www.wikidata.da-dk.nina.az

Sakhalin russisk Сахалин tr er en russisk ø i det nordlige Stillehav Øen er Ruslands største med et areal på 78 000 km o

Sakhalin

Sakhalin (russisk: Сахалин, tr. Sakhalin) er en russisk ø i det nordlige Stillehav. Øen er Ruslands største med et areal på 78.000 km² og en længde på 948 km og en bredde på mellem 25 og 170 km. Sammen med en række japanske øer udgør den grænsen for det Japanske Hav. Hovedby er Jusno-Sakalinsk med 175.000 indbyggere. Det europæiske navn stammer fra forvanskning af Manchu navnet sahaliyan ULA angga hada (udmundingen af Amur-floden). Sahaliyan betyder sort i Manchu og henviser til Amur-floden (sahaliyan ULA). Dens japanske navn, Karafuto (桦太) kommer fra ain Kamuy-Kara-Puto-Ya-Mosir (Kara Puto), hvilket betyder "Gud i munden af vand, jord". Japanerne gen-døbte øen under deres besiddelse af den sydlige del (1905-1945).

Sakhalins beliggenhed

Geografi Rediger

Landskabskort

Sakhalin er adskilt fra fastlandet ved det snævre og lavvandede Mamiya- eller Tatarstrædet, der ofte fryser til om vinteren i den smallere del, og fra Hokkaido, (Japan), ved Soya- eller La Pérouse-strædet. Sakhalin er den største ø i Rusland, er 948 km lang og 25 til 170 km bred, med et areal på 78.000 km ².

Sakhalin, også Saghalien, er en stor 700 km aflang ø i det nordlige Stillehav, beliggende mellem 45 ° 50 'og 54 ° 24' N. Det er en del af Rusland og er den største ø, administreret som en del af Sakhalin Oblast.

Landskab Rediger

Øen har en langstrakt form. I den nordlige del af Sakhalin hæver sig inden for den sumpede kystslette en høj bjergryg, der strækker sig fra nord til syd. Længere mod syd findes to bjergkæder, der indeslutter et lavland, som gennemstrømmes af floden Poronaj. Den østlige bjergkæde, der indeholder øens højeste bjerg, Lopatina (1609 m), fortsætter mod sydøst ud på en halvø, som ender i Kap Terpenija. Mellem denne halvø og øens hovedmasse ligger Terpenija-bugten. Vest for denne bugt strækker øen sig endnu længere mod syd, indtil den deler sig i de to halvøer, der omslutter Aniva-bugten. Den vestlige halvø adskilles ved La-Pérouse-strædet fra Jesso. Bjergene består af sedimenter fra Kridt- og Tertiærtiden, hvoriblandt findes værdifulde kullag. De øverste dele af bjergene er ofte takkede og stejle, de lavere dele har mere afrundede Former.

Klima Rediger

Klimaet er koldttempereret med stor forskel i varme på sommer og vinter. Dui har i januar en middeltemperatur af -16,3 , i juli 16,7oC. I Korsakovskij ved Aniva-bugten har de samme måneder -8,7 og 18,0oC i middeltemperatur. Regnmængden er i gennemsnit af 5 stationer 54 cm, hvoraf over halvdelen falder i månederne august—november.

Plantevækst Rediger

Plantevæksten på den sydlige del af øen slutter sig til Jesso og Manchuriet. Inden for kystens sandede strækninger, hvor rynket rose (Rosa rugosa) ofte danner krat, findes enge, hvis græstæppe oplives af mangfoldige stauder og buske: korktræ (Phellodendron), celaster (Celastrus), benved (Euonymus), hortensia (Hydrangea) m.fl.), hvortil kommer trægrupper og småskove af poppel, pil, elm og eg. Ved floderne vokser hyppig hestehov (Petasites giganteus) med mandshøje bladstilke. Længst mod syd afløses denne vegetation i en højde af 800 m o. h. af nåleskove. Ved en linje mellem Dui og Poronai’s munding når de ned til kysten. De almindeligste skovtræer er østsibirisk lærk (Larix gmelinii), gran (Picea ajanensis), sakhalinædelgran (Abies sachalinensis) og kamtjatkabirk (Betula ermanii). På åbne pletter danner en bambusart (Arundinaria kurilensis) ofte uigennemtrængelige tykninger. Over skovgrænsen følger krat af krybefyr (Pinus pumila). Længst mod nord findes skovgrænsen i ringe højde over havet. Mostæppet er i skovbunden ofte meget dybt, mange steder forsumper skoven og afløses af højmose.

