Julius Cæsar

Gaius Julius Cæsar (født 12. eller 13. juli 100 f.Kr., død 15. marts 44 f.Kr.) var en romersk feltherre og statsmand.

Julius Cæsar
Diktator af Den Romerske Republik
Regerede	59 f.v.t og 49 f.v.t - 44 f.v.t
Efterfølger	Augustus
Ægtefæller	Cornelia Cinna (83 f.v.t - 69 f.v.t) Pompeia (67 f.v.t - 61 f.v.t) Calpurnia Pisonis (59 f.v.t - 44 f.v.t)
Elskere	Kleopatra 7. Servilia Caepionis Eunoë
Børn	Julia Caesarion Gaius Julius Caesar Octavianus (adopteret)
Dynasti	Julisk-Claudiske
Far	Gaius Julius Caesar
Mor	Aurelia Cotta
Født	12. juli eller 13. juli 100 f.v.t Rom
Død	15. marts 44 f.v.t (55 år) Rom
Religion	Romersk religion
v d r

Hans erobring af Gallien i Frankrig udbredte Romerriget helt til Atlanterhavskysten, en bedrift hvis konsekvenser er tydelige helt op til i dag. Cæsars militære bedrifter er dog kun kendt fra hans egne rapporter til senatet. Rapporterne skulle begrunde, at han fortolkede sine ordrer meget bredt. Hans grundlæggelse af en regering under det første triumvirat blev enden på den romerske republik. Han blev senere diktator på livstid og udarbejdede mange reformer, såvel sociale som politiske. Reformarbejdet blev standset brat, da han blev myrdet. Mange af hans reformer blev senere ført ud i livet af hans efterfølger, kejser Augustus.

Baggrund og tidlige år

Gaius Julius Cæsar (latinsk udtale: [ˈgaːjus ˈjuːlius ˈkaisar]) blev født ind i en kendt og meget gammel aristokratisk familie i Rom, der ifølge overleveringen kunne spores helt tilbage til forfaderen Julus, søn af den trojanske prins Æneas, Roms mytologiske grundlægger, der ifølge myten var søn af Venus. I 45 f.v.t. byggede Julius Cæsar et tempel for Venus Genetrix ("Moder Venus") i Rom, for at understrege sin egen mytiske forbindelse til guden.

Tilnavnet Cæsar betyder "elefant" på fønikisk, da der i antikken forlød en tradition om, at en af Cæsars forfædre havde dræbt en elefant i kamp mod fønikerne.

Cæsars familie var dog ikke rig i forhold til Roms andre adelige, og ingen i slægten havde i mands minde udrettet større ting. Cæsars far døde tidligt, men hans mor, Aurelia, sørgede godt for Cæsars uddannelse. Cæsar giftede sig i 84 f.v.t. med Cornelia, datter af Cinna. Det var et politisk ægteskab, som senere førte til mange problemer, da diktatoren Sulla beordrede ham til at lade sig skille i 82 f.v.t. Cæsar nægtede og forlod klogelig Rom for at tjene militæret i Asien og i Kilikien på sydøstkysten af nutidens Tyrkiet. Først i 78 f.v.t. vendte han tilbage efter Sullas død og begyndte da sin politiske karriere som anklager.

Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi (naturvidenskab på den tid) og blev på vejen dertil bortført af pirater. Han lovede piraterne at han nok skulle sørge for at de blev fanget og henrettet. I fangenskabet overtalte han sine fangevogtere til at forhøje hans løsepenge, hvilket øgede hans prestige i Rom. Da han var blevet frigivet, organiserede han en flåde, fangede piraterne og lod dem korsfæste nøgne.

Karrieren

Efter at have opnået positionen quaestor i Spanien i 69 f.Kr. blev Cæsar valgt til curule aedile i 65 f.Kr., til pontifex maximus i 63 f.Kr. og til praetor i 62 f.Kr. Hvis han havde en finger med i spillet i Catilinas sammensværgelse i år 63 f.Kr., gjorde det ingen varig skade på hans karriere.

Da Cæsars kone Cornelia døde i 68 f.Kr., giftede han sig med Pompeia, Sullas barnebarn, men måtte lade sig skille i 62 f.Kr. på grund af Bona Dea-skandalen. I 61 f.Kr. var Cæsar propraetor i provinsen Hispania Ulterior, og i 59 f.Kr. blev han valgt til konsul.

