www.wikidata.da-dk.nina.az

Treårskrigen eller 1 Slesvigske Krig 1 var en krig a der varede fra 1848 til 1850 1851 b Den er i Tyskland også kendt so

Treårskrigen

Treårskrigen eller 1. Slesvigske Krig var en krig, der varede fra 1848 til 1850/1851. Den er i Tyskland også kendt som den Slesvig-Holstenske krig. Det var en dansk borgerkrig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848.

Treårskrigen

Danske soldater kommer tilbage til København, 1849, af Otto Bache (1839-1927), 1894
Dato 24. marts 1848 – 1850
Sted Slesvig og Holsten, dele af Nørrejylland, til havs
Resultat Dansk sejr
Casus belli Udråb af slesvig-holstensk stat, oprør mod den danske regering
Territoriale
ændringer 		Status quo, Slesvig og Holsten forblev i den danske helstat
Parter
 Danmark Det Tyske Forbund

Slesvig-Holsten
Preussen

Tab
2.254 dræbt
5.463 såret		1.298 dræbt
4.003 såret

De tysksindede, nationalliberale slesvig-holstenere krævede hertugdømmerne Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat. Den danske, nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne. Dvs. at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens Danmark ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg).

Den slesvig-holstenske oprørshær kæmpede mod den danske regering. Samtidig var den en af 1800-tallets første nationalitetskrige. De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et internationalt spørgsmål.

Baggrund Rediger

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten (siden 1814 også Lauenburg) var siden middelalderen i personalunion med Danmark, idet den danske konge herskede over de tre hertugdømmer. Hertugdømmerne og Kongeriget dannede helstaten. Alle enhederne styredes fra København, hvor administrationen var adskilt i det danske kancelli (med dansk forvaltningssprog for kongeriget) og det tyske kancelli (med tysk forvaltningssprog for hertugdømmerne). Slesvig var et kongeligt dansk len, hvorimod Holsten og Lauenburg var tyske len og medlemmer af det Tyske Forbund. Den danske konge repræsenterede således disse to tyske hertugdømmer i det Tyske Forbund, mens Slesvig og Danmark ikke var medlemmer. Statsretsligt var Holsten og Lauenburg ikke en officiel del af Danmark, men da den aldrende konge, Christian 8. den 8. juli 1846 udsendte et åbent brev, hvori han fastslog arvefølgen for Danmark, Slesvig og Lauenborg, samtidig med at han forsikrede, at helstaten ville blive bevaret som en enhed, provokerede det den tyske nationalisme.

Historisk Rediger

Slesvig (Sønderjylland) blev tidligt i middelalderen forandret fra en dansk grænseegn til et hertugdømme. Hertugdømmet Slesvig havde i middelalderen været sprogligt og kulturelt dansk omtrent ned til Ejderen, Trenen og Dannevirke. I de følgende århundreder stredes de danske konger og de tyske lensmænd om magten i hertugdømmerne, men der var tale om en politisk, ikke en kulturel strid. Slesvig blev administreret overvejende på tysk, der efterhånden blev kultursproget og prægede regionen i stadig større grad, mens dansk (sønderjysk) mest var bøndernes sprog. Så længe statsmagten lå fast i kongens hænder, gav det ikke de store modsætninger, men da befolkningen krævede medindflydelse, viste det sig at danske og tyske i Slesvig havde forskellige interesser. Konkret udmøntede det sig i en konflikt i stænderforsamlingerne, hvor de tysksindede udvandrede i protest mod kongens åbne brev.

Nationale modsætninger Rediger

I 1840'erne krævede nationalliberale bevægelser i hele Europa oprettelse af nationale stater med frie forfatninger. I Slesvig og Holsten var borgerskabet præget af tysk sprog og kultur, og det havde længe opfattet Slesvig og Holsten som en tysk del af den danske konges rige. De rådgivende stænderforsamlinger for Slesvig og Holsten var præget af tysksindede, og der kom et stigende krav om en selvstændig slesvig-holstensk stat. Først tænkt som et land i personalunion med Danmark, altså med fælles konge. Senere krævede de tysksindede Slesvigs optagelse i det tyske forbund og dermed en total løsrivelse fra Danmark, der i flere århundreder havde haft overhøjheden over området.