Dyreliv Rediger

Floderne er rige på laks og forel, havet på torsk, sild og tunger. I skovene og på moserne lever bjørn, zobel, ræv, rensdyr, odder og flere vigtige jagtdyr. Undertiden kom endog en tiger fra Sibirien over, når Tatar-Bugten var tilfrossen. I havet omkring Sakhalin ses ofte gråhvaler og beluga-hvaler.

Befolkningsforhold Rediger

De oprindelige folk på øen er Sakhalin ain, Oroker, og Nivker. [1]

Befolkningen voksede meget stærkt fra 1891 og frem til 1. verdenskrig: i 1891 var hele øens befolkning kun 17.051 individer. Den oprindelige befolkning bestod efter 1. verdenskrig af ca. 2.000 giljaker mod nord, 2.500 ainoer mod syd og 300 orotšhoner, der levede af fiskeri og jagt. Foruden disse levede i den nordlige del nogle hundrede japanere, kinesere og koreanere, men størstedelen af befolkningen var russere. I ældre tid forvistes mange forbrydere til øen for at anvendes i kulminerne, til vejarbejde eller andet strafarbejde, medens andre bosattes i landsbyer, hvor de ernærede sig ved landbrug.

Til den sydlige del indvandrede efter 1. verdenskrig en betydelig mængde japanere, hvoraf de fleste levede af fiskeri (navnlig efter sild), andre af landbrug og minedrift. De fleste ain flyttede til Hokkaido, da japanerne blev bortvist fra øen i 1949 [2].

Historie Rediger

Sakhalin var beboet i den yngre stenalder. Der er blevet fundet flintredskaber, som dem der findes i Sibirien, i stort antal ved Dui og Kusunai, samt polerede stenøkser som ligner de europæiske, primitive lerpotter med dekorationer magen til dem, som kendes fra Olonet, og stenvægte til fiskenet. Senere har en befolkning, som kendte til bronze efterladt sig spor, bl.a. i jordvægge og køkkenmøddinger ved Aniva-bugten.

Den indfødte befolkning i Sakhalin omfatter Ainu på den sydlige halvdel, Oroks i den centrale region, og Nivkhs på den nordlige del.

Kinesiske kilder nævner Xianbei- og Hezhe-stammerne, der baserede deres tilværelse på fiskeri. Ming-dynastiet omtalte øen som Kuyi, og senere som Kuye. I en kort periode (1409-1435) var Kuye under administration af Nurkal, en administration, der blev oprettet af Ming-dynastiet og der findes stadig en Ming grænsesten på øen. Ifølge Wei Yuans arbejde Military history of the Qing Dynasty, blev der sendt 400 soldater til Sakhalin i 1616, på grund af japanske kontakter med området, men de blev trukket tilbage, da det viste sig at der ikke var nogen trussel derfra.

Japanerne forsøgte at etablere sig i den sydlige ende af Sakhalin ved Ootomari i 1679. Kartografer fra Matsumae-klanen skabte et kort over øen og kaldte det "Kita-Ezo" (Nord-Ezo, Ezo er det gamle navn på Hokkaido). Nerchinsk-traktaten af 1689 mellem Rusland og Kina, som definerede Stanovoy-bjergene som grænsen, omtaler ikke øen. Alligevel besatte Rusland Sakhalin med en hær bestående af straffefanger fra det 18. århundrede og fremefter. Kina hævdede også at have suverænitet over øen, selvom den kinesiske regering ikke havde militære styrker på øen. Både Japan og Rusland forsøgte at kolonisere øen, fra hver sin ende. Sakhalin blev kendt i Europa fra rejsebeskrivelser af Ivan Moskvitin og Martin Gerritz de Vries i det 17. århundrede, og endnu bedre fra beskrivelser af Jean-François de La Pérouse (1787) og Ivan Krusenstern (1805). Begge mente dog at øen var en halvø, og kendte ikke til Tartary-strædet,som blev opdaget i 1809 af Mamiya Rinzo. Sakhalin-øen

