Freja

Freja (norrønt: Freyja) var den vigtigste frugtbarhedsgudinde i den nordiske mytologi. Hun blev også opfattet som kærlighedsgudinde i erotisk og svangerskabsmæssig forstand, og hun var i vikingetiden den vigtigste kvindelige guddom, måske som den ældre gudinde Nerthus' arvtager i Norden Måske gled hendes skikkelse og dyrkelsen af hende over i Maria-dyrkelsen i løbet af middelalderen.

Freja og halssmykket, malet ca. 1913 af J. Doyle Penrose.

Udover frugtbarhed og elskov blev hun associeret med død, krig, magi, profeti og rigdom, ligesom der er uklare forbindelser til valkyrierne; fx fortælles det at hun delte valen med Odin, så halvdelen af de døde kommer til hendes gård Folkvang, mens den anden halvdel kom til Valhalla. Vanerne rådede for sejd og frugtbarhed, og da Freja var af vaneslægt, var det hende, der lærte Odin og de andre aser sejd. I Ynglingatal kaldes hun "blotgydje".

Der er ikke overleveret nogen myter, hvor Freja er hovedperson, men kenninge i skjaldedigte og mytefragmenter i andre tekster tolkes som tegn på, at der har eksisteret flere. Hun tilhører vanernes slægt, er søster til frugtbarhedsguden Frej og datter af Njord. Efter den store krig mellem aser og vaner blev hun, sammen med Njord og Frej, udvekslet som gidsel og kom til at bo blandt aserne. Hendes mand hedder Od, men han beskrives som fraværende.

Et sølvsmykke, der sandsynligvis afbilder Freja. Udstillet på Nationalmuseet i Stockholm.

I de skriftlige overleveringer associeres Freja ofte med guld, og hun ejer halssmykket Brísingamen. I norrøn kultur var rigdom og frugtbarhed nært forbundet, og hendes glæde for guld og smykker afspejlede hendes funktion som frugtbarhedsgud. Hun beskrives også som den skønneste af alle gudinder, og menneskene bad til hende for lykke og kærlighed, for assistance i forbindelse med fødsler, samt for en god høst. Hendes eros betyder, at hun begæres af både dværge og jætter.

Karakteristik

Freja i rollen som frugtbarhedsgudinde. Maleri af Anders Zorn (1910).

Freja er ikke hovedperson i nogen af de bevarede eddamyter, men mange kenninger i skjaldedigte er relateret til hende. Det tyder på, at skjaldene har kendt flere nu tabte myter om hende. Dertil kommer fragmenter af myter, der er blevet overleveret i andre tekster. I den islandske litteratur knyttes Freja først og fremmest til frugtbarhed, kærlighed og elskov. Den svenske religionsforsker Britt-Mari Näsström mener, at der er en klar forbindelse mellem hende og mange af de gudinder, der blev dyrket i det indoeuropæiske område, heriblandt Durga, Ereshkigal, Sekhmet, Menhit, Bast, Anat, Ashera, Nana, Kybele og Rhea. Ligesom Freja bliver disse gudinder fulgt af kattedyr og knyttet til krig, men først og fremmest er de kærlighedsgudinder. På den baggrund har Näsström karakteriseret Freja som ’’Nordens Store gudinde’’. Den norske religionsforsker, Gro Steinsland, mener imidlertid, at denne sammenligning ikke er helt klar. For selvom hun ofte karakteriseres som frugtbarhedsgudinde, så blev Freja hverken knyttet til jorden eller moderskabet, Steinsland mener derfor, at hun ikke var en nordisk parallel til Terra Mater eller Store Modergudinde. Frejas katte omtales kun i et digtfragment af Ulv Uggason, der refereres af Snorre Sturlason. Anne Holtsmark mener, at det kan være inspireret af fx Kybelemyten fra Middelhavsområdet, og ikke en oprindelig nordisk forestilling.

Sammen med Frigg var Freja den vigtigste gudinde i mytologien, i Gylfaginning beskrives hun som lige så eller næsten lige så fornem som Odins hustru Frigg. I religionen har Freja i vikingetiden dog haft meget større betydning end Frigg, som i eddamyterne er en noget tåget figur. I Droplaugarsona saga findes en beskrivelse af et tempel i Ölvusvatn, Island. Her var Frigg og Freja placeret på højsæder overfor Thor og Yngve. Disse statuer var draperet og ornamenteret med guld og sølv. Arkæologiske fund af kvindefigurer der bærer halsmykker er sandsynligvis fremstillinger af Freja.

Frejas ægteskabelige status er omdiskuteret. Det fortælles at hun var blevet gift med Od, men han er siden forsvundet, og Freja sidder tilbage og græder over tabet. Steinsland har foreslået, at fraværet og savnet kan være en mytologisk repræsentation for årstidernes skiften. Margaret Clunies Ross mener, at Od kan være en hypostase af Odin, etymologisk er deres navne nært beslægtede, og dermed var Freja hans frille. Hilda Ellis Davidson ser en sådan forbindelse som tegn på, at Freja og Frigg i en ældre periode har været én og samme guddom. Andre har dog knyttet Od til andre guder, fx Hermod eller den Ottar, der optræder i digtet Hyndlaljód. Både Clunies Ross og Steinsland mener, at Freja ikke bare er knyttet til Odin gennem Od, men også gennem sejdkunsten. Af fortællingerne om krigen mellem aser og vaner fremgår det, at Freja var en stor sejdmester, og hun lærte Odin kunsten. I den egenskab kan hun også være identisk med Gullveig, der spiddes af aserne i Vølvens Spådom, efter at hun har lært Asgårds kvinder sejden. Frejas og Ods fælles børn, Hnoss og Gersemi, ligner derimod litterære konstruktioner, sandsynligvis er de Snorres eget påfund.