I Danmark var der to politiske lejre: de samlede sig om den konservative helstatspolitik og den nationalliberale Ejderpolitik. Helstatsfolkene ville bevare den dansk-tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Helstatsfolkene lagde vægt på statens sammenhæng, men deres politik tog ikke hensyn til de nationale modsætninger, der rent faktisk var opstået. Ejderfolkene ville have adskilt hertugdømmerne, så det tyske Holsten blev udskilt og fortsatte som medlem af det tyske forbund, mens Slesvig skulle forblive en del af kongeriget Danmark. Derved ville grænsen gå ved Ejderen, som i middelalderen havde været Danmarks principielle sydgrænse, om end den var uden praktisk betydning i de mange århundreder, hvor Holsten og Slesvig blev administreret sammen.

Økonomi Rediger

Slesvig og Holsten var bedre økonomisk udviklet og mere velstående end kongeriget Danmark. Hertugdømmerne udgjorde ca. 2/5 af rigets befolkning, men finansierede 3/5 af statsudgifterne.[kilde mangler] Mange i den fremadstræbende middelklasse så deres fordel ved at blive knyttet til det tyske område. Danmark var endnu præget af fattigdommen efter statsbankerotten i 1813 og havde kun en beskeden industrialisering og et tilbagestående landbrug, som først i løbet af 1830'erne nåede det produktionsomfang, som landbruget havde haft før Napoleonskrigene. Befolkningen i hertugdømmerne så traditionelt ned på de fattige "jyder" i nord, som blev opfattet som en bremse for vækst og nytænkning.

Optakt til krigen Rediger

Kong Frederik 7. besøger kirkebatteriet ved Sønderborg 28. april 1848. Malet af Niels Simonsen, 1851

Kampen om Slesvigs status spidsede for alvor til da revolutionen fra Frankrig i februar 1848 spredte sig i Europa. I marts 1848 dannede kong Frederik 7. efter pres fra den danske befolkning det såkaldte martsministerium under ledelse af A.W. Moltke med det formål at udforme en demokratisk grundlov for Danmark. Dannelsen af et grundlovsgivende ministerium var direkte afledt af det slesvigske spørgsmål, da en repræsentant for de tysksindede slesvigske og holstenske stænderforsamlinger den 18. marts mødte op i København med et krav om løsrivelse af hertugdømmerne. I København betød det, at nationalliberale Ejderfolk kunne fjerne en del af kongens helstatsfolk fra deres ministerposter og overtage styringen af Danmark den 22. marts 1848. Den nye regering sendte den 24. marts deputationen fra Slesvig og Holsten tilbage med beskeden om, at Slesvig ikke kunne få løsrivelse fra Danmark, men en form for indre selvstændighed eller selvstyre. Holsten kunne derimod få "lige så meget frihed, det måtte ønske".

Den provisoriske regering i Kiel Rediger

Uddybende artikel: Den provisoriske regering (Slesvig-Holsten)

I mellemtiden sagde rygtet i Kiel at kongen var taget til fange af "pøbelen" i København. Centrale personer i den tyske, slesvig-holstenske bevægelse benyttede lejligheden til at gennemføre løsrivelsen af de to hertugdømmer. Den 23. marts 1848 udråbte tyske embedsmænd, officerer og borgere en provisorisk slesvig-holstensk regering i Kiel. Officielt blev den provisoriske regering oprettet som en konsekvens af udviklingen i København, da den påberåbte sig at repræsentere kongemagten, så længe kongen ikke havde handlefrihed. Der er ikke tvivl om, at oprørsregeringen i praksis ville indlemme Slesvig og dermed hele det slesvig-holstenske område i det tyske forbund, noget som den danske regering og konge aldrig ville tillade.

Der findes to historiske tolkninger af omstændighederne. Enten spillede forvirring og dårlig kommunikation virkelig den afgørende rolle, sådan at man i Kiel troede at revolutionen var brudt ud i København. Eller også blev rygterne et påskud, der gjorde det muligt for oprørerne at udnytte situationen med et skær af legitimitet og få folkelig opbakning.

Næste morgen, den 24. marts, udsendte den provisoriske regering en proklamation, der krævede Slesvig og Holsten sluttet sammen til én stat i personalunion med kongeriget Danmark. Den provisoriske regering erklærede det for sin opgave at forsvare hertugdømmerne og hertugen (kongen) mod overgreb. Budskabet var klart ikke-revolutionært. Det medvirkede til at oprørsregeringen blev anerkendt som legitim af fleste statsembedsmænd og næsten alle købstæder i hertugdømmerne i løbet af den næste tid.

