Heksejagt

Heksejagt er jagten på formodede hekse, hovedsageligt, men ikke udelukkende brugt om forfølgelsen i Vest- og Centraleuropa i den italienske og nordeuropæiske renæssance fra omkring 1450 til omkring 1700. Især var det kvinder, der blev anklaget for at være hekse, men mænd blev også anklaget. Ifølge forskellige opgørelser kan antallet af henrettede hekse opgøres til mellem 40.000 og 50.000, i alt menes 100.000 personer at være forfulgt for hekseri. Heksetroen var især udbredt blandt almuen, men det er en skrøne, at kirken var særligt aktiv i forfølgelsen af hekse.

Flyveblad om henrettelsen af en heks beskyldt for nedbrænde byen Schiltach i 1531.

Vandprøve blev afvist som legal procesform af kirken i Rom i 1215, men blev alligevel benyttet. Hvis den anklagede sank, og blev modtaget af vandet, var hun uskyldig og blev halet op igen.

Betegnelsen "heksejagt" bliver i dag ofte brugt i overført betydning til at beskrive, hvad man anser som urimelig forfølgelse, f.eks. mccarthyismens jagt på formodede kommunister under den kolde krig.

Tyske torturmetoder brugt i hekseprosessene, 1509.

Baggrund

Dæmonologiens lære om djævelens magt over hekse var kendt fra 1200-tallet, men i middelalderen havde kirken nok med indre stridigheder og kætterbevægelser i Sydeuropa. I 1484 udstedte pave Innocens 8. imidlertid en bulle om at opspore hekse og dræbe dem. I 1486 udgav inkvisitoren i Sydtyskland, Heinrich Kramer, og dominikaneren Jakob Sprenger, Heksehammeren (Malleus maleficarum), nærmest en håndbog i heksejagt. Den nyopfundne trykkekunst sørgede for en hurtig udbredelse. I 1500-tallet blev der forfattet en mængde skrifter om dæmonologi. Størst påvirkningskraft fik filosoffen Jean Bodin, ophavsmand til enevældets ideologi, med sin Démonomanie i 1580 med 20 udgaver på 20 år på fire sprog. Ifølge Bodin er der 50 hekse for hver troldmand, for kvinder er svagere af natur og giver lettere efter for djævelen. Alle midler - såsom tortur - måtte tages i brug for at komme dette uvæsen til livs, også elementerne, for ild ville rense verden for trolddom (hvoraf heksebålene), mens vand ville afsløre enhver heks; for sank hun, var hun uskyldig, men afviste vandet hende og lod hende flyde, var hun skyldig. Allerede i 1215 var vandprøven rigtignok blevet afvist som legal procesform af kirken i Rom; men blev alligevel benyttet.

Tragisk nok var dæmonologien den del af kirkens lære, som Luthers tilhængere ikke forkastede. Luther var selv meget overtroisk og mente, at et af hans yngre søskende blev dræbt af en heks. På samme vis mente han, at retarderede børn skulle druknes, "for åndssvage børn er skiftinger, født af kvinder, der har haft omgang med djævelen…De børn skal druknes, ikke af medlidenhed, men fordi djævelen hos skiftinger har taget sjælens plads". Christian 4. var tilsvarende overtroisk, og hans svoger kong Jakob blev i 1597 den eneste konge i historien, der har udgivet et skrift om trolddom, Daemonologie. Kong Jakob deltog også ved afhøringer af kvinder anklaget for udøvelse af heksekunst. Hans mor Maria Stuarts voldsomme død så ud til at have påvirket ham stærkt.

Christian 4. og kong Jakob var begge overbevist om, at skotske hekse fremkaldte stormen, der rasede hele efteråret 1589, da kong Christians søster Anne skulle til Skotland for at vies til Jakob. Heksene fik næsten forhindret ægteskabet, men til sidst rejste Jakob til Norge, hvor det kongelige bryllup stod i Oslo. Efter dette erklærede Jakob sig som djævelens største fjende på jord, og hekseforfølgelserne i Skotland blev da også brutale. I England rejste heksejægere rundt og så efter kvinder med usårlige "heksemærker" på kroppen. I Tyskland stod de anklagede overfor en juridisk velskoleret dommerstand og rutinemæssig tortur ved afhøringer. I Spanien tog inkvisitionen hånd om heksejagten, men forholdt sig skeptisk, og efter 1620 er der langt mellem dødsdommene.