Det fortælles også at hun deler valen med Odin, så halvdelen af de døde kommer til hendes gård Folkvang. I Gylfaginning (kapitel 23) skriver Snorre, at "…naar hun rider til Kamp, ejer hun den halve Val,…". I Njals saga omtales Freja som Valfreyja (Valens frue), ligesom hun i flere tekster knyttes til valkyrierne, dem der udvalgte de faldne for Odin. I Egil Skallagrimsons saga truer Egils datter Þorgerðr med at begå selvmord efter brorens død ved at sige: …og jeg vil intet tage i munden (dvs. spise) før jeg er hos Freja. Dette afspejler en forventning om, at man kunne komme til Freja efter døden. Omtalen af Folkvang som dødsrige er imidlertid sparsom, og Steinsland har derfor foreslået, at det måske var kvinderne hun modtog, dvs. halvdelen af befolkningen generelt og ikke blot af krigerne på slagmarken. Andre har foreslået, at Odin modtog de angribende krigere, mens Freja modtog dem, der forsvarede deres land eller familie.

I Heimskringla optræder Freja som en mytologisk svensk prinsesse, da hendes far Njord I fortællingen er Sveriges anden konge. Hendes bror Yngve er den tredje. Her omtales Frejas mor også som Njords tvillingesøster, som muligvis er identisk med den germanske gudinde Nerthus. Hos vanerne havde man haft en tradition for, at søskende giftede sig.

Oprindelse og mulige paralleller

Navnet Freja stammer fra et oldgermansk ord, der betyder "fruen". Denne forbindelse er lingvistisk rekonstrueret på baggrund af ord i beslægtede germanske sprog; på gotisk kendes 'fráujo, norrønt frú oldhøjtysk frouwa og angelsaksisk frea, alle ord der kan oversættes til moderne dansk med ordet frue. Ordet er en parallel til den latinske betegnelse "domina", der gennem fransk dame senere er blevet indlånt i dansk.

Det er blevet foreslået, at Freja er en direkte mytologisk efterkommer af gudinden Nerthus. Det var en gudinde, som de romerske forfatter Tacitus i 1. århundrede e.v.t. knyttede til flere germanske stammer. Det er blevet fastslået på baggrund af etymologiske studier at hendes navn er beslægtet med den yngre nordiske guddom Njörðr (Njord). Snorre fortæller at Njord havde været gift med sin egen søster, og at de sammen fik børnene Frej og Freja. Det har ført til spekulationer om, at dette sekundære par, hvis navne egentlig blot betyder "Herren" og "Fruen", i virkeligheden er en emanation af et ældre par frugtbarhedsguder. Andre forhold peger også på en forbindelse, fx Frejas vogn, da Tacitus omtaler en vogn, der var et centralt element i dyrkelsen af Nerthus.

Flere sydgermanske kilder er blevet tolket som tegn på, at gudinderne Frigg og Freja tidligere har været den samme. I et tysk manuskript fra Merseburg, der stammer fra 9. eller 10. århundrede, er der bevaret to trylleformularer. I den ene omtales en figur kaldet Frîia or Frûa (Frôwa), som lægger en besværgelse på Balders og Wodans (Odins) sårede hest. Det er blevet foreslået, at denne figur er identisk med den nordiske Freja, mens andre mener, at det er en sydgermansk udgave af Frigg. En figur med et lignende navn, Frea, optræder også i Origo Gentis Langobardorum fra 7. århundrede. Hun beskrives som en kærlighedsgudinde. I Historia Langobardorum af Paulus Diaconus optræder gudinden Frea som Godans (Odins) hustru, som i nordiske kilder ellers er Frigg. Nogle af teorierne og Frejas og Friggs fælles ophav bygger på lingvistiske analyser, andre på det faktum, at der ellers ikke kendes nogen paralleller i det sydgermanske område til den nordiske Freja. Andre afviser denne teori på baggrund af at de to gudinder optræder som to klart adskilte figurer i de nordiske kilder.

Andre navne

Härnevi, der betyder "Hörns helligdom", var tidligere et helligsted viet til Freja. Uppland, Sverige.

Ifølge Snorre Sturlasons Yngre Edda var Freja også kendt under andre navne:

• Vanadís, som betyder "vanernes dís" eller "smukke gudinde" (väna (mod. da.: væn)) betyder smuk;^{[kilde mangler]}
• Mardöll, betyder "hav-skinnende" (mar (mod. da.: "hav", döll: femininum af dallr "strålende lys", jf. Heimdallr));^{[kilde mangler]}
• Hörn, er et navn, der sandsynligvis er relateret til ordet hörr (mod. da.: "hør", "linned");
• Gefn, betyder "giveren", passende titel for en frugtbarhedsgudinde.
• Sýr, betyder "so", illustrerer associationen mellem vaner, svin og frugtbarhed.

Ejendele

"Heimdall giver smykket Brísingamen tilbage til Freja" af den svenske maler Nils Blommér.