I 60 f.Kr. indgik Cæsar en alliance med to andre ledende politikere: Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompejus Magnus. Crassus var den rigeste mand i Rom, og i øvrigt den mand, som havde finansieret Cæsar i begyndelsen af dennes karriere, Pompejus var den mest succesrige hærfører. Cæsar bidrog i alliancen med sin politiske popularitet og sit drive. Pompejus giftede sig med Cæsars datter Julia Caesaris. Denne første uofficielle alliance er senere blevet kaldt "Det første triumvirat". Triumviratet signalerede som tidligere nævnt enden på den romerske republik.

De tre magtfulde mænd delte i 56 f.Kr. Romerriget imellem sig: Cæsar fik Gallien, Pompejus fik Spanien og Crassus fik Syrien.

Allerede i 58 f.Kr. var Cæsar blevet prokonsul (statholder) over Gallien. Som prokonsul i Gallien fra 58 til 49 f.v.t. førte han krig mod forskellige folkeslag. Han besejrede helvetierne i 58 f.Kr., det belgiske forbund i 57 f.Kr., og i 55 f.Kr. forsøgte han at invadere England. I 52 f.Kr. besejrede han en union af gallere. Alle disse fremstød blev rapporteret til senatet i rapporter, som er bevaret i afskrifter.

Crassus blev dræbt i 53 f.Kr. i kamp med partherne, hvorefter der udbrød en tvist mellem Cæsar og Pompejus, da Pompejus blev i Rom og fik mere og mere magt. I 50 f.Kr. blev Cæsar af senatet beordret til at opløse sin hær. Men Cæsar nægtede, og borgerkrig brød ud. Han krydsede floden Rubicon den 10. januar 49 f.Kr. med ordene "terningen er kastet" (latin: jacta est alea) og forfulgte derefter Pompejus til Brundisium i håbet om at lappe sammen på deres ti år gamle aftale. Men Pompejus undgik ham, og han udførte en utrolig 27-dages march til Spanien, for at udradere Pompejus' folk der. Derefter vendte Cæsar tilbage østpå, for at udfordre Pompejus i Grækenland. Den 10. juli 48 f.Kr. undgik Cæsar med nød og næppe et katastrofalt nederlag til Pompejus. Men ved Pharsalos i Grækenland lykkedes det ham at slå Pompejus. Cæsar blev konsul i 4 år, mens Pompejus flygtede til Egypten, hvor han blev snigmyrdet af en officer under befaling af Ptolemaios 13. af Ægypten.

Diktatortiden

Cæsars død i senatet, 44. f.Kr.
Malet af Jean-Léon Gérôme i 1867

Cæsar var dog ikke tilfreds. Han drog til Egypten, hvor han støttede Kleopatra VII, der blev hans kone ved egyptisk lov (ikke ved romersk lov). Medens han med sine få tropper opholdt sig i Alexandria, udbrød der et oprør, hvorved Cæsar kom i den yderste fare og længe blev holdt indespærret (alexandrinske krig oktober 48-marts 47). Først da der kom undsætning, slap Cæsar ud. Hans næste forehavende var at berolige Orienten, hvor Mithridates' søn Farnaces havde generobret sit fædrene rige Pontus. Cæsar tilendebragte felttoget på 5 dage og meldte sejren til en ven i Rom med ordene: "veni, vidi, vici", »jeg kom, jeg så, jeg sejrede« (august, 47). Cæsar fortsatte med at bekæmpe Pompejus' støtter i Afrika ved Thapsus i 46 f.v.t. og i Spanien ved Munda i 45 f.v.t, hvori han kæmpede sin gamle politiske allierede Titus Labienus, der blev dræbt under slaget.

I 46 f.v.t. blev Cæsar for en ti-års-periode diktator. I 44 f.v.t erklærede han sig selv diktator og konsul på livstid og blev kaldt Pater Patriae (Landsfader) og tog titlen Imperator. Hans kalenderreform byggede på solåret i stedet for måneåret og er stadig grundlag for den kalender, som vi benytter i dag. Måneden juli blev opkaldt efter ham. Han grundlagde over 20 kolonier i Gallien, Spanien og i Nordafrika og arrangerede kornuddeling til de fattige i Rom. Statuer af ham blev opstillet på linje med de oldgamle konger, og han havde en gylden trone i senatet og på tribunatet.