Heksejagt i Danmark

I perioden fra 1536 til 1693, hvor den sidste heksebrænding skete, kendes færre end tusind processer, og antallet har næppe oversteget et par tusind. Frifindelse var lige så almindelig som domfældelse, især efter 1576, da alle dødsdomme i heksesager skulle appelleres til landsting. I de fleste tilfælde førte processerne til frifindelse eller nedsat straf. 44 sager endte i Kongens Retterting. En undersøgelse har vist, at af 255 personer anklagede for hekseri i Danmark, blev 114 frifundet. Når omfanget af heksejagter blev forholdsvis beskedent i Danmark, tilskrives det ofte to bestemmelser fra 1547, der anses for enestående i Europa. Ifølge den ene var udsagn fra personer dømte for tyveri, forræderi og trolddom, ikke at anse som pålidelige vidner i processer mod andre. Ifølge den anden bestemtes, at "ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt". Disse bestemmelser forhindrede, at der skete "kædeprocesser", hvor dommen over en heks førte til anklager mod andre. Desuden var det i Danmark - i modsætning til mange andre lande - sjældent forekommende, at hekseanklagerne omfattede seksuel omgang med djævelen; her var anklagerne hyppigt baseret på "forgørelse", dvs. anklager om at have forvoldt død eller ulykke over andre mennesker gennem trolddom.

Udviklingstræk i processerne

En kvinde brændes i Willisau, Schweiz i 1447.

Tre kvinder brændes i Baden, Schweiz, i 1585, af Johann Jakob Wick.

Et tysk heksebål.

Den første dokumenterede danske hekseproces forgik i Stege i 1540, hvor en kvinde blev dømt til at brændes på bålet. I 1602 offentliggjorde den tyske præst Anton Praetorius bogen Gründlicher Bericht von Zauberey und Zauberern (= Grundig redegørelse om hekseri og heksemestre). Den største danske hekseproces – kaldt for Køge Huskors – foregik i 1612 i Køge. Her blev mindst 15 kvinder dømt til bålet. I både Danmark og Norge blev den heksedømte kvinde brændt levende, bundet til en stige, som blev væltet ind i bålet, når flammerne havde taget fat.

En forordning af 12. oktober 1617, underskrevet af Christian 4., medvirkede til, at antallet af hekseprocesser mod kvinder steg i de følgende år. Heri hedder det blandt andet:

Få af de dømte har efterladt sit portræt, men Dorthe Jensdatter Kjærulf, der blev dømt til bålet for trolddom i Ålborg i 1620 og brændt, er afbildet på et gravminde fra 1609 i Vor Frue Kirke i Ålborg sammen med sine tre døtre og to afdøde ægtemænd. Hun var veninde med den adelige Christence Kruckow fra Fyn, som var flyttet til Ålborg efter anklager om hekseri, men i 1611, sammen med Dorthe og andre kvinder, blev grebet i foretage en rituel fødsel af et voksbarn til brug i trolddomsritualer mod deres uvenner. I 1617 blev der fundet mystiske snore og snarer udspændt i Ålborgs haver, og den opskræmte befolkning mistænkte, at hunde og grise under djævelens ledelse holdt natlige gudstjenester i Vor Frue Kirke. Heksene blev også mistænkt for at have myrdet byens borgmester, Niels Iversen Skriver. Dorthe blev brændt, mens Christence som adelig blev halshugget. En af de berømteste heksesager var retssagen mod Maren Splids i Ribe. Hun blev brændt som heks den 9. november 1641 efter at Christian 4. personligt havde involveret sig i sagen.

Han døde imidlertid i 1648, og allerede omkring 1650 skete der et kraftigt fald i antal hekseprocesser. Under besættelsen i Thisted 1696 skete der et officielt opgør med heksetroen, efter at antallet af anklagede voksede til 13; deriblandt Inger Fusmand, der angiveligt blev besat i forbindelse med sit svangerskab. Både hun og hendes nyfødte søn døde, delvis pga. den hårde fødsel, men for Ingers del også efter stokkeslagene fra en præst, der ville have hende til at tilstå, at hun havde foregivet sin besættelse, hvad både Inger Fusmand og hendes mand benægtede. Præsten Ole Bjørn i Thisted, der havde været overbevist om, at kvinderne var besat af djævelen, blev frataget sit præsteembede, sin magistertitel og forvist fra Jylland. Han blev dog benådet i 1699, men fik aldrig sit embede tilbage. Senere havde Viborg landsting kun to-tre processer om året, og de jyske landsdommere blev mere og mere skeptiske. Når dom var afsagt, skulle sagen bagefter indbringes for Kongens Retterting.

