Kosovo (albansk: Kosovë, tr. Kosova; serbisk: Косово, tr. Kosovo) er et land på Balkanhalvøen, der udråbte sig selv som et uafhængigt land 17. februar 2008. Landet er ikke anerkendt af FN. Fra 22. november 2019, har 98 ud af 193 lande, heraf 22 EU-lande, inklusive Danmark, anerkendt Kosovo som et selvstændigt land.
Republikken Kosovo Republika e Kosovës Република Косово | |
|---|---|
| Nationalmelodi: Evropa | |
| Hovedstad og største by | Pristina 42°40′N 21°10′Ø / 42.667°N 21.167°Ø |
| Officielle sprog | Albansk, Serbisk |
| Anerkendte regionale sprog | bosnisk tyrkisk romani gorani |
| Regeringsform | Parlamentarisk republik |
• Præsident | Vjosa Osmani |
• Premierminister | Albin Kurti |
| Uafhængighed fra Serbien | |
• Erklæret | 17. februar 2008 |
| Areal | |
• Total | 10.908 km2 (nr. 162) |
| Befolkning | |
• Anslået 2017 | 1.895.250 |
• Tæthed | 220/km2 (nr. 34) |
| BNP (KKP) | Anslået |
• Total | 17.537 |
| BNP (nominelt) | Anslået |
• Total | 6.404 |
| HDI | 0.741 (nr. 82) |
| Valuta | Euro1 (EUR) |
| Tidszone | UTC+1 (CST) |
| UTC+2 (CEST) | |
| Kører i | højre side af vejen |
| Kendings- bogstaver (bil) | RKS |
| Luftfartøjs- registreringskode | KS |
| Telefonkode | +383 |
Kosovo grænser op til Serbien, Montenegro, Albanien og Nordmakedonien. Hovedstaden i det bjergrige land er Pristina. Kosovo har en befolkning på ca. to millioner mennesker, hovedsagelig etniske albanere, med mindre befolkningsgrupper af serbere, tyrkere, bosniakker og andre etniske grupper.
Kosovos regering og Serbiens regering har været del i en lang politisk og territorial konflikt.
Landet kaldes oftest for Kosovo på landkort og i resten af verden. Navnet Kosovo udtales ""ko-SO-va" på albansk (med tryk på 2. stavelse), og "KOS-so-vo" på serbisk (med tryk på 1. stavelse). De fleste danske medier bruger navnet Kosovo om landet, men Politiken bruger konsekvent navnet Kosova. På albansk skrives det også nogle gange som Kosovë.
Internationalt har Kosovo vundet indpas, og dette navn anvendes fx i den officielle oversættelse af Kosovos forfatning. Også Danmark anvender dette navn i sine officielle forbindelser med Kosovo.
Ordets etymologi er forbundet med den fulde form Kosovo polje, slavisk ord for "Solsortesletten" (se denne artikels afsnit Oldtid og middelalder), Serbokratisk ord kos "solsort".
I stedet for Kosovo bruger nogle kosovoalbanere navnet Dardania (de), der var navnet på det område, der blev erobret i 28 f.v.t. og senere del af den romerske provins Moesia (de). Den historiske region Dardania lå hvor det nuværende Kosovo samt en del af Nordmakedonien ligger nu. Dardania stammer sandsynligvis fra det albanske ord Dardhë, og var befolket af illyrer, som menes at være den Albanske befolknings oprindelse. Kosovos første præsident Ibrahim Rugova var en kraftig forkæmper for navnet "Dardanien". Navnet er ikke anerkendt af nogen international magt og navnet "Kosova" er fortsat det mest brugte blandt den albanske befolkning.
Metohija er en betegnelse som serberne bruger om den vestlige del af Kosovo hvor den serbisk-ortodokse kirke historisk har haft de fleste af sine bygninger. Albanerne fortrækker at kalde området for Rrafsh i Dukagjinit, "Dukagjin-plateauet".
Geografi
Kosovo er beliggende i det østlige Europa og har et areal på 10.912 km² (ca. en fjerdedel af Danmark). Kosovo grænser op til Montenegro i nordvest, Serbien mod nord og øst, Nordmakedonien mod syd og Albanien mod sydvest. Landets nuværende grænser blev fastlagt i 1945.
Oldtid og middelalder
Flertallet af befolkningen har i mange år bestået af serbere og albanere, men der er forskellige opfattelser af hvordan fordelingen af disse har været på forskellige tidspunkter, og hvad årsagerne har været til forskydningerne.