Fysiske attributter, herunder ejendele og boliger, var vigtige markører af gudernes karakterer og roller. De ejendele og genstande, som knyttes til Freja i myterne, var med til at definere hendes plads i mytologien. Hendes vigtigste attribut var det gyldne halssmykke Brísingamen. Navnets betydning er usikker, bl.a. er det blevet foreslået at Brisinga betyder flammende/funklende, og -men: betyder halskæde. En halskæde fungerede sandsynligvis som et værdighedstegn for kvinder. I Skáldskaparmál (kapitel 31) fortælles det, at fornemme kvinder ofte bærer stenkæder, for at markere deres sociale status, som forklaring på at kvinder i digte kan omtales som juveler eller agater. Brísingamen var derfor givetvis en mytologisk repræsentation af denne type smykker. I nogle tekster er det dog Frigg, der ejer Brísingamen.

Freja ejer også en fugleham, der gør den der bærer den i stand til at tage form af enhver fugl og flyve mellem verdnerne. Den blev kaldt Valshamr, hvilket kan oversættes til "høgens ham", "falkeskind". Samme magiske klædning tilskrives Frigg i andre fortællinger.

Freja kører i sin vogn trukket af katte og omgivet af putti. Maleri af Nils Blommér.

Snorre fortæller i Heimskringla, at Freja ofte kører i en vogn trukket af store katte; fx ankommer hun i den til Balders begravelse. Det er imidlertid usikkert om denne beskrivelse bygger på gamle forestillinger, eller om det er forfatterens eget påfund inspireret af Kybelemyten eller andre lignende gudinder fra Middelhavsområdet. Senere folklore tyder på, at det har været en mere udbredt forestilling; fx refererer Jakob Grimm til en tradition om at en brud sørger godt for katten inden hun tager til sit bryllup for ikke at fornærme kærlighedsgudinden.

I digtet Hyndluljóð bruger Freja ornen Hildisvini (Kampsvin) som ridedyr. Senere i digtet afsløres det, at svinet i virkeligheden er hendes protegé, Óttar, der midlertidigt er omformet så han ligner et svin. Hildisvini er en parallel til broren Frejs galt Gyldenbørste.^{[kilde mangler]}

Skriftlige kilder

Ældre Edda

Freja optræder i flere af myterne fra Ældre Edda, der er en samling af digte komponeret mellem ca. 9. og 11. århundrede og nedskrevet i 12. eller 13. århundrede.

Grímnismál:
Digtet Grímnismál ("Grímnirs tale", Grímnir er et dæknavn for Odin) indeholder en strofe, hvor tolv af de mægtigste af gudernes boliger beskrives. Frejas gård Fólkvangr er et af dem:

Navnet Fólkvangr betyder direkte oversat "Folke-mark" eller "Hær-mark"). Navnet på hendes hal, Sessrúmnir, betyder "Sæde-rummelig". Disse navne kan tolkes som tegn på, at Frejas gård blev opfattet som en parallel til Valhalla, der husede einherjerne, Odins hær af dødninge, som forberedte sig på Ragnarök. Dette kan støtte teorien om Freja som dødsgudinde (se ovenfor).

Völuspá

Völuspá ("Vølvens Spådom") er det første og et af de mest betydningsfulde i Ældre Edda. I digtets rammefortælling fortæller en Vølve sin spådom om verdens skæbne helt fra skabelsen til undergangen. Freja omtales kort:

Disse to strofer refererer muligvis til den situation, der også gengives i myten om byggeriet af muren omkring Asgård, hvor guderne havde lovet Freja bort til jættebygmesteren som betaling for sit arbejde. Freja omtales som "Óðr's mø", og den, der blandede ondskab i luften var Loke. Mening og tolkning af teksten er dog vanskelig, da manuskriptet på dette sted er i meget dårlig forfatning, og derfor er svært at læse.

Viktor Rydberg har foreslået en anden tolkning af strofen. Han mener, at disse strofer i stedet er relateret til den forudgående henrettelse af Gullveig (som omtales lige før dette), og at Gullveig blev henrettet fordi, hun havde givet Freja til jætterne. Pga. digtets dårlige bevarings tilstand i netop denne del, har det ikke været muligt helt at afvise eller bekræfte Rydbergs teori.^{[kilde mangler]}

Þrymskviða

Þrymskviða ("Trymskvadet") er blevet dateret som et af de ældste eddadigte.^{[kilde mangler]} Myten er et eksempel på, at jætterne efterstræbte Freja, og forsøgte at tage hende bort fra Asgård. Hrungnermyten kan være et andet eksempel på at jætterne var ude efter Freja. "Trymskvadet" begynder med at Thor en morgen finder sin hammer, Mjølner, stjålet. Sammen med Loke går han til Folkvang for at låne Frejas falkeham:

Loke tog hammen på og fløj af sted for at finde hammeren. I Jotunheim mødte han Trym, rimthursernes konge, som indrømmede at det da var ham, der havde taget den. For at levere den tilbage krævede han at Freja blev givet til ham:

Thrym.

Loke vendte tilbage til Asgård, og han og Thor måtte atter tage hen til Folkvang:

Freja blev da så vred, at alle gudernes huse rystede og Brísingamen brækkede og faldt fra hendes hals.

Da Freja således nægtede at lade sig føre til Jotunheim, måtte guderne finde en anden løsning. Heimdall foreslog derpå, at Thor lånte Brísingamen og selv rejste til Jotunheim forklædt som Freja. Trym bød jublende sin brud velkommen:

Ved selve bryllupsfesten blev Trym chokeret over at se, at "Freja" åd en okse og otte laks og drak træ fade mjød. Loke var hurtig, og fortalte Trym, hvor meget "hun" havde længtes efter; en løgn der sandsynligvis spiller på Frejas ry som mandglad:^{[kilde mangler]}

Til sidst gav jætterne hammeren til "Freja", denne beretning tolkes som tegn på, at den symbolsk indgik i bryllupsceremonier.