Den sidste officielt dømte heks var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693. Senere er der dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark til helt frem til 1800, da den 82-årige Anna Klemens gik ind i en gård i Brigsted ved Horsens, hvor en klog kone behandlede en dreng. Da Anna kom ind, råbte den kloge kone: "Her er mesteren for alt hekseriet!" Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Forsamlingen turde ikke andet, og Anna døde af mishandlingen. Selv så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Naboerne påstod, at han ville skade dem ved at drysse et magisk pulver ud over deres rabarberbed. Anklagerne måtte siden indrykke en notits i den lokale avis, hvor de gendrev deres egne rygter, så deres nabo genvandt sit gode omdømme.

Heksejagt i Norge

I Danmark blev hekseprocesserne igangsat ved reformationen; men i Norge, som fra 1536 var en del af rigsfællesskabet Danmark-Norge, var man en generation senere ude. Først i 1560'erne kom sager op, og der var tydelig skepsis til de fremsatte anklager. De fleste anklagede i 1500-tallet blev løsladt, og den danske lagmand i Oslo, Nils Stub, lod de fleste slippe ved hjælp af gode skudsmål fra bekendte. Men i Trøndelag, Agder og på Vestlandet var der pågående lensherrer og fogder. Fogden i Bergen holdt en kvinde fængslet på Bergenhus fæstning for trolddom i 1576. Hun blev mishandlet, men til sidst pålagt at gøre sin døl, dvs. fremskaffe 11 "uberygtede dannekvinder", der ville sværge på, at hun var troværdig. Det gjorde de, så hun efter norsk lov fik gjort sin døl for lensherre, lagmand, borgmester og råd, og blev frifundet, stadfæstet af den samme herredag (dvs. højesteret) i 1578, som behandlede klagerne mod den danske lensherre Erik Munk i Nedenes Amt. Munk havde ladt flere kvinder henrette, og pressede gårde og ejendom af andre, han satte under mistanke. På herredagen i 1578 var han indklaget for at bryde loven af 1545 ved at lade kvinder brændes på bål uden anden begrundelse end rene beskyldninger. Munk blev dømt til at levere det konfiskerede gods tilbage. Alligevel gav de danske myndigheder ham adelsbrev i 1580.

Det gamle rådhus i Bergen. I 1590 sad præsteenken Anne Pedersdotter fængslet i kælderen.

Slotskirken i Frederiksborg Slot, færdig til 100-årsjubilæet for reformationen, ligesom forordningen mod troldfolk.

Dommen mot præsteenken Anne Pedersdatter i 1590 blev for alvor indledningen til hekseforfølgelser i Norge. Som Absalon Pedersson Beyers enke tilhørte hun Bergens øvre samfundslag, men efter at en anden kone havde anklaget hende for trolddom (sagen blev, typisk for tiden, henlagt) skød rygterne om hende i de næste 15 år fart. Ravne og krager på hendes ejendom blev udlagt som "dæmoner" og skudt. I 1590 blev hun igen anklaget. Hendes søn, præsten Absalon, mødte for hende, men hun blev hentet med tvang og sad fængslet i Bergens rådhuskælder. Dokumenterne, som er bevaret fra sagen, er blandt de mest omfangsrige fra nogen norsk trolddomssag, og blev genfundet i danske arkiver i 1890. Anne skulle have taget livet af fem mennesker ved at kaste sygdom på dem. Særlig alvorligt var det, at hendes tjenestepige gennem 20 år anklagede Anne for at have brugt hende som ridehest når de fløj gennem luften til heksesabbat på Lyderhorn og Fløyen. Tre julenætter på rad skulle Anne have mødt andre troldkvinder på Lyderhorn i Bergen, og planlagt at føre brand og naturkatastrofer over byen ved bjergets fod. Anne svarede godt for sig, men blev alligevel fundet skyldig og dødsdømt. To præster støttede hende, også på vejen til heksebålet. Sagen skabte en splittelse mellem Bergens gejstlighed og borgere så dyb, at den danske statholder i Norge, Axel Gyldenstierne, fik klar besked fra København om at få orden på det. Afdødes svigersøn appellerede til Christian 4., hvor han insisterede på, at det var lensherren på Bergenhus, der af gammelt had til Anne Pedersdatter havde presset lagmanden og byrådet til at dømme hende som heks. Kongen afslog alligevel en oprejsning for hende i 1598.

