mænd og kvinder. I Danmark er det især debatten om muslimske kvinders klædedragt, der er i fokus, når der debatteres kønsopdeling i islam, hvor mange ser burka og niqab som værende undertrykkende og hindring for integration. Det at kønnet opdeles ved større religiøse forsamlinger (konferencer, menigheder, bedehuse) eller brug af offentlige faciliteter (svømme- og gymnastikhaller, anstalter, forsamlingshuse) med særlig hensyntagen og tilpasning til den islamiske identitet, betragtes af islamkritikere som udemokratisk og, ligesom burkaen, kvindeundertrykkende, mens andre har argumenteret for, at forholdene for mænd og kvinder overvejende er ligeværdige i det offentlige rum og sidestiller dermed islamkritikeres holdning med islamofobi og fornægtelse af religionsfriheden.
Seksualitet Rediger
Islams syn på seksuel identitet, -adfærd, -handlinger og følelser har i grundteksterne "et positivt syn på seksualiteten hos både mænd og kvinder" og "anerkender menneskets seksuelle behov og anser kærlighed mellem ægtefæller som en gave fra Gud". Seksualitet betragtes som en naturlig del af den menneskelige eksistens, hvor partnerne bl.a. omtales som klædning for hinanden og som en vej til sjælefred. Legale former for seksualitet er hverken anset for syndige eller forbeholdt reproduktion. Prævention og afbrudt sameleje er f.eks. tilladt, hvilket er en indikation af, at samleje ikke alene drejer sig om formering. I islam er det en grundværdi og forskrift, at seksualitet foregår inden for rammerne af ægteskab. Seksuelle forhold mellem personer, der ikke er gift (hor) eller mellem personer af samme køn (homoseksualitet) betragtes som overskridelse af religionens grænser. Udover at hor og homoseksualitet i den islamiske verden betragtes som en skændsel for samfundet, er det inden for grundteksterne (og senere også den islamiske ret) også belagt med strenge strafferammer. Andre juridiske bestemmer om seksualitet, bl.a. om renlighed, kønsdele, udflåd herfra og samlejestillinger nævnes i grundteksterne og beskrives mere detaljeret i de teologiske værker.
Løfte om seksuel afholdenhed (cølibat) har ingen islamisk begrundelse, og den askese der fordres af muslimer (både lægmænd som prædikanter) i grundteksterne, rummer intet krav om seksuel afholdenhed. Derimod er seksuel afholdenhed påkrævet under særlige riter og ritualer, f.eks. pilgrimsfærden og faste. Særligt er samleje med en menstruerende kvinde, samt efter børnefødsler, ikke tilladt.
Abort Rediger
Der er forskellige holdninger til abort i de forskellige islamiske skoler. Nogle mener, at enhver abort der fremprovokeres ved indgreb (fosterdrab) er et overgreb på liv og dermed forbudt. De fleste tillader dog abort op til 40 dage efter undfangelse, og mange også op til 120 dage - nogle med alle begrundelser indtil 120 dage, mens andre kræver gode forklaringer. Særligt betragtes fostret fire måneder efter undfangelsen som besjælet af Gud og dermed beseglet af livets hellighed. I særtilfælde hvor det f.eks. drejer sig om den svangre kvindes overlevelse, voldtægt eller andre særlige specielle tilfælde er der udbredt enighed om svangerskabsafbrydelse. I tilfælde af spontan abort (dødfødsel) efter fire måneder skal fosteret - i lighed med alle andre afdøde - jordfæstes ved en begravelsesceremoni.
Jomfru Rediger
Jomfru betegner inden for islam en (ung) kvinde som ikke har haft samleje (der indebærer indføring af penis i skeden), og derfor har bevaret sin mødom; oftest anvendt bredt i omtale af alle ugifte piger og kvinder. I teknisk og juridisk forstand kan jomfru også anvendes om mænd der ikke har haft samleje, dvs. ugifte mænd, selvom denne betegnelse ikke er gængs anvendt. Jomfruelighed er inden for islam både i renheds og i seksuel forstand tæt forbundet med det kvindelige køn og kvindens dyd indtil giftermålet. Ud fra forskellige sociale, kulturelle og samfundsmæssige forordninger har jomfruelighed og jomfrubevis været en central forordning. Måske har arveretslige implikationer betydet, at det har været en ønskværdig forudsætning at vide om kvinden er jomfru ved ægteskabets indgåelse. Generelt påfalder bevisbyrden for kvindens jomfruelighed hendes familie. Herudover har faderen en anden ret over jomfruens ægteskab, idet kvinden traditionelt giftes bort (ægteskab). Der er inden for islam ingen hellighed forbundet med slægtens afkom af en ikke jomfruelig kvinde, ej heller er der begrænsninger for at kvindelige jomfruer ikke kan ægtes af bestemte samfundsklasser (f.eks. præster).