30. Þá kvað þat Þrymr, þursa dróttinn: "Berið inn hamar brúði at vígja, lekkið Mjöllni í meyjar kné, vígið okkr saman Várar hendi."

30. Mælte da Thrym, Thursekongen: "Bringer mig Hamren Bruden at vie. Lægger Mjölne i Møens Knæ; vier os sammen, i Vårs Navn."

Da tog Thor sin hammer tilbage, og dræbte Trym og hele hans slægt.

Denne myte er også overleveret i flere folkeviser, fx Thorsang fra Sverige i 18. århundrede. I denne vise kaldes Freja "frøken Frojenborg "den väna solen" (den smukke sol).

Lokasenna

Lokasenna ("Lokes Skænderi") kendes kun fra den udgave af Ældre Edda, der kaldes Codex Regius, og mange af de forhold, der omtales i digtet kendes ikke fra andre historier. Dette forhold, kombineret med den manglende respekt som de hedenske guder omtales med, har ført til spekulationer over hvorvidt digtet er forfattet af en kristen forfatter, og måske ikke bygger på ældre før-kristne udgaver.^{[kilde mangler]} Lee M. Hollander har foreslået, at Lokasenna blev forfattet som et humoristisk digt, og at Lokes beskyldninger ikke nødvendigvis var ’’sande’’ i forhold til den øvrige mytologi. Han baserede bl.a. sin teori på, at Lokes beskyldninger er lette at fremføre, men enten var svære at afkræfte af den angrebne part, eller også gjorde de intet for at tilbagevise det.

Digtets handling finder sted umiddelbart efter begivenhederne i Hymiskviða; Ægir har fået en kæmpe keddel, og har inviteret Aser og Alfer til gilde. Selvom han ikke er inviteret dukker Loke alligevel op. Han dræber en af Ægirs tjenere og begynder af fremsætte alskens beskyldninger mod guderne. Det udvikler sig til et skænderi, hvor gensidige beskyldninger bliver udvekslet mellem Loke og de øvrige guder og gudinder indtil Thor til sidst bryder ind. Udover Frigg og Freyja bliver andre gudinder også hånet; det drejer sig om Idun, Gefjon, Sif, Skade, og Tyrs hustru, der ellers er fuldkommen ukendt. Skænderiet mellem Freja og Loke bryder ud efter at Loke har spottet Frigg. Beskyldningerne mod Freja er koncentreret omkring hendes liderlighed, der udspringer af hendes funktion som kærlighedsgudinde:

Hyndluljóð

"Freja vækker Hyndla" (1908) af W. G. Collingwood.

Freja, Hildisvíni og Hyndla (1895) af Lorenz Frølich.

"Ottars slægtskab" (1908) af W. G. Collingwood.

Hyndluljóð ("Hyndlas sang") kendes udelukkende fra et dårligt bevaret manuskript i en sen udgave af Ældre Edda fra omkring 1400. Digtet består i realiteten af to tekster, der er skrevet sammen; hvoraf den ene del kaldes Hyndluljóð, mens den anden er det, Snorre kaldte Völuspá hin skamma. Digtet er dateret til ca. 12. århundrede.^{[kilde mangler]} I dette digt rider Freja på ornen Hildisvini hen til jættekvinden Hyndla (lille-hun-hund) for at udspørge hende om sin protegé Óttars skæbne. Denne Óttar kan være et andet navn for Frejas husbond, Óðr. Gro Steinsland mener at Hyndluljóð blev forfattet i relation til initiationsriter i de højeste samfundscirkler. Det bygger hun bl.a. på at Freja i digtet bliver fremstillet som Óttars ledsager til en offerfest, som var en kongesøn, og Freja omtales som hans personlige gud. da Freja ankom til Hyndlas hule bød hun hende komme til Valhalla, men Hyndla opdagede hurtigt, at ornen er Óttar i forklædning:

i: Galtens Skikkelse,

Hyndla tog derpå med Freja, ridende på en ulv. På vejen forklarede Freja hendes opgave, og hvordan Óttar havde havde fået hende til at hjælpe hende, da han havde bygget et hørg og ofret en okse på det:.

Hyndla fremsiger derpå en lang liste med heltenavne, der fremstilles som Óttars forfædre (denne sektion har formentlig været den centrale del i relation til ritualet^{[kilde mangler]}). Herefter følger den korte udgave af Vølvens Spådom, baggrunden for denne sektion er dog usikker. I den næste del bekræfter Freja, at ornen ér Óttar i forklædning, og hun beder derpå Hyndla give Óttar en drik, der vil gøre ham i stand til at huske, hvad der lige er blevet fortalt. Det nægter jætten:

Hyndla bliver nu tvunget til at give mjøden, men ikke uden at forbande drikken først. Hvilket Freja forsøger at forhindre:

Oddrúnargrátr

Oddrúnargrátr ("Oddruns klager") tilhører gruppen af heltedigte. Efter en fødsel påkalder prinsessen Borgny påkalder Frigg og Freja for at de skal velsigne barnet Oddrún.

Yngre Edda

"Freja" (1901) af Johannes Gehrts.

Yngre Edda, et stort samleværk af tekster med og om hedenske nordiske myter fra ca. 1220, indeholder mange henvisninger til Freja; fx i flere citerede skjaldevers, der har rødder I den langt ældre mundtlige tradition.

