www.wikidata.da-dk.nina.az

François René de Chateaubriand født 4 september 1768 død 4 juli 1848 var en fransk forfatter politiker og diplomat Han a

François-René de Chateaubriand

François-René de Chateaubriand (født 4. september 1768, død 4. juli 1848) var en fransk forfatter, politiker og diplomat. Han anses for at være stifteren af romantikken i fransk litteratur.

François-René de Chateaubriand
Fransk litteratur
Romantikken
Portræt af François-René de Chateaubriand, malet af Anne-Louis Girodet.
Personlig information
Født François-Auguste-René de Chateaubriand
4. september 1768
Saint-Malo, Frankrig
Død 4. juli 1848 (79 år)
Paris, Frankrig
Gravsted tombeau de Chateaubriand
Nationalitet Fransk
Politisk parti Legitimism
Far René-Auguste de Chateaubriand
Mor Apolline Jeanne Suzanne de Bédée
Søskende Jean Baptiste Auguste de Chateaubriand,
Lucile de Chateaubriand
Ægtefælle Céleste de Chateaubriand (fra 1792)
Partner Hortense Allart
Uddannelse og virke
Medlem af Académie française (1811-1848),
Chevaliers de la Foi,
Comité philhellène de Paris,
American Antiquarian Society,
Warsaw Society of Friends of Learning med flere
Beskæftigelse Essayist, journalist, diplomat, historiker, oversætter, skribent, militærperson, digter, romanforfatter, politiker med flere
Kendte værker René, Mémoires d'Outre-Tombe, Génie du christianisme, Atala
Genre Erindringer, essay, selvbiografi, roman
Bevægelse Romantikken
Påvirket af Louis de Bonald
Nomineringer og priser
Udmærkelser Sankt Aleksandr Nevskijs Orden,
Officer af Æreslegionen (1823),
Andreasordenen (1821),
Ridder af den kongelige og militære Sankt Ludvigsorden (1814),
Ridder af den Hellige Ånds orden (1824) med flere
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
 [ redigér på Wikidata ]

Liv og forfatterskab redigér

Chateaubriand var af gammel, adelig familie og beslægtet med Malesherbes. Sin barndom levede han på den gamle borg Combourg. Tidlig udvikledes hans sværmeriske, melankolske naturfølelse i Bretagnes store, vilde egeskove med udsigt til det brusende hav.

Længe vaklede han i valget af livsstilling, ville først være søofficer, så gejstlig, men blev endelig infanteriløjtnant. Efter faderens død i 1786 gik han til Paris, kom i litterære kredse og påvirkedes af forfattere som Parny, Chamfort og Laharpe, han blev fritænker, og skønt han som ægte adelsmand kom til hoffet i Versailles, var hans sind dog fanget af Rousseaus reformatoriske ideer. Imidlertid pinte det ham at være tilskuer ved revolutionens første voldsomme udbrud, han higede mod ny jord, mod utopier, og drog 1791 til Nordamerika, oprindeligt med den plan at finde Nordvestpassagen. Men på vejen nord på fordybede han sig i de store urskove ved de kanadiske søer, han genfandt sin barndoms vilde sceneri i mere storladen målestok, han forelskede sig i de vildes uskyldsrene naturliv; den fremtrængende kultur syntes ham demoraliserende over for denne primitivitet. I urskovens tungt brusende stilhed undfangede han ideen til de senere så berømte skildringer af naturlivet og naturfolkets undergang: Atala, René, Les Natchez.

Tilfældig erfarede han revolutionens stormgang i hans fædreland: kongen og tronen var truet. Han vendte hurtig tilbage til Paris 1792. Han blev uden kærlighed gift med en rig dame, hvilket ægteskab hans familie fremtvang. Forarget over begivenhedernes gang emigrerede han sammen med sin broder, lod sig indrullere som menig i prinsernes hær og gik med østriger- og emigrantarmeen mod sit fædrelands grænser. Ved Thionville blev han hårdt såret, tillige offer for koppeepidemien, flygtede syg over Ostende til Jersey og derfra til London, hvor han blev helbredt. I London levede han nu fra 1793 til 1800 i usle kår, svagelig og henvist til at leve for største delen af oversætterarbejde. Her udgav han også 1797 sit første arbejde: Essai historique, politique et moral sur les révolutions anciennes et modernes, considérées dans leur rapport avec la révolution française, et uklart, ufrit og umodent værk, der dog endnu ganske er gennemsyret af den Rousseau’ske oplysningsfilosofi. Imidlertid ændredes hans livsbetragtning: revolutionen havde ramt ham personlig, hans broder var død under guillotinen, hans moders og søsters liv forkortedes ved hårdt fængsel.