Cæsars reformer gjorde ham upopulær, og Roms gamle adelsslægter hævdede, at han havde planer om at lade sig udråbe til konge af Rom. Han blev myrdet den 15. marts i 44 f.v.t. i Pompejus' Teater (hvor senatet mødtes efter at senatshuset var nedbrændt). Ifølge overleveringen stod en gruppe senatorer anført af brødrene Decimus Junius Brutus og Marcus Junius Brutus og af Gaius Cassius Longinus bag mordet, da de var bange for Cæsars magt var blevet for stor; Marcus Brutus var efterkommer af den Brutus som dræbte den sidste romerske konge Tarquinus Superbus, og derved oprettede den romerske republik. Historikerne Plutarch, Suetonius og Nikolaus af Damaskus er i store træk enige om forløbet:

De sammensvorne lokkede Cæsar til Forum under foregivende af at ville forelægge ham et bønskrift, og opholdt samtidig hans næstkommanderende Marcus Antonius, hvis fysiske styrke de frygtede, andetsteds. Publius Servilius Casca skulle angribe Cæsar som den første, men var så skrækslagen at han kun sårede ham overfladisk, og Cæsar greb Cascas arm og råbte på latin "hvad gør du, Casca, din skurk?". Casca råbte da på græsk til sine medsammensvorne: "αδελφοι βοήθει!" /adelfoi boethei/ ("Hjælp mig, brødre!") De sammensvorne faldt over Cæsar, og de senatorer, som ikke var den del af komplottet, flygtede i panik. Gaius Julius Cæsars sidste ord var ikke, som hos Shakespeare, "også du, Brutus", men Suetonius nævner at Cæsar i sin dødskamp fik øje på vennen Marcus Brutus blandt sine mordere, og udbrød på græsk "καί σύ τέκνον" /kai sy, teknon/ (bogstaveligt "også du, barn?"; mere mundret oversat "også du, min søn?"). Plutarch nævner kun, at Cæsar, da han havde opgivet håbet, skjulte sit ansigt med sin toga for at dø med værdighed. Cæsar blev slået ihjel med 23 knivstik.

Ifølge overleveringen havde Cæsars kone, Calpurnia, som han giftede sig med i 59 f.v.t., advaret ham aftenen før, men Cæsar havde svaret "Der er intet at frygte, ud over frygten selv".

Efter Cæsars død udbrød en magtkamp mellem hans adopterede søn og grandnevø, den 19-årige Gajus Octavianus, kaldet Octavian, Cæsars medarbejder og medkonsul Marcus Antonius og Cæsars mordere sammen med Brutus og dennes svoger Gajus Cassius Longinus. Antonius besejrede Cæsars mordere, men faldt i unåde i Rom, da han allierede sig med Kleopatra. Octavian vandt derfor magtkampen i 31 f.Kr. og blev i 27 f.Kr. den første romerske kejser under navnet Augustus. Da var alle Cæsars mordere dræbt – Octavian fik Brutus' afhuggede hoved smidt hen for fødderne af Cæsar-statuen i Rom.

Personlige oplysninger

Som én af oldtidens mægtigste mænd og mest alsidige begavelser har Cæsar altid vakt historikernes interesse. Han synes at have været en fremragende militærbegavelse, der kunne vise personligt mod, en dygtig og flersidet administrator og i det store hele en elskværdig og relativt human politiker – hvilket dog ikke udelukkede brutalitet og hensynsløshed under krige, f.eks. i Gallien. Derimod er det endnu ikke lykkedes at få et fast billede af hans politiske ideer. Her har han skiftevis stået som en ren opportunist, der tog enemagten under dække af ”demokratiske hensyn”, eller som en overklasseidealist der ville folkets vel gennem et diktatur.