Gylfaginning

I Gylfaginning, den første bog I Yngre Edda efter prologen, bliver Freja introduceret således:

Freyja nyder lige saa stor Ære som Frigg. Hun ægtede den Mand, som hed Od; deres Datter hedder Hnoss, hun er saa dejlig, at alt herligt og kostbart benævnes efter hendes Navn. Od rejste langt bort, og Freyja græder derover, hendes Taarer er det røde Guld. Freyja har mange Navne, idet hun kaldte sig med forskellige Navne, da hun rejste omkring blandt ukendte Folk for at lede efter Od. Hun hedder Mardåll og Hårn, Gefn, Syr. Freyja ejede Brisingi-Smykket. En af hendes Benævnelser er Vanadis.

De tre mindre guddomme, der omtales efter Freja I Gylfaginning (sektion 35) bliver ofte tolket som hendes følge,^{[kilde mangler]} det drejer sig om Sjöfn (en kærlighedsgudinde), Lofn (gud for ægteskab) og Vár (gudinde for eder mellem mænd og kvinder).

Skáldskaparmál

I Skáldskaparmál (Skjaldeskaberlæren) indeholder flere forklaringer på kenninger, der er knyttet til Freja:

"How should one paraphrase Freyja? Thus: by calling her Daughter of Njörðr, Sister of Freyr, Wife of Óðr, Mother of Hnoss, Possessor of the Slain, of Sessrúmnir, of the Gib-Cats, and of Brísingamen; Goddess of the Vanir, Lady of the Vanir, Goddess Beautiful in Tears, Goddess of Love." (Skáldskaparmál (20))

Flere af kenningene er relateret til guld, der symbolisre rigdom, og som derved er forbundet med frugtbarhed:

Senere i Skáldskaparmál forklares flere kenninge for Freja med fokus på de tårer hun græd ved savnet af Od, der var af guld.

Optrædender i prosamyter

Freja optræder også i flere af de prosamytefortællinger, der er nedskrevet I Yngre Edda.

• Krigen mellem aser og vaner blev ifølge Völuspá udløst af asernes trefoldige spidning og henrettelse af Gullveig. Krigen blev afsluttet ved en fredsaftale, der beskrives i Gylfaginning (23 & 24); aftalen betød, at begge sider udvekslede gidsler. Njörðr blev udvalgt af vanerne, og han blev sammen med sine to børn sendt til Asgård:

Det er usikkert, hvorvidt Skade var Frejs og Frejas mor, da deres fødsel I denne tekst omtales efter beskrivelsen af Njords ægteskab med Skade.

• Da Ægir kom til Asgård, inviterede aserne ham til deres banket. I den forbindelse omtales mange guder: "Tolv, der skulde være Dommere, satte sig i Højsæder, det var: Tor, Njård, Frey, Tyr, Hejmdal, Bragi, Vidar, Vali, Ull, Hønir, Forseti, Loki. Ligeledes Asynjerne: Frigg, Freyja, Gefjun, Idun, Gerd, Sigyn, Fulla, Nanna. […] Bragi sad nærmest ved Ægir, og de drak og talte sammen. Bragi fortalte Ægir mange Begivenheder, som Aserne havde oplevet.."

• Skjadedigtet Húsdrápa, der er delvist bevaret i Skáldskaparmál, henviser til flere mytologiske fortællinger, fx til den ellers ukendte fortælling om Lokes tyveri af Brísingamen. Freja beder Heimdall om at finde sit manglende smykke, han finder tyven og opdager det er Loke, der har taget form af en sæl. Heimdall omskaber sig selv til en sæl og de udkæmper en langvarig kamp på Singasteinn, som Heimdall vinder. Derpå returnerer han smykket til Freja. Loke og Heimdalls rivalisering har stor kosmologisk betydning, da de skal mødes og kæmpe til døden ved Ragnarok. Efter dette kaldes Heimdall bl.a. Loka dólg mensækir Freyju (Lokes fjende, Frejas Halssmykke-Søger), og Loke bl.a. for þjóf jötna, hafrs ok Brísingamens ok Iðunnar epla (jætternes tyv af geden, Brísingamen og Idunns æbler).

• Jættebygmesteren, der ejede Svadilfare, tilbød aserne at bygge en enorm mur rundt om Asgård på ét år, mod at få Freja til hustru som betaling for sit arbejde sammen med solen og månen. På Lokes råd accepterede guderne dette forslag, men da det så ud til, at jætten var I stand til at løse opgaven, måtte de overtale Loke til at snyde ham. Det gjorde han ved at omskabe sig til en hoppe og derpå forføre Svadilfare, så han ikke længere kunne hjælpe jættebygmesteren. Da han opdagede hvad der var sket, så han ikke længere var I stand til at opfylde aftalen, blev han vred og begyndte at håne guderne, hvorpå Thor dræbte ham. (Gylfaginning (41))

• Efter sit væddeløb med Odin kom jætten Hrungner til Asgård. Da Thor var fraværende begyndte han prale med hvordan kunne ødelægge hele Valhalla, dræbe alle guderne og tage Freja og Sif med sig hjem. Af alle gudinderne var det til sidst kun Freja, der var modig nok til at servere øl for Hrungner, så han kunne holdes hen indtil Thor vendte hjem. (Skáldskaparmál (17))

• Ved Balders begravelse ankom Freja I sin vogn trukket af katte sammen med Frej og Heimdall: (Gylfaginning (49))

En þessa brennu sótti margs konar þjóð, fyrst at segja frá Óðni, at með honum fór Frigg ok valkyrjur ok hrafnar hans, en Freyr ók í kerru með gelti þeim, er Gullinbursti heitir eða Slíðrugtanni, en Heimdallr reið hesti þeim, er Gulltoppr heitir, en Freyja ók köttum sínum. Þar kom ok mikit fólk hrímþursa ok bergrisar.