Da moderen døde i 1798, foregik der et brat omslag i hans religiøse følelsesliv, der nu vendte sig til og fandt trøst i en positiv kristendomsbekendelse. Som forløber for sit hovedværk offentliggjorde han 1801 i Mercure de France Fortællingen Atala (på dansk ved Johannes Jørgensen, 1888), der skildrer en ung, kristnet indianerindes kærlighed til den unge, hedenske indianer Chactas; i helligt sværmeri foretrækker jomfruen døden frem for den hedenske elskov. Skuepladsen for denne skildring er den amerikanske urskov, hvis storladne pragt og fylde i digterens sjæl føder en diktion af dengang ukendt poetisk kraft og flugt. Omkring den strenge beretning om kristelig askese, om kristendommens sejr, bruser en stemningsfyldt prosa, der er den franske romantiks første vårbrud. Atala udgør kun en som eksempel anbragt episode af Chateaubriands navnkundige værk Le génie du christianisme, der udkom 1802, et forsvar for kristendommen ikke i dogmatisk eller historisk forstand, men som følelsens religion, fantasiens evangelium, den kilde, hvoraf martyr-ekstase, altopofrelse og salighedshåbet vælder. Uden logik, uden forstandsundersøgelse docerer han sin poetiske kristendom og dens magt gennem tiderne med en ildfuld veltalenhed, der rev alle hen. Hans bevisførelse går ofte i cirkellinje. Konklusionen af værket er følgende: kristendommen er fuldkommen, menneskene ufuldkomne; da nu intet fuldkomment kan udgå fra noget ufuldkomment, kan kristendommen ikke være kommet fra mennesker, men fra Gud, og er den kommet fra Gud, kan den kun være meddelt menneskeheden gennem åbenbaring - følgelig er kristendommen en åbenbaret religion. Chateaubriands bog var et led i den reaktion mod det 18. århundredes rationalisme, hvor efter sindene allerede længtes: uden i mindste måde at være ortodoks gav den de religiøse tendenser vækst og pustede til det romantiske sværmeri.

Efter 18. Brumaire var Chateaubriand vendt hjem til Frankrig; Le génie du christianisme passede ind i Napoleons planer, der netop deng ang gik ud på en forsoning med Romerkirken. Hans forhold til Napoleon blev da også en kort tid venskabeligt, 1803 sendtes han som gesandt til Rom, men allerede året efter fratrådte han sin stilling for at protestere mod justitsmordet på hertugen af Enghien.

I 1806 tiltrådte han sin store udenlandsrejse, besøgte Grækenland, Lilleasien, Palæstina, Afrika og Spanien og samlede sine rige iagttagelser, sine følelser og stemninger dels til en stor religiøs prosa-epopé Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne (2 bind, 1809), hvori hedenskab brydes med kristendom, hedensk elskov med kristelig, indtil den kristne helt, Eudoros, besejrer sig selv og i Rom lider martyrdøden under Diocletian, dels til en beåndet rejseskildring Itinéraire de Paris à Jérusalem (3 bind, 1811), en art scenarium til handlingen i Les martyrs. Forinden disse to værkers fremkomst havde han 1807, som særskilt lille bog, udgivet René, der lige som Atala egentlig udgør en episode af Le génie du christianisme. René er måske det mest typiske udtryk for Chateaubriands digterindividualitet, en art selvbiografi; René er en fransk "Werther": sygelig følsom, gnavet af en dump verdenssmerte, forfærdet over sin søsters skæbne, der i klosteret gør bod for en ulyksalig lidenskab, hvis genstand han selv uafvidende har været, ryster han kulturens støv af sine fødder, drager til Amerikas urskove og fordyber sig i træernes tungsindige brus, i et halvt asketisk, halvt vellystigt sværmeri, i sorgens monotoni.