Japan proklamerede suverænitet over hele øen i 1845, samt over Kurilerne, idet de hævdede at de var en naturlig del af Hokkaido. Rusland protesterede mod dette, og den russiske kaptajn Gennadij Nevelskoy påviste i 1849 endeligt at der var et stræde, som adskilte øen fra de japanske områder, og russerne etablerede sig på trods af protester fra både Kina og Japan på Sakhalin.

I 1855 underskrev Rusland og Japan Shimoda-traktaten, således at begge landes borgere kunne bosætte sig på øen: russerne i nord, og japanerne i syd, uden at der dog blev anlagt en klar grænse. Rusland skulle afvikle sin militærbase i Ootomari. Efter opiumskrigen tvang Rusland Kina til at underskrive Aigun-traktaten og Peking-konventionen, i følge hvilken Kina måtte afstå alle områder nord for Heilongjiang (Amur) og øst for Ussuri, herunder Sakhalin, til Rusland. Rusland oprettede en katorga (russisk: ка́торга) (straffekoloni) på Sakhalin i 1857, men japanerne blev på den sydlige del af øen 1875, hvor de ved Sankt Petersborg-traktaten overlod området til Rusland til gengæld for Kuriløerne. Efter den russisk-japanske krig underskrev Rusland og Japan Portsmouth-traktaten i 1905, hvorved den sydlige del af øen (under 50°N) blev givet tilbage til Japan, mens russerne beholdt de andre tre femtedele af området. Det sydlige Sakhalin blev administreret af Japan som Karafuto-CHO med hovedstaden Toyohara, nu Yuzhno-Sakhalinsk, og der boede et ganske stort antal indvandrere fra Japan og Korea.

I august 1945 overtog Sovjetunionen i henhold til aftaler på Jalta-konferencen kontrollen med Sakhalin. De sovjetisk angreb på det sydlige Sakhalin begyndte den 11. august 1945, som en del af den Manchuriske operation, fire dage før Japans kapitulation efter bombningen af Hiroshima. Sovjetiske tropper fik dog først kontrollen over størstedelen af øen den 16. august efter hårde kampe med japanske styrker, og først den 25. august indtog de hovedstaden Toyohara. Japanske kilder hævder, at 20.000 civile blev dræbt under invasionen.

Korean Air flight 007, et sydkoreanske civilt passagerfly, fløj over Sakhalin og blev skudt ned lige vest for øen af Sovjetunionen den 1. september 1983. Flyvemaskinen fløj ulovligt over Kamchatka-halvøen lige før det tidspunkt, hvor et SS-25 mobilt interkontinentale ballistisk missil (ICBM) blev prøveaffyret. Det besvarede ikke gentagne forsøg på opkald fra de sovjetiske myndigheder, der hævder de troede det var et spionfly. Alle 269 passagerer og besætningsmedlemmer omkom.

Den 28. maj 1995 ramte et jordskælv, der målte 7,5 på Richter-skalaen, Sakhalin og dræbte 2.000 mennesker i byen Neftegorsk.

Øens politiske stilling Rediger

Der er aldrig blevet underskrevet en endelig fredsaftale, hvorfor status for fire nærliggende øer (Habomai, Shikotan, Kunashiri og Etorofu) stadig er omstridt. Japan har givet afkald på sit krav om suverænitet over det sydlige Sakhalin og Kurilerne i San Francisco-traktaten (1951), men hævder, at de fire øer som nu administreres af Rusland ikke var omfattet af dette. Japan giver visum til japanske og Ain-familier, som er blevet adskilt ved ændringen i status. For nylig er det økonomiske og politiske samarbejde mellem de to nationer gradvist blevet forbedret på trods af uenighed.