Den dydighed der er forbundet med muslimske kvinders jomfruelighed er tæt forbundet med mødommen (jomfruhinden). Selvom de teologiske værker beskriver den fromhed der er tilknyttet en jomfru og de retslige værker anfører retslige love og forordninger om en jomfrus værge og rettigheder, er der ingen nærmere forpligtelser eller begrænsninger for jomfruelige kvinder. I tilfælde med en brudt jomfruhinde (enten fra et tidligere ægteskab, tilfældigt brud eller som horkvinde), hvor kvinden gerne vil fremstå som jomfru, kan kvinderne i det 21. århundrede i nogle lande få foretaget en mødomsrekonstruktion; sådan et moderne biologisk indgreb ligger udenfor religionen islam og dermed forståelsen af jomfruelighed. Ifølge den danske imam Waseem Hussain har indgrebet et element af bedrag over sig og er ikke i overensstemmelse med islam.
Ægteskab Rediger
Ægteskab er inden for islam en bindende kontrakt mellem en mand og en kvinde, der for mandens part indebærer forsørgerpligt og sigter mod samliv i fælles hjem. Hermed fungerer ægteskabet som det retsmæssigt regulerede forhold mellem mand og kvinde med henblik på varigt fællesskab, hvor ægtefællernes retlige status er forskellige. Traditionelt er manden formelt kvindens juridiske overhoved, mens kvindens sociale berettigelse som ægtefælle er fødslerne og opfostring af børnene. "Islams regler for ægteskab søger først og fremmest at sikre, at alle ved, hvem der har forsørgelsespligt over for de børn, der bliver resultatet af et indgået ægteskab". Herudover imødekommer religionen også andre ægteskabstyper med andre formål end børnefødsel, bl.a. undgåelse af utugt og gensidig kendskab og støtte til ægtefællerne. De islamiske grundtekster indeholder lovbestemmelser om ægteskab i almindelighed samt fortællinger om hustruers list og magtudfoldelse, der gennemgående anvendes til at forme og karakterisere kvindens identitet, ansvar og rolle som en tro ægtefælle. I islam vurderes ægteskab som en central samfundsinstitution, hvor der også fremgår klare regler om hvem man kan giftes med (incestforbud), flerkoneri (polygyni) og ægteskabslovgivning generelt.
Ægteskab kan opløses på mandens forlangende gennem skilsmisse. Inden for de juridiske rammer kan "ægteskabet også opløses af en dommer, dersom den ene part kan godtgøre, at den anden part ikke opfylder de ægteskabelige pligter" eller ægteskabskontrakten. Islam påkræver at både manden og kvinden skal kræve ægteskabet opløst i tilfældet af ægtefællens vantro (frafald).
Blandt muslimer i vestlige og ikke-muslimske lande er det først og fremmest den religiøse vielse (dvs. en vielse der ikke nødvendigvis er anerkendt eller registreret af en myndighed) der er af central betydning, da alene sådan en er religiøst forordnet. En religiøs vielse har normalt ingen retslig gyldighed, hverken positivt eller negativt, og er fuldt lovlig efter dansk ret. Således vil religiøst viede muslimer oftest omtale hinanden som ægtemand og ægtekone, selvom de borgerligt ikke er gift. I tilfældet af muslimske mænd, der har indgået religiøse vielser med flere end en kvindelig partner, vil denne efter dansk lov om civilstand betragtes som ugift eller enlig (hvis han ikke bor sammen med partnerne), uafhængigt af om partnerne er udenlandske eller danske statsborgere. I tilfælde af at et muslimsk ægteskab er indgået ved en myndighed i udlandet og samtidig er i strid med dansk ret, er ægteskabet ugyldigt i Danmark.
Ægteskabstyper Rediger
På trods af sin religiøse legitimitet er nydelsesægteskab generelt et prekært emne blandt Shia og Sunni. Oftest snakkes der ikke åbent eller offentlig om det; normen er snarere at sådanne ægteskaber finder sted i privaten og kun kendes af de to partner, der er involveret. Netop denne ægteskabsform har dog fået stor udbredelse blandt Shia og visse Sunni i Vesten, hvormed der er pustet nyt liv i nydelsesægteskabsforordningen. Det er nemlig unge muslimer i Vesten, som primært anser nydelsesægteskab som en ventil for deres seksuelle lyster eller en mulighed for at komme arrangerede ægteskaber til livs. I sidstnævnte tilfælde vil parterne oftest aftale en klausul i ægteskabskontrakten, hvor de tager forbehold for fysisk samvær eller omgang, mens de med dette ægteskab får mulighed for at mødes for at lære hinanden bedre at kende som eventuelt fremtidige partner i et almindeligt ægteskab.
Islam skelner mellem forskellige typer af ægteskaber, særligt mellem ægteskab (nikāḥ) og nydelsesægteskab (nikāḥ al-mutʿa), begge former er omtalt i Koranen. Blandt visse senere islamiske lovskoler betragtes nydelsesægteskab som en forældet praksis. De islamiske lovskoler der stadig bekender sig til begge ægteskabstyper, praktiserer også stadig begge typer.