Oprørsregeringen i Kiel forventede at regeringen i København ville bekæmpe den med magt. Den opbyggede hurtigt en aktionsduelig hær: Det gjaldt om at sikre fæstningen Rendsborg, den stærkeste militære garnison i den danske helstat med et stort våbenarsenal.

Erobringen af Rendsborg Rediger

Jægere under fremrykning. 1848-1851. Malet af Niels Simonsen, 1851
Reservesoldater fra 1848 på marschen. Malet af Nicolai Habbe, 1851

Samme morgen, den 24. marts kørte det ordinære tog fra Kiel over Neumünster til Rendsborg med soldaterne fra garnisonen i Kiel og 50 frivillige under kommando af den provisoriske regerings krigsminister, Frederik af Nør. Han var bror til hertugen af Augustenborg, som håbede på at blive regent af Danmark og hertugdømmerne efter den barnløse Frederik 7. Det blev imidlertid forpurret ved det såkaldte åbne brev af 1846, der fastlagde arvefølgen i Danmark og hertugdømmerne.

Den nyanlagte jernbane fra Neumünster til Rendsborg gik uheldigvis ind igennem fæstningens yderværker. Prinsen af Nør og hans folk kunne derfor køre med toget direkte ind i fæstningen, hvor de hurtigt besatte hovedvagten og andre vigtige punkter. Ved at ringe med brandklokken fik de samlet soldaterne – ubevæbnede – på fæstningens paradeplads. Prinsen af Nør, som var i dansk generalsuniform, holdt en tale, hvori han anførte, at han og den provisoriske regering i Kiel havde overtaget regeringsmagten i hertugdømmerne, fordi hertugdømmernes retmæssige regent, kongen i København, var holdt fanget af den københavnske pøbel. Officerer og soldater, som ønskede at rejse til Danmark, fik fri afmarch. De fleste officerer valgte at rejse mod nord, mens langt hovedparten af menige og underofficerer gik over til den slesvig-holstenske hær.

Regeringen i Kiel havde ingen flådefartøjer af militær værdi, så Danmark kunne regne med overherredømmet til søs.

Krigens forløb Rediger

Indkaldte soldater
Soldaternes indtog i København 1849. Malet af David Monies, 1850

Efter overrumplingen af Rendsborg trængte de slesvig-holstenske tropper mod nord, men de blev slået tilbage den 9. april i slaget ved Bov. Resten af styrken flygtede tilbage til fæstningen i Rendsborg. Den danske hær fik kontrol over Slesvig ned til Ejderen.

Preussen og det Tyske forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angreb 32.000 mand med 74 kanoner i slaget ved Slesvig de danske stillinger påskedag den 23. april 1848. Trods modstand lykkedes det ikke de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trak sig tilbage til Als. Fra Als foretog Hedemann og F. A. Schleppegrell et angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr og Dybbøl den 5. juni vakte begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. På den anden side ville Rusland heller ikke tillade Preussen at gå over Kongeåen og ind i selve kongeriget. Kampene ebbede ud, og den 26. august sluttedes våbenhvile i Malmø.

I 1849 opsagde danskerne våbenstilstanden, og krigen blev genoptaget. Den danske hær bestod nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt besluttede danskerne at trække sig nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag i slaget ved Kolding, og de tyske forbundstropper besatte området til Århus. General Olaf Rye trak sin brigade ud på Mols og forskansede sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forblev på Als.

Sårede soldater i 1848

I Fredericia var en styrke på 19.000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 oprørske slesvig-holstenere[kilde mangler]. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye udskibede sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Mezas styrke blev i stilhed trukket til Fyn fra Als. Slaget ved Fredericia fandt sted den 6. juli 1849 og resulterede i en dansk sejr og general Ryes død. Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.

Preussen sluttede våbenstilstand med Danmark den 10. juni 1849. Den 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10. juli 1850 også det Tyske Forbund og Danmark en fredsaftale i Berlin.