I Les Natchez, der dog først udkom 1825, fortsættes Renés liv og religiøse udvikling: han gifter sig med en indianerinde og falder i kampen; indianerstammen selv - Les Natchez - går til grunde, meget pompøst og højtideligt med indgriben af både dæmoner og engle.

Under sit ophold i Spanien inspireredes han i Alhambra til sin berømte fortælling Les aventures du dernier des Abencérages. Alle disse prosa-digtninger vandt europæisk ry og endnu i dag kan hans naturmaleris friske kraft gribe læseren. Han behandler sproget som en mester, hans foredrag er som orgelspil: snart smelter det hen i søde harmonier, snart bruser det op i følelsens vælde, i fantasiens flyvende rytmer. Chateaubriand var Frankrigs første egentlige romantiker, men trods al den religiøse ekstase gnaves hans produktion inderst inde af livsledens orm.

Politiske gerning redigér

Hans statsmands-løbebane bragte ham kun ringe ære. En grænseløs forfængelighed, der lige frem udartede til en latterlig skinsyge over for den sejrrige Napoleon, og en ganske umandig irritabilitet prægede al hans offentlige færd. Hans had til Napoleon blev mere og mere lidenskabeligt, især efter at denne 1811 havde forbudt hans tiltrædelsestale til Akademiet, fordi den var imod revolutionen og kejserdømmet. Efter kejserens fald udgav han 1814 en skamløs pamflet De Bonaparte et des Bourbons, som Ludvig 18. selv mente gavnede ham mere end en hel hær. I de 100 dage var han kongens indenrigsminister i Gent, siden optrådte han, som Pair af Frankrig på yderste fløj af højre og viste sig i sine politiske skrifter, navnlig i La monarchie selon la charte (1816), som endnu mere royalistisk end selve kongen, der forbitredes over hans uforbeholdne udtalelser, så Chateaubriand nogle år var i unåde, indtil hans panegyrik over hertugen af Berry ved dennes død 1820 på ny bragte ham i yndest.

Skiftevis var han gesandt i Berlin, minister, gesandt i London, befuldmægtiget på kongressen i Verona, hvor han varmt talte grækernes sag, var i 1823 udenrigsminister, fremkaldte som sådan den spanske krig, der medførte enevældens genoprettelse i Spanien, men kom i klammeri med statsministeren, Villèle, og fik pludselig sin afsked 1824. Fra nu af trådte han over i den liberale opposition, hilste Karl 10.s tronbestigelse i sit begejstret affattede flyveskrift Le roi est mort! vive le roi!, men da han alligevel ikke opnåede at blive minister, vedblev han at støtte oppositionen og førte navnlig et heftigt angreb mod den genoprettede censur. I 1828 blev han, under det liberale ministerium Martignac, gesandt i Rom, men nedlagde straks sin post, da dette 1829 måtte vige for ministeriet Polignac. Efter Julirevolutionen, hvori han ikke deltog, nægtede han Ludvig Filip troskabsed, kæmpede for Chambords nedarvede tronret og søgte at iværksætte en alliance mellem legitimisterne og demokratiet. Den fordrevne bourbon’ske linje helligede han trofast sin kamp, og han fortsatte i brochurer og avisartikler sin polemik mod borgerkongedømmet: sin politiske trosbekendelse gav han i De la restauration et de la monarchie élective (1831) følgende karakteristiske Form: "Jeg er Tilhænger af Bourbon’erne af æresfølelse, royalist af overbevisning, republikaner af tilbøjelighed".

I øvrigt levede han resten af sit liv i fred i Abbayes-aux-Bois, nær ved sin mangeårige, tro veninde, Mme. Récamier, i hvis salon han fejredes som en gud af det unge Frankrig, sysselsat med historiske og litterære studier, blandt andet med et værk om engelsk litteratur, en oversættelse af Miltons Paradise lost (1836), men navnlig med affattelsen af sine Mémoires d’outre-tombe. Som titlen siger, skulde de først udkomme efter hans død. Imidlertid nødte pengetrang ham til at afhænde manuskriptet til en forlægger, og denne begyndte allerede i hans sidste leveår at lade livserindringerne trykke i presse, hvor efter de udkom i 12 bind (1849-50, ny udgave ved Biré i 6 bind 1898-1900). I memoireværket røber den fantasiomtumlede digter-politiker sig ofte som en uklar, svag og smålig ånd; dog rummer erindringerne en mængde materiale.