Arrangerede ægteskaber Rediger
Islam er i høj grad sammenfaldende med de jødiske og kristne skrifter hvad angår arrangeret ægteskab, hvor "ægteskaber arrangeres af repræsentanter for de to familier. Frieren medbringer en brudesum til pigens familie, mens hun til gengæld fører en medgift med ind i ægteskabet". Det er familiens overhoved der arrangerer ægteskabet, hvor ægteskabet fungerer "som en social kontrakt med juridiske og økonomiske konsekvenser. Manden gifter sig, kvinden bortgiftes og indføres som fremmed i hans slægt". Ud fra et samfunds og politisk perspektiv anvendes arrangerede ægteskaber bl.a. til at besegle alliancer mellem stammer, folk og familier.
Arrangerede og forældre-guidede ægteskaber finder også sted blandt muslimer i den vestlige verden, hvor det "bl.a. på baggrund af disse forhold og den generelle udlændingedebat, at et flertal i Folketinget i 2002 indførte den såkaldte 24-års regel, der bl.a. kræver at begge parter skal være 24 år, hvis man ønsker en ægtefælle fra udlandet indført til landet". Reglen forhindrer ikke selve indgåelsen i ægteskab, alene tildeling af opholdstilladelse i Danmark. Forskellige menigheder og foreninger der kæmper for retten til ægteskab på tværs af landegrænser og nationaliteter, er opstået i kølevandet af loven.
Tvangsægteskaber Rediger
Tvang i betydningen retslige sanktioner, indgreb i handlefrihed, social kontrol og tilsvarende er en integreret del af alle rets- og lovfunderede samfundsstrukturer og religioner. Hvad angår trosforholdt og religiøsitet, fastslår islam, "at der ikke bør udøves tvang i religionen", og dermed heller ikke inden for ægteskaber, der er en religiøs forordning.
Udlændingedebatten i Danmark om arrangerede ægteskaber har til tider stillet spørgsmålstegn ved forskellen og ligheden mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, der herigennem har været tonesættende for hvordan islamiske ægteskaber i al almindelighed praktiseres. Diskursen må antages at være politisk betonet, eftersom det i en lang række muslimske lande er "muligt at indgå og opløse ægteskab efter juridiske regler", der er identiske med, eller tager afsæt i, den vestlige verdens retstraditioner.
Blandede ægteskaber Rediger
Blandede ægteskaber er i islam ægteskaber, hvor alene manden som den ene ægtefælle er muslim. Det kun tilladt muslimske mænd at indgå blandet ægteskab med kvinder der enten er jøder eller kristne; islam tillader ikke muslimske kvinder at indgå i blandet ægteskab (endogami)., Blandt visse senere islamiske lovskoler er der herudover også lovgivet om ægteskab på tværs af islamiske trosretninger. Selvom der samfundsmæssigt kan være forhindringer for ægteskab mellem to muslimer fra hvert sit land eller sin kultur, eksisterer der ingen religiøse forhindringer for sådanne typer af blandede ægteskaber inden for islam.
Familie Rediger
Familie kan inden for islam anvendes i betydningen kernefamilie, dvs. ægtepar samt disses børn, eller den udvidede familie, der ud over det mandlige overhoved, hans hustru(er) og ugifte børn evt. også omfatter sønner og disses hustruer og børn. Generelt anvendes det som betegnelse for husets blodbeslægtede medlemmer, hvor omfanget af familien er stærkt afhængigt af det muslimske samfund.
Slægtskab afledes igennem det fædrene overhoved (patrilineær) hvor det normalt også vil være den gifte kvinde der flytter til sin mands familie (patrilokal). I nogle samfund vil ægteparret bosætte sig nogle år hos en af familierne, hvorefter de kan etablere sig uafhængigt af familien – en familiestruktur der er blevet mere udbredt blandt muslimske familier i vesten.
Referencer Rediger
Noter Rediger
- Muhammedanisme, og afledt heraf betegnelser som 'muhammedaner', er en ukorrekt betegnelse for Muhammed og islam, idet Muhammed ikke dyrkes eller tilskrives andre former for guddommelighed. I Koranen omtales han som et almindeligt menneske som forkynder af den guddommelige åbenbaring, hvor Gud er i centrum og hengivelse alene tilhører Gud (jf. 6:48 29. januar 2009 hos Wayback Machine). Muhammed er Guds talerør og står dermed som garant for den åbenbaring, skriftet Koranen indeholder; herfra opstod den tanke antagelig, at han tillige var bogens forfatter.
- Specielt domæner inden for islamforskning, eksegese og oversættelse af Koranen og traditionssamlingerne. Et eksempel herpå er koranoversættelsen af vers 9:74 29. januar 2009 hos Wayback Machine: "De sværger ved Gud på, at de intet har sagt. Men de har sagt vantro ord. De er blevet vantro, efter deres islām (underkastelse til Gud)…".