De slesvig-holstenske styrker fortsatte krigen på egen hånd, uden støtte fra andre tyske stater, til de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under Slaget på Isted Hede kæmpede ca. 36.000 danske soldater mod 26.000 slesvig-holstenere. Da slaget sluttede 12 timer senere var der 3.798 døde og sårede på den danske og 2.828 på den slesvig-holstenske side. Blandt de faldne var bl.a. general Schleppegrell og oberst Læssøe.

I oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger, da de slesvig-holstenske tropper angreb først Mysunde og siden Frederiksstad, der blev ødelagt. Begge angreb endte uden succes.

Krigens afslutning Rediger

Den 8. maj 1852 underskrev stormagterne Storbritannien, Rusland, Frankrig, Østrig og Preussen London-protokollen, der fastholdt status quo. Det danske overherredømme over Slesvig og Holsten blev fortsat garanteret. Men hertugdømmerne måtte hverken sluttes sammen med Danmark eller med hinanden. Først efter udstedelsen af London-protokollen kunne de civile myndigheder i den danske helstat genoptage kontrollen over hertugdømmerne.

Slag i Treårskrigen Rediger

Se også Rediger

Noter Rediger

Uddybende noter Rediger

  1. Ifølge lektor emeritus og cand.phil. ved Aarhus Universitet Erik Strange Petersen var Treårskrigen "både en borgerkrig og en krig mellem Danmark og Det Tyske Forbund".
  2. Den 2. juli 1850 sluttede Danmark og Preussen en simpel fred, men den provisoriske regering i Slesvig-Holsten fortsatte krigen på egen hånd til oktober 1850; det var først efter pres fra Det Russiske Kejserrige, Østrig-Ungarn og Preussen, at den provisoriske regering og dens hær endeligt blev opløst i januar 1851.

Referencer Rediger

  1. ^ Petersen 2009.
  2. ^ Svendsen 2007, s. 130.
  3. Erik Strange Petersens profil på danmarkshistorien.dk.
  4. ^ Glenthøj 2014, s. 140.
  5. >Glenthøj 2014, s. 141.
  6. Glenthøj 2014, s. 71
  7. ^ Glenthøj 2014, s. 173.
  8. Artikel https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159011-lokalbibl%3A98054111

Litteratur Rediger

  • Petersen, Erik Strange (2009), , danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, arkiveret fra originalen 24. marts 2019, hentet 10. juni 2019
  • "Erik Strange Petersen", danmarkshistorien.dk, Aarhus Univsersitet, hentet 10. juni 2019
  • Hjelholt, Holger (1961), Sønderjylland under Treårskrigen; del II
  • Clemmesen, Michael H.; Frantzen, Ole L.; Friis, Thomas Wegener (2010), Danmarks krigshistorie, København: Gad, ISBN 978-87-12-04579-3
  • Glenthøj, Rasmus (2014), 1864 - Sønner af de Slagne, København: Gads Forlag, ISBN 978-8712-04919-7
  • Neergaard, N (1916), Under Junigrundloven,I-II, København: Lindhardt og Ringhof
  • Svendsen, Nick (2007), The First Schleswig-Holstein War 1848-50, West Midlands: Helion & Company, ISBN 978-1-906033-44-6