Blandt gejstligheden i Norge var en af de ivrigste lutheranere biskop Jørgen Erikssøn i Stavanger. Han var uddannet i København og Wittenberg og havde kontakt med Peder Palladius og Niels Hemmingsen. Han skrev til Frederik 2. og klagede over ukristelige, katolske skikke i Stavanger stift med bønner og overtro. Selv lagmanden i Stavanger len anvendte "kloge koner". Brevet resulterede i en forordning fra 1584 for Stavanger stift med dødsstraf selv for velmente handlinger som dem, "kloge koner" bedrev. Kong Fredrik hævdede at have udstedt denne lov, fordi han nu var klar over, at der i Norge "bruges stor ukristelig utilbørlighed med signelse og trolddomskunster". I 1593 blev loven gjort gældende for hele landet. 12. oktober 1617 kom forordningen Om Troldfolk og deris medvidere, der var mildere, idet den satte landsforvisning - ikke dødsstraf - for signeri. Men resultatet var en brat stigning i antal hekseprocesser også i Norge. Forordningen kom til 100-årsjubilæet for reformationen, samme dag som forordningen mod løslevned. Slotskirken på Frederiksborg Slot stod færdig til jubilæet.

Lensherre Ludvig Munk havde en foged i Gauldal, som blev indklaget for herredagen i 1597 efter at have beskyldt en kvinde for trolddom. Han mødte ikke frem på tinget, hvor folk gav hende et godt skudsmål, men havde tværtimod fængslet og tortureret hende. Selv om hun ikke tilstod, blev hun brændt. Gauldalsfogden henviste til to vidnesbyrd fra domfældte; men det var ikke lovligt bevis, og herredagen dømte og afsatte fogden. Blandt befolkningen var der stadig skepsis over for beskyldninger om trolddom. Mod skadevoldende magi havde der været dødsstraf siden middelalderen, men når der ikke blev ført retssager om det, har folk sandsynligvis ment, at de kunne beskytte sig ved gængse forholdsregler, som kors over døren og stål i vuggen, så huldren ikke tog barnet og lagde en skifting i stedet.

I 1609 udformede Christian 4. en forordning, som påbød embedsmændene at holde særligt øje med samer, som blev anset for at være "særligt hjemfaldne til trolddom". Frem mod 1660 blev 92 af 138 anklagede for hekseri i Finnmark henrettet, mens der i den øvrige del af Norge var ca. 175 henrettede for trolddom. Herefter bremsede lokale embedsmænd tilsyneladende heksejægerne, og statistikkerne viser blot 5 brændte hekse i Norge efter 1671. Samlet er der i Norge registreret 50 dødsdomme mod mænd, og lidt flere end 250 mod kvinder. Det tyndt befolkede Nordnorge havde i alt mere end 40 % af kendte dødsdomme i de norske sager. I det vestlige Finnmark var der flere mænd end kvinder blandt de dømte, pga. den store samiske andel af befolkningen. I Nordnorge udgjorde samer omkring en femtedel af de anklagede.

En af de sidste, der blev dømt for hekseri i Norge, var Marit Rasmusdotter Bjørdal fra Sunnylven, som på Stranda 28. marts 1664 blev dømt til halshugning og derefter bålet. Henrettelsen fandt sted på Stordalsholmen ved Storfjorden på Sunnmøre. Her var den dømte altså død, inden hun blev brændt. I september 1670 blev bondekonen Lisbet Pedersdatter Nypan brændt i Trondheim; hendes mand Ole blev halshugget. Lisbet var fra 1640'erne kendt som "klog kone", som mod betaling helbredte syge ved at læse i salt og saltknuder. En kvinde hævdede at have fået det bedre efter en drik af hospitalsjord rørt med vand og salt. Det var først efter en uenighed om betaling, at bygdefolket anklagede Lisbet og Ole Nypan for at have påført dem sygdom. Bøddelen fik 11 rigsdaler for at gennemføre henrettelserne. Ved boopgørelsen fra januar 1671 efterlod ægteparret sig lidt mere end 85 rigsdaler og havde altså siddet i almindeligt gode kår. En stavlignende museumsgenstand ved De sandvigske samlinger i Lillehammer fremvises som Lisbets luftbærende kosteskaft. 17. maj 2005 blev der imidlertid afduget en skulptur til hendes minde.

Den allersidste kendte brænding af en dømt heks i Norge var Johanne Nilsdatter i Kvæfjord i 1695.