- Overordnet kan den koranske anvendelse af termen islam kategoriseres i kategorier: (1) Den indre betydning og kvalitet af islam (jf. 6:125 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 61:7 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 39:22 29. januar 2009 hos Wayback Machine), (2) islam i betydning af dīn (grundbetydning 'religion', konnoterer også en betydning af den gæld mennesket har overfor Gud) (jf. 5:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 3:19 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 3:85 29. januar 2009 hos Wayback Machine) og (3) islam som handlingen af at vende "til (eller tilbage)" til Gud (tawba) (jf. 9:74 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 49:14 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 17 29. januar 2009 hos Wayback Machine).
- En undtagelse kan f.eks. ses i Koranen vers 3:20 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 4:65 29. januar 2009 hos Wayback Machine hvor den passive udtryksform er anvendt i forlængelse af en nutidig eller direkte form for gengivelse af en aktiv handling.
- Gabriel betragtes i den islamiske overlevering som den engel, der gennem tiden har overbragt den guddommelige åbenbaring til forskellige profeter.
- I modsætning til Biblen indeholder Koranen ikke nogen samlet fortællende skabelsesberetning, men nævner verdens og menneskets skabelse i flere forskellige sammenhænge.
- Se f.eks. sammenligning mellem forskellige kristne og islamiske beretninger om skabelsen og tidlige profeter, (engelsk) Biblical narratives and the Quran (Wikipedia).
- Kritikere fremhæver at Muhammed må have mødt tilhængere af begge religioner (dvs. jødedom og kristendom) på sine karavanerejser til Levanten eller have lært de to religioner at kende gennem den udbredelse, de igennem hans ungdom angiveligt måtte have i det daværende Arabien. Dermed betragtes Muhammeds beretninger som fri genfortællinger af de jødiske og kristne skrifter – enten som han selv har hørt dem eller som beretningerne har været kendt og viderefortalt blandt ikke-jødiske eller kristne arabere. Muhammed blev i sin levealder selv konfronteret med denne skepsis, hvortil han bl.a. gennem åbenbaring svarer at disse forskelle (dvs. fejl) er resultat af at jøder og kristne havde modtaget åbenbaringen af det hellige skrift, men havde ændret på den. Dette synspunkt er siden hen også forblevet det grundlæggende islamiske syn på de jødiske og kristne skrifter.
- Forestillinger om en gud Allah, der var en slags højgud (himlens og jordens skaber) eller højeste gud (mellem andre, lokale stammeguder) var udbredt i førislamisk tid. Koranen lægger emfase på erklæringen at 'der er ingen gud(dom) undtagen Gud, hvormed islam definerer den islamske gudstro til en af sand monoteistisk tro, se også trosbekendelsen.
- Der tales hermed ikke om profetinder inden for islam, se særlig Jomfru Marias rolle i islam.
- Henholdsvis Ādam, Idrīs, Nūḥ, Ibrāhīm, Ismāʿīl, Isḥāq, Lūṭ, Yaʿqūb, Yūsuf, Ayyūb, Mūsā, Hārūn, al-Yasaʿ, Dhuʾl Kifl, Dāwūd, Sulaymān, Ilyās, Yūnus, Zakariyyā, Yaḥyā og Īsā på arabisk.
- Ikke alle omtalte personligheder accepteres som profeter (eller nødvendigvis gudsmænd) inden for jødedommen og kristendommen, se f.eks. Lot og Salomon.
- Koranen omtaler herudover profeterne Muhammed, Hūd, Ṣāliḥ og Shuʿayb ved navn, profeter der ikke direkte (ved disse navne) er omtalt i Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente.
- Personer der omtales som profeter efter Muhammed anerkendes således ikke som sådan af muslimer.
- En udbredt, men forkert betegnelse for islam i den vestlige verden er muhammedanisme (muhammedaner). Betegnelsen betragtes nu om dage som en forældet ikke-muslimsk betegnelse for religionen islam. Betegnelsen er fejlbehæftet eftersom muslimer ikke tror på (dyrker) Muhammed, men på Gud og alene betragter Muhammed som Guds sendebud.
- Særligt for muslimer i lande markant over eller under ækvator, hvor dagenes længde varierer meget mellem sommer og vinter.
- Bemærk at himmelrejse er et besøg i den himmelske verden i modsætning til himmelfart, hvor den opløftede forbliver i himlen. Muhammed som åbenbaringsmodtager gennemførte en himmelrejse og ikke en himmelfart der oftest fejlagtigt tilskrives Muhammed. Jf. Elias og Jesus (og indirekte Enok) i Biblen hvor der tales om en himmelfart.
- Betegnelser som klassisk eller traditionel arabisk (al-ʿarabiyya) anvendes både i modsætning til moderne arabisk og i lighed med arabisk som det udviklet i tidlig islam.
- Dogmatisk kan et menneske kun tilregnes synd hvis den også er selvforskyldt og ikke blot skæbnebestemt.
- Deltagelse ved religiøse fester, eksempelvis fredagsbønnen, er stærkt tilrådet eller påkrævet manden, mens kvinders deltagelse ikke er et krav.