Eksterne henvisninger Rediger


wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek, artikel, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.
Udgivelsesdato:
Trearskrigen eller 1 Slesvigske Krig 1 var en krig a der varede fra 1848 til 1850 1851 b Den er i Tyskland ogsa kendt som den Slesvig Holstenske krig Det var en dansk borgerkrig der havde sin arsag i den spaendte situation i den danske helstat i 1848 TrearskrigenDanske soldater kommer tilbage til Kobenhavn 1849 af Otto Bache 1839 1927 1894Dato 24 marts 1848 1850Sted Slesvig og Holsten dele af Norrejylland til havsResultat Dansk sejrCasus belliUdrab af slesvig holstensk stat opror mod den danske regeringTerritorialeaendringerStatus quo Slesvig og Holsten forblev i den danske helstatParter DanmarkDet Tyske Forbund 1 Slesvig Holsten PreussenTab2 254 draebt 2 5 463 saret 2 1 298 draebt 2 4 003 saret 2 De tysksindede nationalliberale slesvig holstenere kraevede hertugdommerne Slesvigs og Holstens losrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpraeget slesvig holstensk stat Den danske nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdommerne Dvs at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark mens Danmark ville give afkald pa det rent tyske Holsten og Lauenburg Den slesvig holstenske oprorshaer kaempede mod den danske regering Samtidig var den en af 1800 tallets forste nationalitetskrige De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et internationalt sporgsmal Indholdsfortegnelse 1 Baggrund 1 1 Historisk 1 2 Nationale modsaetninger 1 3 Okonomi 2 Optakt til krigen 2 1 Den provisoriske regering i Kiel 2 2 Erobringen af Rendsborg 3 Krigens forlob 4 Krigens afslutning 5 Slag i Trearskrigen 6 Se ogsa 7 Noter 7 1 Uddybende noter 7 2 Referencer 8 Litteratur 9 Eksterne henvisningerBaggrund RedigerHertugdommerne Slesvig og Holsten siden 1814 ogsa Lauenburg var siden middelalderen i personalunion med Danmark idet den danske konge herskede over de tre hertugdommer Hertugdommerne og Kongeriget dannede helstaten Alle enhederne styredes fra Kobenhavn hvor administrationen var adskilt i det danske kancelli med dansk forvaltningssprog for kongeriget og det tyske kancelli med tysk forvaltningssprog for hertugdommerne Slesvig var et kongeligt dansk len hvorimod Holsten og Lauenburg var tyske len og medlemmer af det Tyske Forbund Den danske konge repraesenterede saledes disse to tyske hertugdommer i det Tyske Forbund mens Slesvig og Danmark ikke var medlemmer Statsretsligt var Holsten og Lauenburg ikke en officiel del af Danmark men da den aldrende konge Christian 8 den 8 juli 1846 udsendte et abent brev hvori han fastslog arvefolgen for Danmark Slesvig og Lauenborg samtidig med at han forsikrede at helstaten ville blive bevaret som en enhed provokerede det den tyske nationalisme 4 Historisk Rediger Slesvig Sonderjylland blev tidligt i middelalderen forandret fra en dansk graenseegn til et hertugdomme Hertugdommet Slesvig havde i middelalderen vaeret sprogligt og kulturelt dansk omtrent ned til Ejderen Trenen og Dannevirke I de folgende arhundreder stredes de danske konger og de tyske lensmaend om magten i hertugdommerne men der var tale om en politisk ikke en kulturel strid Slesvig blev administreret overvejende pa tysk der efterhanden blev kultursproget og praegede regionen i stadig storre grad mens dansk sonderjysk mest var bondernes sprog Sa laenge statsmagten la fast i kongens haender gav det ikke de store modsaetninger men da befolkningen kraevede medindflydelse viste det sig at danske og tyske i Slesvig havde forskellige interesser Konkret udmontede det sig i en konflikt i staenderforsamlingerne hvor de tysksindede udvandrede i protest mod kongens abne brev 5 Nationale modsaetninger Rediger I 1840 erne kraevede nationalliberale bevaegelser i hele Europa oprettelse af nationale stater med frie forfatninger I Slesvig og Holsten var borgerskabet praeget af tysk sprog og kultur og det havde laenge opfattet Slesvig og Holsten som en tysk del af den danske konges rige De radgivende staenderforsamlinger for Slesvig og Holsten var praeget af tysksindede og der kom et stigende krav om en selvstaendig