Eksterne henvisninger Rediger

Koordinater: 50°30′N 143°00′Ø / 50.5°N 143°Ø / 50.5; 143

wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek, artikel, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.
Udgivelsesdato:
Sakhalin russisk Sahalin tr Sakhalin er en russisk o i det nordlige Stillehav Oen er Ruslands storste med et areal pa 78 000 km og en laengde pa 948 km og en bredde pa mellem 25 og 170 km Sammen med en raekke japanske oer udgor den graensen for det Japanske Hav Hovedby er Jusno Sakalinsk med 175 000 indbyggere Det europaeiske navn stammer fra forvanskning af Manchu navnet sahaliyan ULA angga hada udmundingen af Amur floden Sahaliyan betyder sort i Manchu og henviser til Amur floden sahaliyan ULA Dens japanske navn Karafuto 桦太 kommer fra ain Kamuy Kara Puto Ya Mosir Kara Puto hvilket betyder Gud i munden af vand jord Japanerne gen dobte oen under deres besiddelse af den sydlige del 1905 1945 Sakhalins beliggenhed Indholdsfortegnelse 1 Geografi 1 1 Landskab 2 Klima 3 Plantevaekst 4 Dyreliv 5 Befolkningsforhold 6 Historie 7 Oens politiske stilling 8 Eksterne henvisningerGeografi Rediger nbsp LandskabskortSakhalin er adskilt fra fastlandet ved det snaevre og lavvandede Mamiya eller Tatarstraedet der ofte fryser til om vinteren i den smallere del og fra Hokkaido Japan ved Soya eller La Perouse straedet Sakhalin er den storste o i Rusland er 948 km lang og 25 til 170 km bred med et areal pa 78 000 km Sakhalin ogsa Saghalien er en stor 700 km aflang o i det nordlige Stillehav beliggende mellem 45 50 og 54 24 N Det er en del af Rusland og er den storste o administreret som en del af Sakhalin Oblast Landskab Rediger Oen har en langstrakt form I den nordlige del af Sakhalin haever sig inden for den sumpede kystslette en hoj bjergryg der straekker sig fra nord til syd Laengere mod syd findes to bjergkaeder der indeslutter et lavland som gennemstrommes af floden Poronaj Den ostlige bjergkaede der indeholder oens hojeste bjerg Lopatina 1609 m fortsaetter mod sydost ud pa en halvo som ender i Kap Terpenija Mellem denne halvo og oens hovedmasse ligger Terpenija bugten Vest for denne bugt straekker oen sig endnu laengere mod syd indtil den deler sig i de to halvoer der omslutter Aniva bugten Den vestlige halvo adskilles ved La Perouse straedet fra Jesso Bjergene bestar af sedimenter fra Kridt og Tertiaertiden hvoriblandt findes vaerdifulde kullag De overste dele af bjergene er ofte takkede og stejle de lavere dele har mere afrundede Former Klima RedigerKlimaet er koldttempereret med stor forskel i varme pa sommer og vinter Dui har i januar en middeltemperatur af 16 3 i juli 16 7oC I Korsakovskij ved Aniva bugten har de samme maneder 8 7 og 18 0oC i middeltemperatur Regnmaengden er i gennemsnit af 5 stationer 54 cm hvoraf over halvdelen falder i manederne august november Plantevaekst RedigerPlantevaeksten pa den sydlige del af oen slutter sig til Jesso og Manchuriet Inden for kystens sandede straekninger hvor rynket rose Rosa rugosa ofte danner krat findes enge hvis graestaeppe oplives af mangfoldige stauder og buske korktrae Phellodendron celaster Celastrus benved Euonymus hortensia Hydrangea m fl hvortil kommer traegrupper og smaskove af poppel pil elm og eg Ved floderne vokser hyppig hestehov Petasites giganteus med mandshoje bladstilke Laengst mod syd afloses denne vegetation i en hojde af 800 m o h af naleskove Ved en linje mellem Dui og Poronai s munding nar de ned til kysten De almindeligste skovtraeer er ostsibirisk laerk Larix gmelinii gran Picea ajanensis