- Se særskilt Jomfru Maria (Maryām), Dronningen af Saba (Bilqīs), Muhammeds første kone Khadīja og datter Fāṭima al-Zahra. Kendte islamiske figurer som ʿĀʾisha og Ḥafsa, begge senere ægtefæller af Muhammed, præsenteres i et ambivalent lys. Ud fra grundteksterne er det primært med afsæt i deres (negative) historiske rolle i Koranen 24:11 29. januar 2009 hos Wayback Machine-24 29. januar 2009 hos Wayback Machine (ʿĀʾ'isha) og 66:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine-4 29. januar 2009 hos Wayback Machine (ʿĀʾ'isha og Ḥafsa) samt oprør mod den fjerde retledte kalif, at visse lovskoler ekskluderer disse to fra de noble islamiske kvindelige figurer. Jf. Abigajil, Ester, Jael, Judit, Rahab, Ruth, Sara og Tamar i Det Gamle Testamente.
- Undtagelsen er anerkendte islamiske trossamfund der ikke udsteder dokumentation for en religiøs vielse, inden en gyldig vielsesattest (borgerlig vielse) udstedt af en anerkendt retslig myndighed kan fremvises.
Koran Rediger
- Koranen 87:19 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 17:55 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:87 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 3:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine-4 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 6:91 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 154 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 5:46 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:256 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 10:99 29. januar 2009 hos Wayback Machine. Jf. Muhammeds rolle som værende begrænset til forkyndelse (27:92 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 34:28 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 35:23 29. januar 2009 hos Wayback Machine).
- Koranen 2:285 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 60:6 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:123, 6:164 29. januar 2009 hos Wayback Machine
- Koranen Al-Quran (القرآن) — Online Quran Project — Translation and Tafsir 29. januar 2009 hos Wayback Machine
- Koranen 6:101 29. januar 2009 hos Wayback Machine-102 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 7:54 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 13:16 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 20:50 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 25:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 32:7 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 36:36 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 39:62 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 40:62 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 43:12 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 51:49 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 54:49 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:20 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 29 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 255 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 36:82 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:164 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 3:190 29. januar 2009 hos Wayback Machine-191 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 6:1 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 73 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 79 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 7:54 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 185 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 9:36 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 10:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 5 29. januar 2009 hos Wayback Machine-6 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 11:7 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 14:19 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 32 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 15:85 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 16:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 17:99 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 18:51 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 20:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 21:16 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 33 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 23:17 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 25:59 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 61 29. januar 2009 hos Wayback Machine-62 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 27:60 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 29:44 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 61 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 30:8 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 22 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 31:25 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 32:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 34:7 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 35:11 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 36:81 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 38:27 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 39:5 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 38 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 40:57 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 41:9 29. januar 2009 hos Wayback Machine-12 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 37 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 42:29 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 43:9 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 87 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 44:38 29. januar 2009 hos Wayback Machine-39 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 45:22 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 46:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 33 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 50:38 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 52:36 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 57:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 64:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 65:12 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 67:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 71:15 29. januar 2009 hos Wayback Machine. Jf. skabelsen af jorden på to dage 41:9 29. januar 2009 hos Wayback Machine-12 29. januar 2009 hos Wayback Machine og på seks dage 7:54 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 10:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 11:7 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 25:59 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 32:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 50:39 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 57:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:21 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 228 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 3:59 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 4:1 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 28 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 5:18 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 6:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 94 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 98 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 7:11 29. januar 2009 hos Wayback Machine-12 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 69 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 179 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 181 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 189 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 15:26 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 28 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 33 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 16:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 70 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 18:37 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 48 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 19:9 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 67 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 20:55 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 22:5 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 23:12 29. januar 2009 hos Wayback Machine-14 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 79 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 115 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 25:54 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 26:78 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 184 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 30:19 29. januar 2009 hos Wayback Machine-20 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 40 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 54 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 31:27 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 32:7 29. januar 2009 hos Wayback Machine-9 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 35:11 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 36:78 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 81 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 37:11 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 96 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 38:71 29. januar 2009 hos Wayback Machine-75 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 77 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 39:6 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 40:57 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 67 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 41:15 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 21 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 42:11 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 45:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 49:13 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 50:16 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 51:56 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 52:35 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 53:45 29. januar 2009 hos Wayback Machine-46 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 55:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 14 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 56:57 29. januar 2009 hos Wayback Machine-62 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 64:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 67:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 23 29. januar 2009 hos Wayback Machine-24 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 70:19 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 39 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 71:14 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 74:11 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 75:37 29. januar 2009 hos Wayback Machine-40 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 76:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 28 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 77:20 29. januar 2009 hos Wayback Machine-23 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 78:8 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 79:27 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 80:18 29. januar 2009 hos Wayback Machine-19 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 82:7 29. januar 2009 hos Wayback Machine-8 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 86:5 29. januar 2009 hos Wayback Machine-8 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 90:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 92:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 95:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine-5 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 96:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 6:19 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 21:22 29. januar 2009 hos Wayback Machine