slesvig holstensk stat Forst taenkt som et land i personalunion med Danmark altsa med faelles konge Senere kraevede de tysksindede Slesvigs optagelse i det tyske forbund og dermed en total losrivelse fra Danmark der i flere arhundreder havde haft overhojheden over omradet I Danmark var der to politiske lejre de samlede sig om den konservative helstatspolitik og den nationalliberale Ejderpolitik Helstatsfolkene ville bevare den dansk tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten Helstatsfolkene lagde vaegt pa statens sammenhaeng men deres politik tog ikke hensyn til de nationale modsaetninger der rent faktisk var opstaet Ejderfolkene ville have adskilt hertugdommerne sa det tyske Holsten blev udskilt og fortsatte som medlem af det tyske forbund mens Slesvig skulle forblive en del af kongeriget Danmark 4 Derved ville graensen ga ved Ejderen som i middelalderen havde vaeret Danmarks principielle sydgraense om end den var uden praktisk betydning i de mange arhundreder hvor Holsten og Slesvig blev administreret sammen Okonomi Rediger Slesvig og Holsten var bedre okonomisk udviklet og mere velstaende end kongeriget Danmark Hertugdommerne udgjorde ca 2 5 af rigets befolkning men finansierede 3 5 af statsudgifterne kilde mangler Mange i den fremadstraebende middelklasse sa deres fordel ved at blive knyttet til det tyske omrade Danmark var endnu praeget af fattigdommen efter statsbankerotten i 1813 og havde kun en beskeden industrialisering og et tilbagestaende landbrug som forst i lobet af 1830 erne naede det produktionsomfang som landbruget havde haft for Napoleonskrigene 6 Befolkningen i hertugdommerne sa traditionelt ned pa de fattige jyder i nord som blev opfattet som en bremse for vaekst og nytaenkning Optakt til krigen Rediger nbsp Der er for fa eller ingen kildehenvisninger i dette afsnit og derefter hvilket er et problem Du kan hjaelpe ved at angive trovaerdige kilder til de pastande som fremfores nbsp Kong Frederik 7 besoger kirkebatteriet ved Sonderborg 28 april 1848 Malet af Niels Simonsen 1851Kampen om Slesvigs status spidsede for alvor til da revolutionen fra Frankrig i februar 1848 spredte sig i Europa I marts 1848 dannede kong Frederik 7 efter pres fra den danske befolkning det sakaldte martsministerium under ledelse af A W Moltke med det formal at udforme en demokratisk grundlov for Danmark Dannelsen af et grundlovsgivende ministerium var direkte afledt af det slesvigske sporgsmal da en repraesentant for de tysksindede slesvigske og holstenske staenderforsamlinger den 18 marts modte op i Kobenhavn med et krav om losrivelse af hertugdommerne I Kobenhavn betod det at nationalliberale Ejderfolk kunne fjerne en del af kongens helstatsfolk fra deres ministerposter og overtage styringen af Danmark den 22 marts 1848 Den nye regering sendte den 24 marts deputationen fra Slesvig og Holsten tilbage med beskeden om at Slesvig ikke kunne fa losrivelse fra Danmark men en form for indre selvstaendighed eller selvstyre 7 Holsten kunne derimod fa lige sa meget frihed det matte onske 7 Den provisoriske regering i Kiel Rediger nbsp Uddybende artikel Den provisoriske regering Slesvig Holsten I mellemtiden sagde rygtet i Kiel at kongen var taget til fange af pobelen i Kobenhavn Centrale personer i den tyske slesvig holstenske bevaegelse benyttede lejligheden til at gennemfore losrivelsen af de to hertugdommer Den 23 marts 1848 udrabte tyske embedsmaend officerer og borgere en provisorisk slesvig holstensk regering i Kiel Officielt blev den provisoriske regering oprettet som en konsekvens af udviklingen i Kobenhavn da den paberabte sig at repraesentere kongemagten sa laenge kongen ikke havde handlefrihed Der er ikke tvivl om at oprorsregeringen i praksis ville indlemme Slesvig og dermed hele det slesvig holstenske omrade i det tyske forbund noget som den danske regering og konge aldrig ville tillade Der findes to historiske tolkninger af omstaendighederne Enten spillede forvirring og darlig kommunikation virkelig den afgorende rolle sadan at man i Kiel troede at revolutionen var brudt ud i Kobenhavn Eller ogsa blev rygterne et paskud der gjorde det muligt for