Mange Slags Folk deltog i denne Baalfærd: først maa nævnes Odin, som fulgtes af Frigg, foruden hans Valkyrjer og Ravne; Frey kørte i sin Kærre, som havde Galten Gyldenbørste eller Slidetand[82] spændt for; Hejmdal red paa Hesten Guldtop, og Freyja kørte med sit Kattespand. Der kom ogsaa mange af Rimtursernes og Bjergkæmpernes Folk.

Sagaer

I flere af Islændingesagaerne omtales Freja i forskellige sammenhænge. Nedenfor følger et par eksempler:

• I Ynglingesaga fortælles det:

Efter de mandlige guder og mytologiske konger i Norden, Odin, Njord og Frej, var døde var Freja nu den sidste tilbageværende af guderne:

• I Egils saga findes en reference, til det der sandsynligvis er en forestilling om en dødsrige hos Freja, da Egils datter truer med at begår selvmord (se ovenfor).

• I Hálfs saga beder dronning Signy, Kong Alfreks kone, Freja om hjælp I forbindelse med en ølbrygningskonkurrence. Hendes modstander, Geirhild, fik imidlertid hjælp af Odin, der gav hende sit spyt. Derfor tabte Signy:

• I Friðþjófs saga ins frækna refereres der til historien om Freja og Od:

Gesta Danorum

I Saxo Grammaticuss Gesta Danorum optræder en smuk kvinde ved navn Syritha, som blev efterstræbt af en jætte, der ville giftes med hende. Hun må sætte ud på en lang rejse for at finde helten Otharus, der havde dræbt jætten for at redde hende. Historien er med meget stor sandsynlighed baseret på myten om Freja (Syritha er en latiniseret form af Sýr), som søger efter sin ægtemand Óðr (latiniseret som Otharus).

Folkloristiske traditioner

Landbobefolkningen i Norden forblev længe efter religionsskiftet afhængige af naturens kræfter, og de gamle frugtbarhedsguder bibeholdt derfor meget af deres af betydning selvom man officielt var blevet kristne. Fx kan der I traditioner fra 19. århundredes Sverige stadig spores forestillinger om Freja som frugtbarhedsgudinde. Fra Småland stammer fx denne beretning om hvordan hun blev forbundet med kornmod:

Jag minns en söndag på 1880-talet, det var några gubbar ute och gick bland åkrarna och tittade på rågen som snart var mogen. Då sa Måns i Karryd: "Nu ä Fröa ute å sir ätter om råjen är mogen." [...] När jag som liten pojke satt hos den gamla Stolta-Katrina, var jag som alla dåtida barn mycket rädd för åskan. När kornblixtarna syntes om kvällarna, sade Katrina: "Du sa inte va rädd barn lella, dä ä bara Fröa som ä ute å slår ell med stål å flenta för å si etter om kornet ä moet. Ho ä snäll ve folk å gör dä bare för å hjälpa, ho gör inte som Tor, han slår ihjäl både folk å fä, när han lynna [...] Jag har sedan hört flera gamla tala om samma sak, på ungefär samma sätt.

Jeg mindes en søndag i 1880’erne, der var nogle mænd ude at gå i markerne, for at se efter om rugen var moden. Da sagde Måns i Karryd: "Nu er Freja ude at se efter om rugen er moden " [...] Da jeg som lille dreng sad hos den gamle Stolte-Katrina, var jeg som alle datidens børn meget bange for lyn. Da kornmod kunne ses om aftenen, sagde Katrina: "Du skal ikke være bange barnlille, det er bare Freja, som er ude for at slå ild med stål og flint for at se efter om kornet er modent. Hun er flink ved folk, og gør det bare for at hjælpe, hun gør ikke som Thor, han slår både folk og fæ ihjel når han lyner " [...] Jeg har senere hørt flere gamle fortælle de samme ting på næsten samme måde.

Fra Värend stammer en tradition om, at Freja kunne komme juleaften, hvor hun plejede at ryste æbletræerne for at sørge for en god høst; derfor var det skik at eflerlade lidt æbler i træerne for hendes skyld. Det var dog også farligt, at efterlade en plov udendørs, fordi hvis Freja satte sig på den, så var den ikke længere til nytte.

Eponymer

Personnavne

Freja (og dets variantformer) er et almindeligt kvindenavn i Skandinavien; i 2006 var Freja fx det 5. mest populære navn for piger født det år. I 2008 var navnet endda blevet endnu mere populært, da det var nået op på 2. pladsen over populære navne, og i 2009 opnåede navnet Freja en 1. plads blandt populære pigenavne i Danmark. Freya var i 2006 det 23. mest populære pigenavn i England og Wales, I 2007 var det nummer 25.