- Koranen 7:180 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 17:110 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 20:8 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 59:24 29. januar 2009 hos Wayback Machine
- Koranen 59:22 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 112:1 29. januar 2009 hos Wayback Machine-4 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 5:72 29. januar 2009 hos Wayback Machine-76 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 16:36 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 62:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 10:47 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 57:25 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- ^ Koranen 4:165 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 9:36 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:183 29. januar 2009 hos Wayback Machine-187 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 62:9 29. januar 2009 hos Wayback Machine-10 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 17:1 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 5:48 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 30:22 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 49:11 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 13 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 11:118 29. januar 2009 hos Wayback Machine-119 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 30:22 29. januar 2009 hos Wayback Machine
- Koranen 7:157 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 12:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:172 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 21:30 29. januar 2009 hos Wayback Machine; ferskvand 2:164 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 6:99 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 13:12 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 15:21 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 22 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 22:5 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 63 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 25:48 29. januar 2009 hos Wayback Machine-49 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 30:48 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 32:27 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 56:68 29. januar 2009 hos Wayback Machine-70 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 77:27 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 80:32 29. januar 2009 hos Wayback Machine-80:34 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 5:6 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 48:29 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 75:22 29. januar 2009 hos Wayback Machine-25 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 83:24 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:14 29. januar 2009 hos Wayback Machine-15 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 4:79 29. januar 2009 hos Wayback Machine-80 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 5:105 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 41:46 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 53:36 29. januar 2009 hos Wayback Machine-42 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 6:165 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 6:164 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 17:15 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 35:18 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 39:7 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 53:38 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 95:4 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 7:172 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 20:115 29. januar 2009 hos Wayback Machine-117 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 30:30 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 38:82 29. januar 2009 hos Wayback Machine-85 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 3:195 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 4:1 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 5:32 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 6:151 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 51:18 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 4:135 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 5:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 6:6 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 8 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 49:13 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 4:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 29 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 7:31 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 32 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 22:41 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 51:18 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 62:10 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 104:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 5 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 3:195 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 4:124 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 16:97 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 33:35 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 40:40 29. januar 2009 hos Wayback Machine. Jf. 49:13 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 4:34 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 33:33 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 53 29. januar 2009 hos Wayback Machine
- Koranen 3:195 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 49:13 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:187 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 30:21 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 7:80 29. januar 2009 hos Wayback Machine-84 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 23:7 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 24:2 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:187 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 197 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 222 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 223 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 4:43 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 5:6 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 7:189 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 26:116 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 27:55 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 5:32 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 17:32 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Jf. Koranen 66:10 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 4:22 29. januar 2009 hos Wayback Machine-23 29. januar 2009 hos Wayback Machine
- Koranen 4:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 60:10 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Koranen 2:221 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 223 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 230 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 245 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 4:3 29. januar 2009 hos Wayback Machine-4 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 19 29. januar 2009 hos Wayback Machine-25 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 127 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 5:5 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 16:72 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 23:6 29. januar 2009 hos Wayback Machine-7 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 24:26 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 32 29. januar 2009 hos Wayback Machine-33 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 60 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 30:21 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 33:37 29. januar 2009 hos Wayback Machine, 49 29. januar 2009 hos Wayback Machine-50 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 44:54 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 52:20 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 60:10 29. januar 2009 hos Wayback Machine. Se specielt 4:24 29. januar 2009 hos Wayback Machine om nydelsesægteskab.
- Koranen 2:221 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 5:5 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
Kilder Rediger
- Elsebeth Halckendorff: Kun én Gud? 2001 (sammenligner jødedom, kristendom og islam) https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A23483521
- Simonsen 2001, → Islam.
- (PDF) The Global Religious Landscape - A Report on the Size and Distribution of the World's Major Religious Groups as of 2010 6. august 2013 hos Wayback Machine. Published by Pew Research Center, December 2012. Page 9. Hentet den 4. november 2013. (engelsk)
- John Louis Esposito 2003, → Islam, Overview (Von Sivers, Peter, Ali A. Mazrui, S. Enders Wimbush, Dru C. Gladney, Bruce B. Lawrence, M. B. Hooker, P. S. Van Koningsveld and Frederick Mathewson Denny).
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → monoteisme.
- ^ Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → salám.
- Svend Søndergaard (15. oktober 2020), "muhamedanisme", Den Store Danske, hentet 24. december 2021
- "muhamedanisme", Den Danske Ordbog, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, hentet 24. december 2021
- https://sproget.dk/lookup?SearchableText=muhamedaner
- https://denstoredanske.lex.dk/muhamedaner
- ^ Simonsen 2001, → Gabriel.
- Simonsen 2001, → Hellige bøger.
- Høgel, Christian og Saer El-Jaichi (2020): Arabisk filosofi. Systime. ISBN 978-87-616-9224-5
- Provencal 2016.
- ^ Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → tro.
- ^ Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Tvang.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → trosbekendelser, kristne.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Tro.
- . Arkiveret fra originalen 6. marts 2016. Hentet 28. februar 2016.
- Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Islam.
- ^ Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Islam og Bibelen.
- Simonsen 2001, → Allah.