oprorerne at udnytte situationen med et skaer af legitimitet og fa folkelig opbakning Naeste morgen den 24 marts udsendte den provisoriske regering en proklamation der kraevede Slesvig og Holsten sluttet sammen til en stat i personalunion med kongeriget Danmark Den provisoriske regering erklaerede det for sin opgave at forsvare hertugdommerne og hertugen kongen mod overgreb Budskabet var klart ikke revolutionaert Det medvirkede til at oprorsregeringen blev anerkendt som legitim af fleste statsembedsmaend og naesten alle kobstaeder i hertugdommerne i lobet af den naeste tid Oprorsregeringen i Kiel forventede at regeringen i Kobenhavn ville bekaempe den med magt Den opbyggede hurtigt en aktionsduelig haer Det gjaldt om at sikre faestningen Rendsborg den staerkeste militaere garnison i den danske helstat med et stort vabenarsenal Erobringen af Rendsborg Rediger nbsp Jaegere under fremrykning 1848 1851 Malet af Niels Simonsen 1851 nbsp Reservesoldater fra 1848 pa marschen Malet af Nicolai Habbe 1851Samme morgen den 24 marts korte det ordinaere tog fra Kiel over Neumunster til Rendsborg med soldaterne fra garnisonen i Kiel og 50 frivillige under kommando af den provisoriske regerings krigsminister Frederik af Nor Han var bror til hertugen af Augustenborg som habede pa at blive regent af Danmark og hertugdommerne efter den barnlose Frederik 7 Det blev imidlertid forpurret ved det sakaldte abne brev af 1846 der fastlagde arvefolgen i Danmark og hertugdommerne Den nyanlagte jernbane fra Neumunster til Rendsborg gik uheldigvis ind igennem faestningens ydervaerker Prinsen af Nor og hans folk kunne derfor kore med toget direkte ind i faestningen hvor de hurtigt besatte hovedvagten og andre vigtige punkter Ved at ringe med brandklokken fik de samlet soldaterne ubevaebnede pa faestningens paradeplads Prinsen af Nor som var i dansk generalsuniform holdt en tale hvori han anforte at han og den provisoriske regering i Kiel havde overtaget regeringsmagten i hertugdommerne fordi hertugdommernes retmaessige regent kongen i Kobenhavn var holdt fanget af den kobenhavnske pobel Officerer og soldater som onskede at rejse til Danmark fik fri afmarch De fleste officerer valgte at rejse mod nord mens langt hovedparten af menige og underofficerer gik over til den slesvig holstenske haer Regeringen i Kiel havde ingen fladefartojer af militaer vaerdi sa Danmark kunne regne med overherredommet til sos Krigens forlob Rediger nbsp Indkaldte soldater nbsp Soldaternes indtog i Kobenhavn 1849 Malet af David Monies 1850Efter overrumplingen af Rendsborg traengte de slesvig holstenske tropper mod nord men de blev slaet tilbage den 9 april i slaget ved Bov Resten af styrken flygtede tilbage til faestningen i Rendsborg Den danske haer fik kontrol over Slesvig ned til Ejderen Preussen og det Tyske forbund besluttede at komme oprorerne til hjaelp og under ledelse af den preussiske general Wrangel angreb 32 000 mand med 74 kanoner i slaget ved Slesvig de danske stillinger paskedag den 23 april 1848 Trods modstand lykkedes det ikke de ca 10 000 danske med 32 kanoner at holde stillingen og de trak sig tilbage til Als Fra Als foretog Hedemann og F A Schleppegrell et angreb pa Nybol den 28 maj 1848 Denne sejr og Dybbol den 5 juni vakte begejstring hos den danske befolkning men modvilje hos stormagterne Pa den anden side ville Rusland heller ikke tillade Preussen at ga over Kongeaen og ind i selve kongeriget Kampene ebbede ud og den 26 august sluttedes vabenhvile i Malmo I 1849 opsagde danskerne vabenstilstanden og krigen blev genoptaget Den danske haer bestod nu af 41 000 mand mens tyskerne og slesvig holstenerne kunne monstre godt 65 000 Over for denne overmagt besluttede danskerne at traekke sig nordpa Pa arsdagen for slaget ved Slesvig led den danske haer nederlag i slaget ved Kolding og de tyske forbundstropper besatte omradet til Arhus General Olaf Rye trak sin brigade ud pa Mols og forskansede sig pa Helgenaes mens brigaden under de Meza forblev pa Als nbsp Sarede soldater i 1848I Fredericia var en styrke pa 19 000 mand under kommando af oberst N C Lunding belejret af 14 000 oprorske slesvig holstenere kilde