Mindesmærke redigér

Nationen rejste 1875 et mindesmærke (af Millet) på hans grav i Saint-Malo, hvor han jordedes på en klippe i havet.

Oeuvres complètes udgaves af ham selv (1826-31, 31 bind), af Sainte-Beuve (1859-61, 12 bind). Gustave Doré illustrerede Atala (1862). Hans Correspondance générale udkom 1912-13 i 4 bind.

Forfatterskab redigér

Itinéraire de Paris à Jérusalem et de Jérusalem à Paris, 1821
  • Essai historique, politique et moral sur les révolutions anciennes et modernes, considérées dans leurs rapports avec la Révolution française (1797)
  • Atala (1801)
  • René (1802)
  • Génie du christianisme (1802)
  • Les Martyrs (1809)
  • Mémoires de ma vie (1809)
  • Itinéraire de Paris à Jérusalem (1811)
  • De Buonaparte et des Bourbons (1814)
  • Les Natchez (1826)
  • Voyage en Amérique (1827)
  • Études historiques sur la chute de l’Empire romain (1831)
  • Essai sur la littérature anglaise (1836)
  • Le Congrès de Vérone (1838)
  • La Vie de Rancé (1844)
  • Mémoires d'outre-tombe, udgivet posthumt (1848).

Desuden skrev han kritiske artikler, utrykte værker (Abencerrages, Moïse, tragedier, lyrik, politiske afhandlinger), samt oversættelsen Le Paradis perdu, af John Milton (Paradise Lost).

Litteratur redigér

  • Erindringer fra den anden Side Graven 1-3. I uddrag og oversættelse ved Kai Flor. Gyldendal, 1943.
  • Erindringer fra hinsides graven 1-2. Oversat af Jacques Berg. Forum, 1990.