- ^ Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Allāh.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → tawhid.
- Kashi 2012, s. 313.
- Simonsen 2001, → Profet.
- Kashi 2012, s. 319.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → profet.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Profeternes segl.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → kalender, islamiske kalender.
- Simonsen 2001, → Hilâl.
- Simonsen 2001, → Måned.
- Simonsen 2001, → Kalender.
- ^ Hvidtfeldt 1991, → Ramadān.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Kalender.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Faste.
- Kashi 2012, s. 401.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → Ramadhan.
- ^ Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Offer, Offer generelt..
- ^ Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Ḥajj.
- Hvidtfeldt 1991, → Hadjdj.
- Simonsen 2001, → Ḥadjdj.
- 3,161,573 pilgrims perform Hajj this year 26. april 2013 hos Wayback Machine Saudi Arabiens ambassade.
- ^ Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Fredagsbøn.
- ^ Simonsen 2001, → Fredagsbøn.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → fredagsbøn.
- Simonsen 2001, → Isrâ, al-.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → al-'Isrā'.
- Simonsen 2001, → Mi'râdj.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → al-Mi'rāj.
- ^ Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → islamiske højtider.
- Simonsen 2001, → Himmelfart.
- ^ Guillaume 1955, s. 181-7.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → 'Īd al-fiṭr.
- Kashi 2012, s. 390.
- Simonsen 2001, → Mawlid.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → Mawlid.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Mawlid.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → id al-Adha.
- Kashi 2012, s. 407-8.
- ^ Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → 'Īd al-aḍḥā.
- ^ The Changing Global Religious Landscape. Rapport fra Pew Research Center, offentliggjort 5. april 2017. S. 10.
- World's Muslim population more widespread than you might think. Artikel på Pew Research Centers hjemmeside, dateret 31. januar 2017.
- The Changing Global Religious Landscape. Rapport fra Pew Research Center, offentliggjort 5. april 2017. S. 13.
- ^ World's Muslim Population. ThoughtCo.Com's hjemmeside, dateret 18. juni 2017.
- 5 facts about the Muslim population in Europe. Pew Research Centre 29. november 2017.
- Hvor mange muslimer er der i Danmark? Artikel på Mandag Morgens hjemmeside 24. april 2020.
- Jacobsen, B.A. (2012): Islam i Danmark. S. 111-5 i Religion i Danmark 2012. En E-årbog fra Center for Samtidsreligion.
- Brian Arly Jacobsen: Hvor mange muslimer bor der i Danmark? Analyse bragt på religion.dk 8. februar 2018.
- Dansk er vigtigt for den muslimske identitet. Artikel i Kristeligt Dagblad 21. november 2007.
- Waseem Hussain, Naveed Baig og Fatih Alev: Moskéerne uden slør. Kronik i Jyllands-Posten 12. marts 2016.
- Mogens Mogensen: Er en ny generation af muslimske ledere på vej? Analyse i Kristeligt Dagblad 15. marts 2016.
- »Det er min pligt som muslim«. Interview med Tarek Hussein i Berlingske 5. juli 2014.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → livsanskuelse.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → liv.
- Hvidtfeldt 1991, → Shari'a.
- Kashi 2012, s. ix.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → pligtetik.
- Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Sprogforhold i Palæstina.
- Simonsen 2001, → Sprog.
- Simonsen 2001, → Spiseregler.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → svin.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Dyr, Dyr som føde.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Ḥalāl.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Slagtning.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → vand.
- Haleem 2011, Water in the Qur'an (s. 31-43).
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Vin.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Rent og urent.
- Simonsen 2001, → Ḥidjâb.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → chador.
- Koranen hele kapitel 12 29. januar 2009 hos Wayback Machine, særskilt 12:31 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Barn.
- Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Omskærelse.
- ^ Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Omskæring.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → tegn.
- Simonsen 2001, → Omskærelse.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → omskærelse.
- Male circumcision: Global trends and determinants of prevalence, safety and acceptability (PDF). World Health Organization. 2007. Hentet den 4. november 2013.
- Frisch M, Lindholm M, Grønbæk M: Male circumcision and sexual function in men and women. A survey-based, cross-sectional study in Denmark. Int J Epidemiol 2011:1-15.
- Karin Kaas, "Operation for forhudsforsnævring" (1. juni 2011), netdoktor.dk (website).
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → ansvar.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Mennesket.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → Homo (homo religiosus).
- Koranen (barzaḵẖ) 23:100 29. januar 2009 hos Wayback Machine; 25:53 29. januar 2009 hos Wayback Machine og 55:20 29. januar 2009 hos Wayback Machine.
- ^ Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → menneskerettigheder.
- Simonsen 2001, → Menneskerettigheder.
- ^ Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Slør og tildækning.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → kønsroller.
- Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Køn, kønsroller.
- . Arkiveret fra originalen 1. januar 2004. Hentet 16. marts 2020.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Nøgenhed.
- Simonsen 2001, → Seksualitet.
- ^ Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Seksualitet.