sakhalinaedelgran Abies sachalinensis og kamtjatkabirk Betula ermanii Pa abne pletter danner en bambusart Arundinaria kurilensis ofte uigennemtraengelige tykninger Over skovgraensen folger krat af krybefyr Pinus pumila Laengst mod nord findes skovgraensen i ringe hojde over havet Mostaeppet er i skovbunden ofte meget dybt mange steder forsumper skoven og afloses af hojmose Dyreliv RedigerFloderne er rige pa laks og forel havet pa torsk sild og tunger I skovene og pa moserne lever bjorn zobel raev rensdyr odder og flere vigtige jagtdyr Undertiden kom endog en tiger fra Sibirien over nar Tatar Bugten var tilfrossen I havet omkring Sakhalin ses ofte grahvaler og beluga hvaler Befolkningsforhold RedigerDe oprindelige folk pa oen er Sakhalin ain Oroker og Nivker 1 Befolkningen voksede meget staerkt fra 1891 og frem til 1 verdenskrig i 1891 var hele oens befolkning kun 17 051 individer Den oprindelige befolkning bestod efter 1 verdenskrig af ca 2 000 giljaker mod nord 2 500 ainoer mod syd og 300 orotshoner der levede af fiskeri og jagt Foruden disse levede i den nordlige del nogle hundrede japanere kinesere og koreanere men storstedelen af befolkningen var russere I aeldre tid forvistes mange forbrydere til oen for at anvendes i kulminerne til vejarbejde eller andet strafarbejde medens andre bosattes i landsbyer hvor de ernaerede sig ved landbrug Til den sydlige del indvandrede efter 1 verdenskrig en betydelig maengde japanere hvoraf de fleste levede af fiskeri navnlig efter sild andre af landbrug og minedrift De fleste ain flyttede til Hokkaido da japanerne blev bortvist fra oen i 1949 2 Historie RedigerSakhalin var beboet i den yngre stenalder Der er blevet fundet flintredskaber som dem der findes i Sibirien i stort antal ved Dui og Kusunai samt polerede stenokser som ligner de europaeiske primitive lerpotter med dekorationer magen til dem som kendes fra Olonet og stenvaegte til fiskenet Senere har en befolkning som kendte til bronze efterladt sig spor bl a i jordvaegge og kokkenmoddinger ved Aniva bugten Den indfodte befolkning i Sakhalin omfatter Ainu pa den sydlige halvdel Oroks i den centrale region og Nivkhs pa den nordlige del Kinesiske kilder naevner Xianbei og Hezhe stammerne der baserede deres tilvaerelse pa fiskeri Ming dynastiet omtalte oen som Kuyi og senere som Kuye I en kort periode 1409 1435 var Kuye under administration af Nurkal en administration der blev oprettet af Ming dynastiet og der findes stadig en Ming graensesten pa oen Ifolge Wei Yuans arbejde Military history of the Qing Dynasty blev der sendt 400 soldater til Sakhalin i 1616 pa grund af japanske kontakter med omradet men de blev trukket tilbage da det viste sig at der ikke var nogen trussel derfra Japanerne forsogte at etablere sig i den sydlige ende af Sakhalin ved Ootomari i 1679 Kartografer fra Matsumae klanen skabte et kort over oen og kaldte det Kita Ezo Nord Ezo Ezo er det gamle navn pa Hokkaido Nerchinsk traktaten af 1689 mellem Rusland og Kina som definerede Stanovoy bjergene som graensen omtaler ikke oen Alligevel besatte Rusland Sakhalin med en haer bestaende af straffefanger fra det 18 arhundrede og fremefter Kina haevdede ogsa at have suveraenitet over oen selvom den kinesiske regering ikke havde militaere styrker pa oen Bade Japan og Rusland forsogte at kolonisere oen fra hver sin ende Sakhalin blev kendt i Europa fra rejsebeskrivelser af Ivan Moskvitin og Martin Gerritz de Vries i det 17 arhundrede og endnu bedre fra beskrivelser af Jean Francois de La Perouse 1787 og Ivan