Cæsar var kendt som en produktiv og energisk forfatter, mest af historiske og selvbiografiske værker. Hans hovedværk er Commentarii de Bello Gallico (da. Cæsars Gallerkrig), hvori han i tredje person fortæller om sin erobring af Gallien, er et hovedværk i latinsk litteratur og anvendes stadigvæk som lærebog i skolerne. Omend den naturligvis er subjektiv, tjener den som en hovedkilde til periodens historie. Skønt velskrevet giver den ikke noget personligt indtryk af Cæsar. Desuden skrev han om borgerkrigen, (Commentarii de Belli Civili), mens et par andre værker med dette emne er skrevet af andre og tillagt ham. Han vides at have skrevet flere digte og skrifter, hvor han er talsmand for et smukt skriftsprog, mens hans mange taler er gået tabt.

Cæsar brugte i sine breve, når de indeholdt hemmelige budskaber, en meget enkel kryptering, der i dag kendes som en Cæsar-chiffer. I den oprindelige tekst vælger man bogstav for bogstav i stedet et bogstav 4 positioner til højre (for bogstavet A skriver man D og så videre). Når man til enden af alfabetet, tæller videre fra begyndelsen af alfabetet. Når beskeden skal læses, går man bogstav for bogstav 4 positioner til venstre. En sådan kryptering er meget nem at bryde. I dag bruges en tilsvarende kryptering med et skifte på 13 positioner, kaldet ROT-13, når man f.eks. vil omtale slutningen af en film, men ikke nødvendigvis ødelægge oplevelsen for andre, der ikke har set filmen.

Navnet Cæsar (egl. udtalt "kajsar") er bevaret på mange sprog som synonym for en leder. Den tyske titel Kaiser og den russiske titel zar stammer begge fra ordet Cæsar. På rosettestenen findes en egyptisk cartouche, der er blevet oversat til k-e-s-r-s, og som skulle være i familie med det latinske ord. Ordet Cæsar er af uvis, ikke-latinsk herkomst; ovenfor nævnes relationen til et fønikisk ord for »elefant«, mens andre mener, at navnet er afledt af et persisk ord. Kejsersnit hedder på latin sectio caesarea, angiveligt opkaldt efter Cæsar, fordi han skulle være født ved kejsersnit, men det kan ikke passe, da en kvinde dengang ikke kunne overleve sådan et indgreb – og Cæsars mor Aurelia levede, til at sønnen var midt i 40'erne.

Cæsar i kulturen

C Julii Cæsaris quæ extant, 1678

Julius Cæsar optræder som figur i talrige senere kulturelle frembringelser; blandt disse kan nævnes:

• Vergils epos Æneiden
• Dante Alighieris Guddommelige Komedie, hvor han ses i Limbo
• William Shakespeares tragedie Julius Caesar, som er blevet filmatiseret flere gange
• Georg Friedrich Händels opera Julius Cæsar (Giulio Cesare)
• Albert Uderzo og René Goscinnys tegneserie Asterix
• En lang række romaner af bl.a. Bertolt Brecht, Colleen McCullough, Thornton Wilder, Conn Iggulden, Mirko Jelusich og Robert Harris

Referencer

1. [https://www.britannica.com/biography/Julius-Caesar-Roman-ruler Toynbee, Arnold Joseph: artiklen "Julius Caesar" hos Encyclopedia Britannica, sidst redigeret 17. maj 2023, besøgt 29. maj 2023.
2. Peter Ørsted: "Gajus Julius Caesar", Gyldendalske boghandel 1994 ISBN 978-87-00-36264-2
3. Sueton (1963), Romerske kejsere, København: Thanning & Appel, s. 40

2. Politikens Verdenshistorie

Eksterne kilder/henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons Citater fra Wikiquote

• Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium, Oxford 1993; ISBN 87-89531-08-6
• Peter Ørsted: Gajus Julius Caesar. Politik og Moral i det Romerske Imperium, Kbh. 1994
• Erik Christiansen, Romersk historie, Århus, 1995, side 105-110.
• McKay, Hill og Buckler, A History of Western Society, Boston 1995, side 154-156.
• Povl Engelstoft i Hagerups illustrerede konversationsleksikon, København 1948, 2. bind, side 551-552.
• Salmonsens konversationsleksikon/Cæsar
• Portrætbuste og biografi af Cæsar 9. maj 2015 hos Wayback Machine

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.