- ^ Imam i ny bog: Muslimer må gerne få abort og dyrke sex før ægteskabet. Artikel i Jyllands-Posten 31. maj 2020.
- Simonsen 2001, → Abort.
- Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Jomfru.
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → ægteskab.
- ^ Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Ægteskab.
- ^ Simonsen 2001, → Ægteskab.
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Mutʿa.
- ^ Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Ægteskab, Retslige og moderne forhold.
- Se f.eks. foreningen Ægteskab Uden Grænser (webside).
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → stat.
- Simonsen 2001, → Tvang.
Litteratur Rediger
Encyklopædier Rediger
- Bearman, P.J.; Bianquis, Th.; Bosworth, C. E.; van Donzel, E.; Heinrichs, W. P. (red.). Encyclopaedia of Islam Online. Brill Academic Publishers. ISSN 1573-3912.
{{cite encyclopedia}}: Manglende eller tom|title=(hjælp) (engelsk)
- John Louis Esposito, red. (2003). The Oxford Encyclopedia of the Modern Islamic World. Oxford University Press. ISBN 978-0195125580.
{{cite encyclopedia}}: Manglende eller tom|title=(hjælp) (engelsk)
Leksika Rediger
- Butler, Jean og Hoffmann, Thomas, red. (2008). Gads leksikon om islam. Gads Forlag. ISBN 978-87-12-04303-4.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link) (dansk)
- Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager, red. (2008). Gads Bibel Leksikon. Gads Forlag. ISBN 978-87-12-04053-8.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link) (dansk)
- Hvidtfeldt, Arild (1991). Politikens Religionsleksikon. Politikens Forlag. ISBN 87-567-4789-6. (dansk)
- Simonsen, Jørgen Bæk (2001). Politikens Islamleksikon. Politikens Forlag. ISBN 87-567-6565-7. (dansk)
- Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger, red. (1998). Gyldendals Religionsleksikon - Religion/Livsanskuelse. Gyldendal. ISBN 978-87-00-32564-7.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link) (dansk)
Bøger Rediger
- Guillaume, Alfred (1955). The Life of Muhammad - A Translation of Ibn Ishaq's Sirat Rasul Allah. Oxford University Press. ISBN 978-0196360331. (engelsk)
- Haleem, Muhammad Abdel (2011). Understanding the Qur'an - Themes and Style. I.B.Tauris. ISBN 978-1-84511-789-4. (engelsk)
- Kashi, Iman (2012). Shiisme - Oprindelse, Tro & Praksis. Forlaget Hjelm. ISBN 978-87-995500-0-5. (dansk)
- Provencal, Philippe (2016). Moderne islam - lille idéhistorie. U Press. ISBN 978-87-93060-47-0. (dansk)
- Kashi, Iman (2012). Shiisme – Oprindelse, Tro & Praksis 5. marts 2016 hos Wayback Machine. København. ISBN 978-87-995500-0-5. (dansk)
- Hansen, Henny Harald (1983). Shi'a Islam. København. (dansk)
- Momen, M. (1987). An Introduction to Shi'i Islam: History and Doctrines of Twelver Shi'ism. Yale. ISBN 978-0-300-03531-5. (engelsk)
- Kitir, Deniz (2010). Klassisk & moderne islam. ISBN 978-87-616-2386-7. (dansk)
- Rahbek, Birgitte (2008). Den arabiske verden. ISBN 978-87-02-04487-4. (dansk)
- Halverson, Jeffry (2010). Theology and Creed in Sunni Islam: The Muslim Brotherhood, Ash'arism, and Political Sunnism. ISBN 978-0-230-10279-8. (engelsk)
Se også Rediger
Trostolkninger
Bevægelse & partier
Religiøse titler
- alim, apostel, akhond, ayatollah, imam, kalif, marja, mufti, mujtahid, mullah, profet, qadi, sayyid, sheik
Væsner & skabninger
Andre sider Rediger
- verdensreligion
- Islams profeter
- Islamiske begreber
- Islamiske ekspansion
- Islamiske helligdage
- Islamiske kalender
- Religiøse retninger inden for islam
Se også artikler, som begynder med Islam
Eksterne henvisninger Rediger
Søsterprojekter med yderligere information:
|
Akademiske ressourcer
- Online leksikon om islam (webside 20. oktober 2020 hos Wayback Machine) (dansk)
- Forum for Islamforskning (FIFO) (webside 22. oktober 2020 hos Wayback Machine) (dansk)
Online ressourcer
- Den Store Danske, Islam (artikel) (dansk)
- Encyclopædia Britannica, Islam (artikel 29. september 2013 hos Wayback Machine) (engelsk)
Eksempler på danske hjemmesider om islam:
- Inspiration fra Islam - information om islam med udgangspunkt i sunni-islam. Alment, for studerende, muslimer. (dansk)
- Islam 14. april 2019 hos Wayback Machine - information om religionen islam med udgangspunkt i shia-islam, dette med fokus på hvad er islam, hvad mener muslimer og islam i Danmark. (dansk)