Blandt andet siges det at thrakiske folk boede hér i klassisk tid. Det er ligeså en udbredt teori, at albanerne nedstammer fra illyrerne, der beboede store dele af området ved Adriaterhavet i forhistorisk tid, før slaverne, som serberne nedstammer fra, kom til Balkan. Illyrerne er kendt fra bl.a. romerske kilder. Teorien om den illyriske afstamning er sandsynlig. Fra 700-tallet og frem til omkring år 1400 var Kosovo et centralt område i det serbiske rige, tæt knyttet til Det Byzantinske Rige og fra denne periode stammer mange ortodokse kirker og klostre.
I perioden efter slaget på Solsortesletten (på serbisk: Kosovo Polje), 28. juni 1389, blev området underlagt det osmanniske rige, og fyrsterne blev – mere eller mindre frivilligt – sultanens vasaller. Slaget i 1389 var formentlig uafgjort. Der deltog mange folkeslag i slaget som serbere, albanere og andre på begge sider, de fleste støttede den serbiske hærfører, fyrst Lazar, men nogle støttede sultanen. Både fyrst Lazar og sultanen, Murad I, blev dræbt under slaget.
Hvordan forholdet og fordelingen var mellem serbere og albanere i middelalderen er vanskeligt at sige, men det er sandsynligt at der skete en betydelig forskydning mod flere albanere i slutningen af 1600-tallet, hvor mange serbere flygtede til Østrig-Ungarn som følge af en mislykket østrigsk-ungarsk invasion og den efterfølgende retræte mod nord.
1800- og 1900-tallet
Det albanske tilstedevær i Kosovo voksede gennem starten af 1800-tallet, blandt andet fordi man ønskede muslimske indbyggere til at bosætte sig i området for at sikre sig en større andel af sultan-tro i befolkningen. Disse blev især hentet fra det nordlige Albanien, hvor en størstedelen af befolkningen i 1700-tallet var konverteret til islam. Den dag i dag er der en nær sammenhæng mellem de gegisk-albanske dialekter i Nordalbanien og Kosovo. Ikke desto mindre bemærkede den østrigske forsker Joseph Müller i 1834, at befolkningen i Metohija i den østlige del af området overvejende havde en slavisk karakter, og særligt fremtrædende var det serbiske tilstedevær i byerne.
Efter det osmanniske riges sammenbrud i begyndelsen af 1900-tallet blev Kosovo erobret af Serbien i 1912, og albanerne har siden da opfattet serberne som undertrykkere.
Efter 2. verdenskrig forblev Kosovo som en del af Serbien og indgik i Titos Jugoslavien og der er mange eksempler på at albanerne blev undertrykt (særligt tydeligt mens Aleksandar Ranković havde magten i Serbien)[kilde mangler].
Forskellige forsøg på at udvikle Kosovo økonomisk og socialt lykkedes kun delvist, og selv om der er eksempler på, at serbere og albanere har samarbejdet og har været venner med hinanden, er det tydeligt at de etniske grupper – i det store og hele – har levet hver deres liv, f.eks. er der forsvindende få eksempler på ægteskab mellem folk fra de to grupper.
Albanerne vedblev med at leve i klaner og patriarkalsk dominerede storfamilier og vedblev med at tale albansk. Det var dog obligatorisk at lære serbokroatisk i skolen, men albansk var fortsat det dagligt talte sprog blandt albanerne.
Nogle af de kosovo-serbiske bønder levede som albanerne (men talte serbisk). Men man søgte – med vekslende held – at tiltrække folk fra andre dele af Jugoslavien, både som landbrugere, som industriarbejdere og som ansatte i staten. Langt de fleste af de der kom, var serbere fra det rigere og højere udviklede Serbien og på den måde opstod hurtigt en slags serbisk overklasse der i høj grad så ned på albanerne som en slags underklasse.
Fra 1974 og frem til 1999
Selvstyre i 1974
Der havde gennem mange år været gnidninger mellem serberne og albanerne, og det førte til at Tito m.fl. besluttede at give Kosovo status som autonom provins på linje med Vojvodina i det nordlige Serbien. Formelt var Kosovo fortsat en del af Serbien.
I de følgende år følte kosovo-serberne sig i stigende grad frataget politisk og anden form indflydelse. I denne tid opstod også ønsket om et separatistisk Kosovo, et ønske som blandt andre Slobodan Milošević var lydhør overfor.
Ophævelsen af selvstyret 1989
Fra slutningen af 1980'erne og frem tilspidsedes uoverensstemmelserne – især efter Slobodan Miloševićs meget kendte tale i 1987 i Kosovo Polje og endnu yderligere da han i 1989 kom til magten i Serbien og fra 1997 som præsident for hele Jugoslavien.
Kosovos parlament anmodede i 1989 Serbien om at ophæve selvstyret. Afstemningen var i nogen grad manipuleret, men mange af medlemmerne følte sig givetvis også under pres fra Serbien – og af et massivt militæropbud.