Referencer redigér

Eksterne henvisninger redigér

wikipedia, wiki, bog, bøger, bibliotek, artikel, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil.
Udgivelsesdato:
Francois Rene de Chateaubriand fodt 4 september 1768 dod 4 juli 1848 var en fransk forfatter politiker og diplomat Han anses for at vaere stifteren af romantikken i fransk litteratur Francois Rene de ChateaubriandFransk litteratur RomantikkenPortraet af Francois Rene de Chateaubriand malet af Anne Louis Girodet Personlig informationFodtFrancois Auguste Rene de Chateaubriand 4 september1768 Saint Malo FrankrigDod4 juli1848 79 ar Paris FrankrigGravstedtombeau de ChateaubriandNationalitetFranskPolitisk partiLegitimismFarRene Auguste de ChateaubriandMorApolline Jeanne Suzanne de BedeeSoskendeJean Baptiste Auguste de Chateaubriand Lucile de ChateaubriandAEgtefaelleCeleste de Chateaubriand fra 1792 PartnerHortense AllartUddannelse og virkeMedlem afAcademie francaise 1811 1848 Chevaliers de la Foi Comite philhellene de Paris American Antiquarian Society Warsaw Society of Friends of Learning med flereBeskaeftigelseEssayist journalist diplomat historiker oversaetter skribent militaerperson digter romanforfatter politiker med flereKendte vaerkerRene Memoires d Outre Tombe Genie du christianisme AtalaGenreErindringer essay selvbiografi romanBevaegelseRomantikkenPavirket afLouis de BonaldNomineringer og priserUdmaerkelserSankt Aleksandr Nevskijs Orden Officer af AEreslegionen 1823 Andreasordenen 1821 Ridder af den kongelige og militaere Sankt Ludvigsorden 1814 Ridder af den Hellige Ands orden 1824 med flereSignaturInformation med symbolet hentes fra Wikidata Kildehenvisninger foreligger sammesteds rediger pa Wikidata Indholdsfortegnelse 1 Liv og forfatterskab 2 Politiske gerning 3 Mindesmaerke 4 Forfatterskab 5 Litteratur 6 Referencer 7 Eksterne henvisningerLiv og forfatterskab redigerChateaubriand var af gammel adelig familie og beslaegtet med Malesherbes Sin barndom levede han pa den gamle borg Combourg Tidlig udvikledes hans svaermeriske melankolske naturfolelse i Bretagnes store vilde egeskove med udsigt til det brusende hav Laenge vaklede han i valget af livsstilling ville forst vaere soofficer sa gejstlig men blev endelig infanterilojtnant Efter faderens dod i 1786 gik han til Paris kom i litteraere kredse og pavirkedes af forfattere som Parny Chamfort og Laharpe han blev fritaenker og skont han som aegte adelsmand kom til hoffet i Versailles var hans sind dog fanget af Rousseaus reformatoriske ideer Imidlertid pinte det ham at vaere tilskuer ved revolutionens forste voldsomme udbrud han higede mod ny jord mod utopier og drog 1791 til Nordamerika oprindeligt med den plan at finde Nordvestpassagen Men pa vejen nord pa fordybede han sig i de store urskove ved de kanadiske soer han genfandt sin barndoms vilde sceneri i mere storladen malestok han forelskede sig i de vildes uskyldsrene naturliv den fremtraengende kultur syntes ham demoraliserende over for denne primitivitet I urskovens tungt brusende stilhed undfangede han ideen til de senere sa beromte skildringer af naturlivet og naturfolkets undergang Atala Rene Les Natchez Tilfaeldig erfarede han revolutionens stormgang i hans faedreland kongen og tronen var truet Han vendte hurtig tilbage til Paris 1792 Han blev uden kaerlighed gift med en rig dame hvilket aegteskab hans familie fremtvang Forarget over begivenhedernes gang emigrerede han sammen med sin broder lod sig indrullere som menig i prinsernes haer og gik med ostriger og emigrantarmeen mod sit faedrelands graenser Ved Thionville blev han hardt saret tillige offer for koppeepidemien flygtede syg over Ostende til Jersey og derfra til London hvor han blev helbredt I London levede han nu fra 1793 til 1800 i usle kar svagelig og henvist til at leve for storste delen af oversaetterarbejde Her udgav han ogsa 1797 sit forste arbejde Essai historique politique et moral sur les revolutions anciennes et modernes considerees dans leur rapport avec la revolution francaise et uklart ufrit og umodent vaerk der dog endnu ganske er gennemsyret af den Rousseau ske oplysningsfilosofi Imidlertid aendredes hans livsbetragtning revolutionen havde ramt ham personlig hans broder var dod under guillotinen hans moders og sosters liv forkortedes ved hardt faengsel Da moderen dode i 1798 foregik der et brat omslag i hans religiose folelsesliv der nu vendte sig til og fandt trost i en positiv kristendomsbekendelse Som forlober for sit hovedvaerk offentliggjorde han 1801 i Mercure de France Fortaellingen Atala pa dansk ved Johannes Jorgensen 1888 der skildrer