mangler Lunding fik tilladelse af overgeneral Bulow til at foretage et udfald fra Fredericia Rye udskibede sine tropper fra Helgenaes til Fyn og videre til Fredericia og de Mezas styrke blev i stilhed trukket til Fyn fra Als Slaget ved Fredericia fandt sted den 6 juli 1849 og resulterede i en dansk sejr og general Ryes dod Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen hvorefter Wrangel fik ordre til at romme Jylland Preussen sluttede vabenstilstand med Danmark den 10 juni 1849 Den 2 juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10 juli 1850 ogsa det Tyske Forbund og Danmark en fredsaftale i Berlin De slesvig holstenske styrker fortsatte krigen pa egen hand uden stotte fra andre tyske stater til de den 25 juli 1850 led et afgorende nederlag i det storste slag i danmarkshistorien Under Slaget pa Isted Hede kaempede ca 36 000 danske soldater mod 26 000 slesvig holstenere Da slaget sluttede 12 timer senere var der 3 798 dode og sarede pa den danske og 2 828 pa den slesvig holstenske side Blandt de faldne var bl a general Schleppegrell og oberst Laessoe I oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger da de slesvig holstenske tropper angreb forst Mysunde og siden Frederiksstad der blev odelagt Begge angreb endte uden succes Krigens afslutning RedigerDen 8 maj 1852 underskrev stormagterne Storbritannien Rusland Frankrig Ostrig og Preussen London protokollen der fastholdt status quo Det danske overherredomme over Slesvig og Holsten blev fortsat garanteret Men hertugdommerne matte hverken sluttes sammen med Danmark eller med hinanden Forst efter udstedelsen af London protokollen kunne de civile myndigheder i den danske helstat genoptage kontrollen over hertugdommerne Slag i Trearskrigen Rediger9 april 1848 Slaget ved Bov 23 april 1848 Slaget ved Slesvig 5 juni 1848 Slaget ved Dybbol 5 april 1849 Slaget i Egernforde Fjord 23 april 1849 Slaget ved Kolding 7 maj 1849 Faegtningen ved Gudso 8 31 maj 1849 Rytterfaegtningen ved Arhus 6 juli 1849 Udfaldet fra Fredericia 25 juli 1850 Slaget pa Isted Hede 12 september 1850 Slaget ved Mysunde 4 oktober 1850 Stormen pa FrederiksstadSe ogsa RedigerSlavekrigen 2 Slesvigske Krig Anden fra 48 Erindringsmedaljen for Krigen 1848 50Noter RedigerUddybende noter Rediger Ifolge lektor emeritus og cand phil ved Aarhus Universitet Erik Strange Petersen 3 var Trearskrigen bade en borgerkrig og en krig mellem Danmark og Det Tyske Forbund 1 Den 2 juli 1850 sluttede Danmark og Preussen en simpel fred men den provisoriske regering i Slesvig Holsten fortsatte krigen pa egen hand til oktober 1850 det var forst efter pres fra Det Russiske Kejserrige Ostrig Ungarn og Preussen at den provisoriske regering og dens haer endeligt blev oplost i januar 1851 1 Referencer Rediger a b c d Petersen 2009 a b c d Svendsen 2007 s 130 Erik Strange Petersens profil pa danmarkshistorien dk a b Glenthoj 2014 s 140 gt Glenthoj 2014 s 141 Glenthoj 2014 s 71 a b Glenthoj 2014 s 173 Artikel https bibliotek dk linkme php rec id 159011 lokalbibl 3A98054111Litteratur RedigerOnlinePetersen Erik Strange 2009 Trearskrigen 1848 50 1 Slesvigske Krig danmarkshistorien dk Aarhus Universitet arkiveret fra originalen 24 marts 2019 hentet 10 juni 2019 Erik Strange Petersen danmarkshistorien dk Aarhus Univsersitet hentet 10 juni 2019BogerHjelholt Holger 1961 Sonderjylland under Trearskrigen del II Clemmesen Michael H Frantzen Ole L Friis Thomas Wegener 2010 Danmarks krigshistorie Kobenhavn Gad ISBN 978 87 12 04579 3 Glenthoj Rasmus 2014 1864 Sonner af de Slagne Kobenhavn Gads Forlag ISBN 978 8712 04919 7 Neergaard N 1916 Under Junigrundloven I II Kobenhavn Lindhardt og Ringhof Svendsen Nick 2007 The First Schleswig Holstein War 1848 50 West Midlands Helion amp Company ISBN 978 1 906033 44 6Eksterne henvisninger RedigerDen sonderjyske historiekanon Forste Slesvigske Krig Generalstaben Den dansk tydske Krig i Aarene 1848 50 Udarbejdet paa Grundlag af officielle Documenter og med Krigsministeriets Tilladelse Kjobenhavn 1867 nbsp Wikimedia Commons har flere filer relateret til Trearskrigen Hentet fra https da wikipedia org w index php title Trearskrigen amp oldid 11494604