I de følgende år overtog Serbien og Kosovoserberne regeringsapparatet i Kosovo. De mange albanere der var ansat blev afkrævet en loyalitetserklæring, og hvis de ikke ville underskrive den (hvad de fleste ikke ville), blev de afskediget.
På den albanske side var der forskellig opfattelse af hvordan man skulle gribe situationen an. Man enedes imidlertid efter nogen tid om at etablere et autonomt albansk parlament uden om den serbiske stat, om at vælge en præsident (Ibrahim Rugova) og om herfra at proklamere Kosovo som en selvstændig stat.
Staten blev ikke anerkendt af udlandet, bortset fra Albanien.
Opbygning af parallelt system
I takt med at albanerne blev skubbet væk fra stillinger i det offentlige, f.eks. på hospitalerne, i politiet og i uddannelsessystemet, opbyggede de et illegalt parallelt system med egne sundhedsklinikker og egne skoler i private hjem.
Det alternative system blev i høj grad finansieret af penge, der blev opkrævet i frivillig skat fra de mange kosovoalbanere, der opholdt sig som emigrantarbejdere forskellige steder i Europa.
Dayton-forhandlingerne
Nogle kosovoalbanere, heriblandt Ibrahim Rugova, havde forhåbninger om at Kosovo-problemet ville blive inddraget under Dayton-forhandlingerne. Dayton-forhandlingerne drejede sig imidlertid om de meget vanskelige forhold i Bosnien-Hercegovina, og der var ikke plads til også at drøfte forholdene i Kosovo dér.
Ibrahim Rugovas fredelige linje, der bl.a. blev sammenlignet med Gandhis linje i Indien, nød en vis respekt i udlandet, men den havde ikke nogen egentlig gennemslagskraft, og tilsyneladende var Slobodan Milošević m.fl. indstillet på at leve med situationen.
Kosovokrigen
Mellem 1996 og 1999 udbrød der en væbnet konflikt mellem militante Kosovo-Albanske separatister (UCK) og den overlegne Jugoslaviske hær. I 1999 brød fredsforhandlingerne mellem parterne sammen, og NATO gennemførte derefter på eget initiativ en militær intervention i området i form af et luftbombardement af mål i Jugoslavien. I juni 1999 accepterede den serbiske præsident Slobodan Milošević og hans regering samt det serbiske parlament en våbenhvile, og Kosovo blev herefter underlagt kontrol af internationale styrker under FN kommando. Udtrykket Kosovokrigen bruges som betegnelse for to parallelle konflikter; guerillakrigen mellem UCK og den Jugoslaviske hær og NATO’s intervention.
Internationalt protektorat
Der er siden 1999 gjort forskellige forsøg på at overdrage politisk og administrativt ansvar til lokale myndigheder. Med enkelte undtagelser har det serbiske mindretals repræsentanter dog boykottet de nye politiske og administrative organer, i nogen grad på grund af påvirkning fra Serbien.
Præsident. Magtdelingsaftalerne
Den første præsident siden sommeren 1999 blev den albanske Ibrahim Rugova. Rugova var litteraturforsker af uddannelse og var gennem 1990'erne illegalt valgt præsident.
Præsidentvalget fandt sted i 2002 efter at der først var blevet udarbejdet et sæt rammebestemmelser (et legal framework), dernæst afholdt parlamentsvalg, og til sidst indgået en magtdelingsaftale mellem Ibrahim Rugova og hans Demokratiske Alliance og Hashim Thaçi fra det største af de partier, der var udsprunget af UÇK. Med aftalen og valget fik Rugova præsidentposten og UÇK'erne posten som premierminister (Bajram Rexhepi).
Ved det efterfølgende parlamentsvalg blev der indgået en ny magtdelingsaftale, denne gang mellem Ibrahim Rugova og Ramush Haradinaj, fra et andet af de partier, der var udgået af UÇK.
Efter Rugovas død i januar 2006 valgtes Fatmir Sejdiu som hans efterfølger 10. februar 2006.
De etniske forhold i dag
Der er i dag fortsat flere etniske mindretal – det største af disse udgøres af serberne. Nord for floden Ibar, der går gennem byen Mitrovica findes et serbisk område, men der bor også serbere i albanske områder og vice versa.
Selvstændighed
Søndag den 17 februar 2008 kort før klokken 15:00 lokal tid godkendte Kosovos parlament en uafhængighedserklæring. Premierminister Hashim Thaçi læste uafhængighedserklæringen for republikken Kosovo højt for de internationale medier omkring klokken 15:50 lokal tid. Handlingen blev enstemmigt vedtaget, idet alle 109 folkevalgte repræsentanter, der var til stede, stemte for uafhængighed (de elleve repræsentanter, der var fraværende fra afstemningen, var repræsentanter for etniske mindretal, heriblandt de etniske serbere).