en ung kristnet indianerindes kaerlighed til den unge hedenske indianer Chactas i helligt svaermeri foretraekker jomfruen doden frem for den hedenske elskov Skuepladsen for denne skildring er den amerikanske urskov hvis storladne pragt og fylde i digterens sjael foder en diktion af dengang ukendt poetisk kraft og flugt Omkring den strenge beretning om kristelig askese om kristendommens sejr bruser en stemningsfyldt prosa der er den franske romantiks forste varbrud Atala udgor kun en som eksempel anbragt episode af Chateaubriands navnkundige vaerk Le genie du christianisme der udkom 1802 et forsvar for kristendommen ikke i dogmatisk eller historisk forstand men som folelsens religion fantasiens evangelium den kilde hvoraf martyr ekstase altopofrelse og salighedshabet vaelder Uden logik uden forstandsundersogelse docerer han sin poetiske kristendom og dens magt gennem tiderne med en ildfuld veltalenhed der rev alle hen Hans bevisforelse gar ofte i cirkellinje Konklusionen af vaerket er folgende kristendommen er fuldkommen menneskene ufuldkomne da nu intet fuldkomment kan udga fra noget ufuldkomment kan kristendommen ikke vaere kommet fra mennesker men fra Gud og er den kommet fra Gud kan den kun vaere meddelt menneskeheden gennem abenbaring folgelig er kristendommen en abenbaret religion Chateaubriands bog var et led i den reaktion mod det 18 arhundredes rationalisme hvor efter sindene allerede laengtes uden i mindste made at vaere ortodoks gav den de religiose tendenser vaekst og pustede til det romantiske svaermeri Efter 18 Brumaire var Chateaubriand vendt hjem til Frankrig Le genie du christianisme passede ind i Napoleons planer der netop deng ang gik ud pa en forsoning med Romerkirken Hans forhold til Napoleon blev da ogsa en kort tid venskabeligt 1803 sendtes han som gesandt til Rom men allerede aret efter fratradte han sin stilling for at protestere mod justitsmordet pa hertugen af Enghien I 1806 tiltradte han sin store udenlandsrejse besogte Graekenland Lilleasien Palaestina Afrika og Spanien og samlede sine rige iagttagelser sine folelser og stemninger dels til en stor religios prosa epope Les martyrs ou le triomphe de la religion chretienne 2 bind 1809 hvori hedenskab brydes med kristendom hedensk elskov med kristelig indtil den kristne helt Eudoros besejrer sig selv og i Rom lider martyrdoden under Diocletian dels til en beandet rejseskildring Itineraire de Paris a Jerusalem 3 bind 1811 en art scenarium til handlingen i Les martyrs Forinden disse to vaerkers fremkomst havde han 1807 som saerskilt lille bog udgivet Rene der lige som Atala egentlig udgor en episode af Le genie du christianisme Rene er maske det mest typiske udtryk for Chateaubriands digterindividualitet en art selvbiografi Rene er en fransk Werther sygelig folsom gnavet af en dump verdenssmerte forfaerdet over sin sosters skaebne der i klosteret gor bod for en ulyksalig lidenskab hvis genstand han selv uafvidende har vaeret ryster han kulturens stov af sine fodder drager til Amerikas urskove og fordyber sig i traeernes tungsindige brus i et halvt asketisk halvt vellystigt svaermeri i sorgens monotoni I Les Natchez der dog forst udkom 1825 fortsaettes Renes liv og religiose udvikling han gifter sig med en indianerinde og falder i kampen indianerstammen selv Les Natchez gar til grunde meget pompost og hojtideligt med indgriben af bade daemoner og engle Under sit ophold i Spanien inspireredes han i Alhambra til sin beromte fortaelling Les aventures du dernier des Abencerages Alle disse prosa digtninger vandt europaeisk ry og endnu i dag kan hans naturmaleris friske kraft gribe laeseren Han behandler sproget som en mester hans foredrag er som orgelspil snart smelter det hen i sode harmonier snart bruser det op i folelsens vaelde i fantasiens flyvende rytmer Chateaubriand var Frankrigs forste egentlige romantiker men trods al den religiose ekstase gnaves hans produktion inderst inde af livsledens orm Politiske gerning redigerHans statsmands lobebane bragte ham kun ringe aere En graenselos forfaengelighed der lige frem udartede til en latterlig skinsyge over for den sejrrige Napoleon og en ganske umandig irritabilitet praegede al hans offentlige faerd Hans had til Napoleon blev mere og mere lidenskabeligt isaer efter at denne 1811 havde forbudt hans tiltraedelsestale til Akademiet fordi den var imod revolutionen og kejserdommet Efter kejserens fald udgav han 1814 en skamlos pamflet De Bonaparte et des Bourbons som Ludvig 18 selv mente gavnede ham mere end en hel haer I de 100 dage var han kongens indenrigsminister i Gent siden