Heksejagt i Sverige

I 1500-tallet var der blot få, spredte tilfælde af domfældelser for hekseri, idet kirken fortrinsvis koncentrerede sig om at domfælde kættere. Karl 9. bøjede sig i 1608 for et ønske fra kirken om at tillade tortur i sager om blandt andet hekseri og sodomi. Dette var begyndelsen til en række processer, der kulminerede i 1670'erne. Karl 10. døde den 12. februar 1660, og selv om hans fireårige søn Karl 11. blev kronet samme dag, regerede rigsrådet som formynderimagt de følgende 12 år. Medlemmerne heraf interesserede sig ikke synderligt for rygterne om hekseri, men da der opstod tumult i forbindelse med anklager for hekseri, især i Dalarna, nedsatte rådet forskellige kommissioner, der skulle undersøge anklagerne. Fra 1669 til 1676 bredte anklagerne og efterfølgende processer sig til store dele af Sverige, indtil den nu myndige konge satte en stopper for dette gennem udstedelse af en kongelig forordning. Baggrunden herfor var, at hekserikommissionen i Stockholm fik flere børnevidner til at tilstå, at de ikke havde været på Bloksbjerg, men var blevet truet eller lokket til at vidne mod "heksene". På dette tidspunkt var mere end 300 blevet henrettet for hekseri i Karl 11.'s regeringstid. Langt de fleste af disse blev fældet af børnevidner, der fortalte om heksenes forførelse af dem på rejser til Bloksbjerg. En mulig forklaring på, at op mod 100 børn kunne vidne mod samme "heks" er, at forældre, der var rædselsslagne over, at deres børn var truede, oprettede vågestuer, hvor de voksne vågede over op til en snes børn, som udvekslede "erfaringer" med hinanden. En del af heksene tilstod deres forbrydelse; ved en tilståelse undgik de at blive brændt levende, men blev i stedet halshugget før bålet, og præsterne forsikrede, at den angrende synder ville komme i paradis.

Heksejagt i moderne tid

Heksejagt foregår stadig i forskellige kulturer i Afrika og Asien. I 1999 var der fem til ti mord om måneden i Tanzania, hvor ofrene var mistænkt for hekseri. Hjælpeprogrammer er sat i værk for at fordrive heksemyterne. I 2001 havde en ældre kvinde fra Ghana lagt sag an mod et landsbyråd, efter de havde beskyldt hende for hekseri. Fra en landsby i Kenya var der i 2008 rapporter om 11 personer, der blev brændt som hekse.

I 2006-07 foretog saudiarabiske myndigheder 25 anholdelser for hekseri, hvoraf 24 involverede udlændinge. Landets religiøse politi har en anti-trolddomsenhed og en trolddoms-hotline til bekæmpelse af astrologi og spådomskunst, der betragtes som uislamske. Den 51-årige Fawza Falih blev i 2008 dømt til halshugning efter at være dømt for at have udøvet trolddomskunster. Dommen byggede på en tilståelse, som ifølge Falih blev fremtvunget under tortur, og som hun senere trak tilbage. Et af vidnerne påstod, at hun havde gjort ham impotent ved hjælp af trolddom, et begreb, der ellers ikke findes i den saudiarabiske straffelov. Falih, der var analfabet, blev arresteret i april 2006 og tilstod efter 35 dages hårde afhør, der resulterede i, at hun måtte på sygehus. Hun satte selv sit fingeraftryk under en tilståelse, hun ikke kunne læse. Falihs dødsdom blev ophævet i september 2006, men senere genindført. I november 2007 blev en egyptisk farmaceut henrettet i Saudiarabien, ligeledes for trolddom, blandt andet for at have prøvet at forhekse et gift par til at skilles.

Forældre i Congo har anklaget deres børn for hekseri og forsøgt at dræbe dem. Mere end 14.000 børn i Kinshasa siges at være smidt ud hjemmefra på grund af anklager om hekseri. I Nigeria har den kvindelig kristne prædikant Helen Ukpabio udgivet en DVD og en bog med påstand om, at børn kan blive satans tjenere.

I 2009 anslog de Forenede Nationer at antallet af drab på verdensplan som følge af heksejagt løb op i titusinder, og også foregik i lande som Sydafrika og Indien. I 2009 blev der fra Indien rapporteret om drab på hundredvis af kvinder, som var mistænkte for heksekunst. Hjælpearbejdere rapporterede, at heksejagt var almindeligt i Nepal og Papua New Guinea, både i landdistrikter og i byer.