Krusenstern 1805 Begge mente dog at oen var en halvo og kendte ikke til Tartary straedet som blev opdaget i 1809 af Mamiya Rinzo Sakhalin oenJapan proklamerede suveraenitet over hele oen i 1845 samt over Kurilerne idet de haevdede at de var en naturlig del af Hokkaido Rusland protesterede mod dette og den russiske kaptajn Gennadij Nevelskoy paviste i 1849 endeligt at der var et straede som adskilte oen fra de japanske omrader og russerne etablerede sig pa trods af protester fra bade Kina og Japan pa Sakhalin I 1855 underskrev Rusland og Japan Shimoda traktaten saledes at begge landes borgere kunne bosaette sig pa oen russerne i nord og japanerne i syd uden at der dog blev anlagt en klar graense Rusland skulle afvikle sin militaerbase i Ootomari Efter opiumskrigen tvang Rusland Kina til at underskrive Aigun traktaten og Peking konventionen i folge hvilken Kina matte afsta alle omrader nord for Heilongjiang Amur og ost for Ussuri herunder Sakhalin til Rusland Rusland oprettede en katorga russisk ka torga straffekoloni pa Sakhalin i 1857 men japanerne blev pa den sydlige del af oen 1875 hvor de ved Sankt Petersborg traktaten overlod omradet til Rusland til gengaeld for Kuriloerne Efter den russisk japanske krig underskrev Rusland og Japan Portsmouth traktaten i 1905 hvorved den sydlige del af oen under 50 N blev givet tilbage til Japan mens russerne beholdt de andre tre femtedele af omradet Det sydlige Sakhalin blev administreret af Japan som Karafuto CHO med hovedstaden Toyohara nu Yuzhno Sakhalinsk og der boede et ganske stort antal indvandrere fra Japan og Korea I august 1945 overtog Sovjetunionen i henhold til aftaler pa Jalta konferencen kontrollen med Sakhalin De sovjetisk angreb pa det sydlige Sakhalin begyndte den 11 august 1945 som en del af den Manchuriske operation fire dage for Japans kapitulation efter bombningen af Hiroshima Sovjetiske tropper fik dog forst kontrollen over storstedelen af oen den 16 august efter harde kampe med japanske styrker og forst den 25 august indtog de hovedstaden Toyohara Japanske kilder haevder at 20 000 civile blev draebt under invasionen Korean Air flight 007 et sydkoreanske civilt passagerfly floj over Sakhalin og blev skudt ned lige vest for oen af Sovjetunionen den 1 september 1983 Flyvemaskinen floj ulovligt over Kamchatka halvoen lige for det tidspunkt hvor et SS 25 mobilt interkontinentale ballistisk missil ICBM blev proveaffyret Det besvarede ikke gentagne forsog pa opkald fra de sovjetiske myndigheder der haevder de troede det var et spionfly Alle 269 passagerer og besaetningsmedlemmer omkom Den 28 maj 1995 ramte et jordskaelv der malte 7 5 pa Richter skalaen Sakhalin og draebte 2 000 mennesker i byen Neftegorsk Oens politiske stilling RedigerDer er aldrig blevet underskrevet en endelig fredsaftale hvorfor status for fire naerliggende oer Habomai Shikotan Kunashiri og Etorofu stadig er omstridt Japan har givet afkald pa sit krav om suveraenitet over det sydlige Sakhalin og Kurilerne i San Francisco traktaten 1951 men haevder at de fire oer som nu administreres af Rusland ikke var omfattet af dette Japan giver visum til japanske og Ain familier som er blevet adskilt ved aendringen i status For nylig er det okonomiske og politiske samarbejde mellem de to nationer gradvist blevet forbedret pa trods af uenighed Eksterne henvisninger Rediger nbsp Wikimedia Commons har flere filer relateret til SakhalinKoordinater 50 30 N 143 00 O 50 5 N 143 O 50 5 143 Hentet fra https da wikipedia org w index php title Sakhalin amp oldid 11551750