optradte han som Pair af Frankrig pa yderste floj af hojre og viste sig i sine politiske skrifter navnlig i La monarchie selon la charte 1816 som endnu mere royalistisk end selve kongen der forbitredes over hans uforbeholdne udtalelser sa Chateaubriand nogle ar var i unade indtil hans panegyrik over hertugen af Berry ved dennes dod 1820 pa ny bragte ham i yndest Skiftevis var han gesandt i Berlin minister gesandt i London befuldmaegtiget pa kongressen i Verona hvor han varmt talte graekernes sag var i 1823 udenrigsminister fremkaldte som sadan den spanske krig der medforte enevaeldens genoprettelse i Spanien men kom i klammeri med statsministeren Villele og fik pludselig sin afsked 1824 Fra nu af tradte han over i den liberale opposition hilste Karl 10 s tronbestigelse i sit begejstret affattede flyveskrift Le roi est mort vive le roi men da han alligevel ikke opnaede at blive minister vedblev han at stotte oppositionen og forte navnlig et heftigt angreb mod den genoprettede censur I 1828 blev han under det liberale ministerium Martignac gesandt i Rom men nedlagde straks sin post da dette 1829 matte vige for ministeriet Polignac Efter Julirevolutionen hvori han ikke deltog naegtede han Ludvig Filip troskabsed kaempede for Chambords nedarvede tronret og sogte at ivaerksaette en alliance mellem legitimisterne og demokratiet Den fordrevne bourbon ske linje helligede han trofast sin kamp og han fortsatte i brochurer og avisartikler sin polemik mod borgerkongedommet sin politiske trosbekendelse gav han i De la restauration et de la monarchie elective 1831 folgende karakteristiske Form Jeg er Tilhaenger af Bourbon erne af aeresfolelse royalist af overbevisning republikaner af tilbojelighed I ovrigt levede han resten af sit liv i fred i Abbayes aux Bois naer ved sin mangearige tro veninde Mme Recamier i hvis salon han fejredes som en gud af det unge Frankrig sysselsat med historiske og litteraere studier blandt andet med et vaerk om engelsk litteratur en oversaettelse af Miltons Paradise lost 1836 men navnlig med affattelsen af sine Memoires d outre tombe Som titlen siger skulde de forst udkomme efter hans dod Imidlertid nodte pengetrang ham til at afhaende manuskriptet til en forlaegger og denne begyndte allerede i hans sidste levear at lade livserindringerne trykke i presse hvor efter de udkom i 12 bind 1849 50 ny udgave ved Bire i 6 bind 1898 1900 I memoirevaerket rober den fantasiomtumlede digter politiker sig ofte som en uklar svag og smalig and dog rummer erindringerne en maengde materiale Mindesmaerke redigerNationen rejste 1875 et mindesmaerke af Millet pa hans grav i Saint Malo hvor han jordedes pa en klippe i havet Oeuvres completes udgaves af ham selv 1826 31 31 bind af Sainte Beuve 1859 61 12 bind Gustave Dore illustrerede Atala 1862 Hans Correspondance generale udkom 1912 13 i 4 bind Forfatterskab rediger nbsp Itineraire de Paris a Jerusalem et de Jerusalem a Paris 1821Essai historique politique et moral sur les revolutions anciennes et modernes considerees dans leurs rapports avec la Revolution francaise 1797 Atala 1801 Rene 1802 Genie du christianisme 1802 Les Martyrs 1809 Memoires de ma vie 1809 Itineraire de Paris a Jerusalem 1811 De Buonaparte et des Bourbons 1814 Les Natchez 1826 Voyage en Amerique 1827 Etudes historiques sur la chute de l Empire romain 1831 Essai sur la litterature anglaise 1836 Le Congres de Verone 1838 La Vie de Rance 1844 Memoires d outre tombe udgivet posthumt 1848 Desuden skrev han kritiske artikler utrykte vaerker Abencerrages Moise tragedier lyrik politiske afhandlinger samt oversaettelsen Le Paradis perdu af John Milton Paradise Lost Litteratur redigerErindringer fra den anden Side Graven 1 3 I uddrag og oversaettelse ved Kai Flor Gyldendal 1943 Erindringer fra hinsides graven 1 2 Oversat af Jacques Berg Forum 1990 Referencer rediger nbsp Der er for fa eller ingen kildehenvisninger i denne artikel hvilket er et problem Du kan hjaelpe ved at angive trovaerdige kilder til de pastande som fremfores i artiklen Eksterne henvisninger rediger nbsp Wikimedia Commons har flere filer relateret til Francois Rene de Chateaubriand Sophus Michaelis Chateaubriand Francois Rene Vicomte de Arkiveret 4 august 2016 hos Wayback Machine i Salmonsens Konversationsleksikon 2 udgave bind IV 1916 s 797 799 Francois Rene de Chateaubriand pa Notable Names Database engelsk Francois Rene de Chateaubriand Arkiveret 4 maj 2010 hos Wayback Machine pa Den store danske Gyldendals abne encyklopaedi Hentet fra https da wikipedia org w index php title Francois Rene de Chateaubriand amp oldid 10931319