Se også

• Hekseprocesserne i Salem

Noter

1. https://uit.no/Content/462628/Ottar%201_2001.pdf s. 5
2. Ersland og Sandvik: Norsk historie 1300-1625 (s. 230), Det norske samlaget 1999, ISBN 978-82-521-5182-4
3. Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther (s. 88-89), forlaget Gyldendal, 2017, ISBN 978-87-02-22721-5
4. James VI and I: History's Most Notorious Royal Witch-Hunter - HistoryExtra
5. Ersland og Sandvik: Norsk historie 1300-1625 (s. 230)
6. Henningsen (1979), s. 28
7. Tamm, s. 23
8. Henningsen (1979), s. 25f
9. Guillou (2004), s. 182
10. Citeret fra Chr. IV Troldom & hekse 29. september 2020 hos Wayback Machine, Hentet den 17. oktober 2017
11. Heksens ansigt - portræt af en kvinde dømt for trolddom i år 1620
12. . Arkiveret fra originalen 29. august 2019. Hentet 25. november 2019.
13. Henningsen (1979), s. 29
14. J.C. Jacobsen, Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693, Gad, 1971. ISBN 87-12-36475-4
15. Heksetroen fortsatte
16. Nils Stub – Norsk biografisk leksikon
17. Ersland og Sandvik: Norsk historie 1300-1625 (s. 231)
18. Erik Munk – Norsk biografisk leksikon
19. Axel Gyldenstierne – Norsk biografisk leksikon
20. Anne Pedersdotter – Norsk biografisk leksikon
21. Ersland og Sandvik: Norsk historie 1300-1625 (s. 234)
22. Ersland og Sandvik: Norsk historie 1300-1625 (s. 232-34)
23. Ersland og Sandvik: Norsk historie 1300-1625 (s. 232)
24. Guillou (2004), s. 193
25. Guillou (2004), s. 190
26. trolldomsprosessene i Norge – Store norske leksikon
27. Stordalsholmen – Kunsthistorie
28. Lisbet Nypan – Norsk biografisk leksikon
29. Skaft - Maihaugen / DigitaltMuseum
30. Johanne Nielsdatter – Store norske leksikon
31. Guillou (2004), s. 22
32. Guillou (2004), s. 31
33. Guillou (2004), s. 63f
34. Guillou (2004), s. 116
35. Guillou (2004), s. 103f
36. Guillou (2004), s. 113f
37. Guillou (2004), s. 72f
38. "Eyewitness: Suspected witches murdered in Tanzania" (engelsk). BBC. 5. juli 1999.
39. "Aid scheme tackles African witch myth" (engelsk). BBC. 26. april 2002.
40. "Ghana 'witch' sues village elders" (engelsk). BBC. 6. april 2001.
41. "11 brændt som hekse i Kenya". Danmarks Radio. 21. maj 2008.
42. How Do You Prove Someone’s a Witch in Saudi Arabia? – Foreign Policy
43. Per A. Christiansen: "Heks" skal halshugges, Aftenposten 23. maj 2008
44. "Child witches in the Congo" (engelsk). BBC. 12. oktober 1999.
45. "Congo witch-hunt's child victims" (engelsk). BBC. 22. december 1999.
46. Mark Oppenheimer (21. maj 2010). "On a Visit to the U.S., a Nigerian Witch-Hunter Explains Herself". New York Times.
47. "Muslimske kvinder tvunget til at spise afføring". Kristeligt Dagblad. 21. oktober 2009.
48. Robert Evans (23. september 2009). "Killing of women, child "witches" on rise, U.N. told". Reuters.

Litteratur

• John Andersen: Torben Peter Andersen & Thomas Wad, Hekseprocesser i Europa, Emil, 2008. ISBN 978-87-89703-38-1.
• Jan Guillou: Heksenes forsvarere : en historisk reportage, Modtryk, 2004. ISBN 87-7394-924-8.
• David Grönlund, Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker, Historisk Samfund for Ribe Amt, 1973 (1. udgave 1780). ISBN 87-87490-04-8.
• Gustav Henningsen: "Hver by sin heks" (kronik i Skalk 1979 Nr. 3; s. 21-30)
• Gustav Henningsen: Heksenes advokat – historiens største hekseproces, Delta, 1981. ISBN 87-7449-090-7.
• Kallestrup, Louise Nyholm: Heksejagt. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2020.
• Ditlev Tamm: "Retfærdighedens vogter" (kronik i "Skalk" 1992 Nr. 5; s. 18-26)
• Johnny Thiedecke: Vredens tid : kvindesyn og heksejagt i renæssancens Danmark, Pantheon, 2000. ISBN 87-90108-07-8.