Serbiens premierminister Vojislav Kostunica svarede omgående på den ensidige uafhængighedserklæring ved at betegne regionen i syd som "en falsk/uægte stat" i en tv-tale til nationen. Han sagde også, at Kosovo blev støttet ulovligt af USA, som var "villig til at overtræde internationale regler af militære årsager."
Den 15. juni 2008 stadfæstede Kosovos præsident landets forfatning og en række følgelove, der bl.a. oprettede det selvstændige lands grundlæggende institutioner, fx et udenrigsministerium.
Serbien har ingen kontrol over Kosovo. Den NATO-ledede KFOR-styrke står for sikkerheden i Kosovo. FN's mission i Kosovo, UNMIK, udøver enkelte statsfunktioner, men den centrale internationale tilstedeværelse vil i den kommende tid[hvornår?] blive det internationale civile kontor (ICO) under ledelse af en international civil repræsentant (ICR). ICR overvåger og støtter Kosovos korrekte gennemførelse af den foreslåede plan om status, som den tidligere finske præsident Martti Ahtisaari fremlagde, og har det sidste ord i fortolkningen af planen. ICR kan annullere lovgivning i strid med statusplanen og afskedige myndighedspersoner, som handler i strid med den. ICR er samme person som EU’s særlige repræsentant (EUSR) i Kosovo, Pieter Feith (NL). I overensstemmelse med Ahtisaari-planen er der oprettet en international styringsgruppe for Kosovo bestående af repræsentanter fra cirka 20 lande, der rådgiver ICR. Danmark deltager i denne styregruppe.
22 af 27 EU-lande har anerkendt Kosovo som et selvstændigt land; dog afviser indtil videre Cypern, Grækenland, Spanien, Rumænien og Slovakiet selvstændighedserklæringen, bl.a. pga. indenrigspolitiske forhold. Rusland står på Serbiens side og anerkender ikke Kosovos selvstændighed under nogen omstændigheder, og også Kina tager kraftigt afstand fra den.
Rusland og Kinas faste pladser i FN's sikkerhedsråd hindrer, at et selvstændigt Kosovo kan blive medlem af FN, idet de formentlig vil bruge deres vetoret til fordel for Serbien. Serbien har midlertidigt[hvornår?] hjemkaldt sine ambassadører fra lande, der har anerkendt Kosovo som stat.
Se også
- Georg Christian Holstein. Om den habsburgske invasion i Kosova i 1689-1690, nederlaget og retræten.
- TMK
- Adem Demaçi
Eksterne henvisninger
- Wikimedia Commons har flere filer relateret til Kosovo
- John Wilkes: The Illyrians. Gennemgang af arkæologisk materiale om illyrerne.
- Konstantin fra Kostenec: Den serbiske Despot Stefan Lazarevics liv og levned. Oversat og kommenteret af Gunnar Svane. Stefan Lazarevic var søn af fyrst Lazar. Beretningen beskriver tiden efter slaget på Solsortesletten i 1389.
- Noel Malcolm: Kosovo. Om Kosovos ældre og nyere historie på engelsk.
- Bjørn Andersen: Fra Kosovo til Kosóva (1999). Om Kosovos historie med udgangspunkt i Malcolms beskrivelse. Om den politiske diskussion i Tito-tiden. Gennemgang af interventionsforløbet i 1999.
- Hvor uafhængig skal Kosovo/Kosova være? Hvornår? Situationen lige før statusforhandlingerne skal begyndes. Ambassadør Eides rapport, oktober 2005. Baggrundsmateriale på dansk og engelsk
- New Kosova Report – Kosovo News and Views Portal
Noter
- ^ "Republikken Kosovos forfatning, artikel 5" (PDF). Hentet 16. september 2017.
- Director General of the Civil Aviation Authority of the Republic of Kosovo Article 8 Display of Marks: General
- Kosovos parlament trådt sammen – dr.dk/Nyheder/Udland
- https://emerging-europe.com/news/serbias-campaign-to-reduce-the-number-of-countries-which-recognise-kosovo-is-working/
- Løbende opdateret oversigt over lande, der har anerkendt Kosovo
- . Arkiveret fra originalen 30. marts 2008. Hentet 30. marts 2008.
- . Arkiveret fra originalen 18. juni 2008. Hentet 18. juli 2008.
- . Arkiveret fra originalen 16. april 2010. Hentet 18. juli 2008.
- http://uk.news.yahoo.com/rtrs/20080217/tts-uk-kosovo-serbia-cff01a2_6.html
- http://uk.news.yahoo.com/rtrs/20080217/tpl-uk-kosovo-serbia-kostunica-43a8d4f.html
Koordinater: 42°33′N 20°50′Ø / 42.55°N 20.83°Ø