Stednavne

Mange gårde i Norge har Frøy- som det første element i deres navn; det mest almindelige er Frøyland (13 gårde). Hvorvidt Frøy- i disse navne stammer fra gudinde Freja (eller fra hendes bror Frej) er imidlertid omdiskuteret. Det første element i navnet Frøyjuhof, i Udenes sogn, er dog sandsynligvis en genitivform af navnet Freja, mens det sidste element er et hov (helligdom). I middelalderen blev der bygget en kirke på gården, hvilket kan tyde på, at stedet havde betydning som helligsted. Det samme navn, Frøyjuhof, forekommer også i sognene Hole og Stjørdal i Norge. Der er også to øer ved navn Frøya i Norge.

I Seim i Hordaland, Norge, ligger gården Ryland (norrønt Rýgjarland). Det første element er genitivformen af rýgr 'frue' (identisk betydningen af navnet Freja, se ovenfor). Da de omliggende gårde har navne som Hopland (norrønt Hofland 'tempelland') og Totland (norrønt Þórsland 'Thorsland'), er det muligt at rýgr (frue) her her refererer til en gudinde (sandsynligvis Freja).^{[kilde mangler]}

Planter

Almindelig Mælkeurt eller Jomfuhår- Polygala vulgaris – er en art af slægten Mælkeurt (Polygala).

Flere planter er opkaldt efter Freja, fx Polygala vulgaris. Blomsten kaldes også Jomfruhår eller Marias hår, men blev tidligere kaldt Frejas hår. Lindetræer kendes også som Frejas træer, da det blev associeret med kærlighed. Også hyldetræet er forbundet med Freja.

Fredag

Oprindelsen til navnet på ugedagen fredag er den germanske oversættelse af den romerske ugedag dies Veneris (Venus’ dag. Fra oldhøjtysk kendes formen Frīatag (moderne tysk: Freitag, nederlandsk: Vrijdag), der peger på en oprindelse i den vestgermanske udgave af Freja. Fra angelsaksisk kendes formen frigedæg, der snarere peger på Frigg, som guddommen bag navnet. Dette sammenfald er blevet tolket som tegn på en tidligere identifikation mellem gudinderne Freja og Frigg.^{[kilde mangler]} På dansk, svensk og norsk bruges i dag formen Fredag, der bygger på enten Freja eller Frej.^{[kilde mangler]} Fra de nordiske sprog er navnet blevet adopteret i estisk som reede.^{[kilde mangler]}

Videnskab

Grundstoffet Vanadium er opkaldt efter Freja via hendes alternative navn Vanadís. Stjernebilledet Orion blev tidligere i Norden kaldet Friggs eller Frejas spinderok.

Der er et yndigt land

Freja bortføres af jætterne. Illustration af Arthur Rackham.

I den danske fædrelandssang "Der er et yndigt land" optræder Freja. I første vers hedder det "og det er Frejas sal". "Frejas sal" er altså en metafor for Danmark som rum for frugtbarhed og kærlighed.

Freja i den moderne kultur

Freja og træet med æblerne ved verdens ende. Illustration af Arthur Rackham.

"Freia" optræder som figur i Richard Wagners massive opera cyklus, Nibelungens Ring. I dette værk er Freja Friggs søster, og er gudinde for skønhed og vogter af de gyldne æbler. Da hun fanges og bortføres af jætterne Fasolt og Fafnir mister guderne hurtigt deres ungdom og bliver gamle og grimme. Odin må derfor betale en stor løsesum, som inkluderede Tarnhelm og Nibelungernes ring. Den måtte han røve fra Alberich for at få igen. Siden er der lavet flere portrætter af Freja, baseret på Wagners fortolkning, hvoraf nogle dog er tættere på den hedenske udgave.

Referencer

1. Steinsland (2005) s.156
2. Stefánsson, Finn (2009). Gyldendals leksikon om nordisk mytologi (2 udg. udgave). Gyldendal. s. 66. Der er forskere der mener at Jomfru Maria i løbet af middelalderen har overtaget hendes funktioner som central kvindelig guddom
3. Holtsmark (1989) s. 94
4. Gylfaginning & Grímnismál
5. "Arkiveret kopi". fra originalen 27. november 2020. Hentet 21. januar 2021.
6. Steinsland (2005) s. 158
7. Steinsland, G. & Meulengracht Sørensen, P. (1998); Människor och makter i vikingarnas värld. ISBN 91-7324-591-7 p.72
8. Viktor Eydberg ; Oddrúnargrátr ifølge Undersökningar i Germanisk Mythologi (1889)
9. Ebbe Schön; Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition
10. Näsström, Britt-Mari. Freyja: the Great Goddess of the North. University of Lund, 1995. Harwich Port: Clock & Rose, 2003. ISBN 1-59386-019-6.
11. Steinsland (2005) s.157
12. Holtsmark (1989) s. 96
13. Keyser, Rudolph, History Professor of University of Norway, "Nordmændenes Religionsforfatning I hedendommen" (1854), Pennock, Barclay. Transl.
14. Gylfaginning (34): Thøger Larsens oversættelse (1928) Freyja nyder lige saa stor Ære som Frigg.]
15. Grimm, Jacob. Deutsche Mythologie (1835) S. Stallybras transl. (2004) "Teutonic Mythology", Dover Publications ISBN 0-486-43615-2
16. Holtsmark (1989) s. 95
17. Steinsland (2005) s. 157
18. Clunies Ross (1994) s. 98
19. Davidson (1990:154).
20. Rydberg, Viktor (1889). "Teutonic Mythology". Oversat af Rasmus B. Anderson. London: Swan Sonnenschein & Co. (2001), Elibron Classics. ISBN 1-4021-9391-2.
21. Gylfis Forblændelse, oversat af Thøger Larsen
22. Njåles saga, oversat til norsk af Olav Aasmundstad
23. ...ok engan mun ek fyrr en at Freyju. Egils saga Skalla-Grímssonar, normaliseret af Guddni Jónsson
24. Steinsland (2005) s. 159-160
25. Anne Nissen Jaubert. Vikings, investigation into the secrecies of the Masters of the sea. Science and life n°80 April 2004. National Institute of Preventive Archaeological Research
26. Ellis Davidson, H.R. Gods And Myths Of Northern Europe (1965) ISBN 0-14-013627-4
27. The Cult of Nerthus (1913), af Gudmund Schütte.
28. Davidson, Hilda Ellis. (1998). Roles of the Northern Goddess, s. 10. London: Routlege.
29. Grundy, Stephen, Freyja and Frigg, s. 56-67.
30. Nasstrom, Näsström. Freyja, a goddess with many names, s. 68-77.
31. Billington, Sandra & Green, Miranda (red.) (1996). The Concept of the Goddess. London: Routlege.
32. Jeep, John. 'Medieval Germany: An Encyclopedia'. (2001) Routledge. p.112. ISBN 0-8240-7644-3
33. Lindow, John. Norse Mythology: A Guide to the Gods, Heroes, Rituals, and Beliefs (2001) Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-515382-0.
34. Welsh, Lynda. (2001). Goddess of the North, page 75. York Beach: Weiser Books.
35. Finn Stefánsson (2009), "Freja", Gyldendals leksikon om nordisk mytologi (2. udgave), Gyldendal, s. 68, fra originalen 21. maj 2014, hentet 21. maj 2014
36. Clunies Ross (1994) s. 48
37. Onsell, Birgitta. 'Världens vackraste smycke.' in Jordens moder i Norden. Stockholm: Carlssons, 1994. p. 111-2.
38. Grímnismál (kapitel 14), normaliseret af Guðni Jónsson
39. Grimnes Tale, oversat af H.G. Møller
40. Völuspá, nomaliseret af Guðni Jónsson
41. Vølvens Spådom, oversat af H.G. Møller
42. "Fädernas Gudasaga (Our Fathers' Godsagas) (1887). William P. Reaves transl. iUniverse (2003) ISBN 0-595-29978-4
43. Þrymskviða, , nomaliseret af Guðni Jónsson
44. Sangen om Thrym eller: Hamren hentes, oversat af H.G. Møller
45. Steinsland (2005) pp.336
46. "Thorsang (svensk)". fra originalen 27. september 2007. Hentet 20. oktober 2009.
47. The Poetic Edda (2nd edition), Lee M. Hollander, transl. University of Texas Press (1990).
48. Lokasenna, nomaliseret af Guðni Jónsson
49. Lokes Ordstrid eller Øges Gilde, oversat af H.G. Møller
50. Steinsland (2005) s. 162
51. Hyndluljóð, nomaliseret af Guðni Jónsson
52. Sangen om Hyndla, oversat af H.G. Møller
53. Oddrúnarkviða, nomaliseret af Guðni Jónsson
54. Oddruns Klage, oversat af H.G. Møller
55. Yngre Edda af Snorri Sturlson (Eysteinn Björnssons udgave). Online version 19. februar 2006 hos Wayback Machine
56. Gylfis_forblændelse, oversat af Thøger Larsen
57. Brodeur, Arthur Gilchrist. (Trans.) The Prose Edda of Snorri Sturlson (1916) Transcribed by Alfta Lothursdottir and available online via the Northvegr Foundation here 3. oktober 2009 hos Wayback Machine.
58. Skáldskaparmál, nomaliseret af Guðni Jónsson
59. Af_Skjaldskabslæren, oversat af Thøger Larsen
60. Skáldskaparmál (kap. 1) oversat af Thøger Larsen)
61. Skáldskaparmál (kap. 15 + 23), nomaliseret af Guðni Jónsson
62. Gylfaginning, nomaliseret af Guðni Jónsson
63. Blot var en særlig form for offerfest, gydje var det kvindelige modstykke til goden
64. sejd
65. Ynglinga-soga, oversat til norsk af S. Schjøtt
66. overlveret i mod. da. I betegnelsen hustru
67. Schön, Ebbe. (2004). Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition. Fält & Hässler, Värnamo. p. 227-228.
68. Skribenten Johan Alfred Göth, citeret i Schön, Ebbe. (2004). Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition. Fält & Hässler, Värnamo. p. 227-228.)
69. Oversættelse af Wikipedia redaktører.
70. "Danmarks statistik. For 2005". fra originalen 5. november 2015. Hentet 2. januar 2016.
71. British National Statistics:Babiesnames Girls
72. Schön, Ebbe. (2004). Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition. Fält & Hässler, Värnamo. p. 228.
73. "Skoven i skolen". fra originalen 29. maj 2009. Hentet 20. oktober 2009.
74. V.J. Brøndegaard: Folk og Flora, 1979, bd. 4, side 173

Litteratur

• Clunies-Ross, Margaret (1994); Prolonged echoes: Old Norse myths in medieval Northern society, Vol. 1 , The myths. ISBN 87-7838-008-1
• Steinsland, Gro (2005); Norrøn religion : myter, riter, samfunn, Oslo: Pax forlag. ISBN 978-82-530-2607-7
• Holtsmark, Anne (1989); Norrøn mytologi, Tru og mytar i vikingatida, Oslo ISBN 82-521-3344-4

Wikimedia Commons har medier relateret til: Freja

LA-ikon