Ernst Heinrich lensgreve von Schimmelmann (født 4. december 1747 i Dresden, død 9. februar 1831 i København) var en dansk-tysk greve, politiker og søn af Heinrich Carl von Schimmelmann. Han studerede bl.a. nationaløkonomi i udlandet og beklædte en række embeder i centraladministrationen, men blev afskediget af Ove Høegh-Guldberg i 1783. I 1784 deltog han i kuppet mod Høegh-Guldberg og blev udnævnt til finansminister. Det var han til 1813 og blev senere statsminister. I 1790 fik han elefantordenen for sin indsats i talrige kommissioner og direktioner.
| Ernst Schimmelmann | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født | 4. december 1747 Dresden, Sachsen, Tyskland |
| Død | 9. februar 1831 (83 år) København, Danmark |
| Far | Heinrich Carl von Schimmelmann |
| Mor | Caroline von Schimmelmann |
| Søskende | Caroline Adelheid Cornelia von Baudissin, Friederike Juliane von Reventlow |
| Ægtefæller | Charlotte Schimmelmann (fra 1782), Emilie Rantzau (fra 1775) |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Slavehandler, politiker |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Elefantordenen |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. [ redigér på Wikidata ] |
Han bidrog til forbuddet mod handel med slaver ved i en rapport at påvise at slavehandlen gav tab og var umenneskelig. Her redegjorde han også for, at hvis slaverne behandledes bedre, kunne den store børnedødelighed mindskes, som hvert år betød en stor nedgang i antallet af slaver på de danske øer i Vestindien. Han var selv slaveejer med en stor sukkerplantage på Sankt Croix med over tusind slaver. Han var desuden medejer i selskabet, som førte slaver fra Guldkysten, og han havde interesser i sukkerindustrien.
Schimmelmann havde altså fokus på at forbedre behandling af slaverne på samme måde, som forbedring af behandlingen af husdyr. Det var transporterne af slaver fra Afrika, han var imod, ikke selve slaveriet. Han er blevet portrætteret sammen med sin negerslave i København. Hans familie havde flere slaver i København, en af dem hed Hans Jonathan. Hans Jonathan flyttede til Djúpivogur i Island i 1802. Han blev assistent og senere faktor over handelen der. Han giftede sig med en islandsk kvinde og lærte islandsk. I Island siges han altid at have været søn af Heinrich Ludwig Ernst von Schimmelmann, født på St. Croix 20. juni 1784.
Finansminister Schimmelmanns arbejde for et stop for slavehandelen blev sat i kraft 1792. Der var ikke forinden begrænsninger af slaveimporten, og staten skulle yde billige lån til indkøb af slaver før stoppet. Hans synspunkter blev fulgt. Schimmelmann-familien blev i 1700-tallet Danmarks rigeste på grund af sukkerimport fra Vestindien. Familien dominerede det økonomiske liv i Danmark.
Han blev 1775 gift med komtesse Emilie Rantzau, som døde af tuberkulose fem år senere i en alder af 28 år. I 1782 lod han ved Sølyst rejse et klassicistisk monument, Emiliekilde, over sin første hustru.
Schimmelmann giftede sig i 1782 med Charlotte Schubart. De boede på landstedet Sølyst i Klampenborg.
Han var frimurer og medlem af en københavnsk loge.
Hans familie og han selv ligger begravet i Sankt Petri Kirke, for hvilken han var var patron fra 1800 til sin død.
Litteratur redigér
- Johannes Jensen: Heinrich Ernst Graf Schimmelmann, i: Jürgen Beyer og Johannes Jensen (red.): Sankt Petri Kopenhagen 1575-2000. 425 Jahre Geschichte deutsch-dänischer Begegnung in Biographien mit einem Beitrag von Hans Munk Hansen zur Restaurierung, København: C. A. Reitzel 2000, s. 79-111.
Eksterne henvisninger redigér
Henvisninger redigér
- Brev af 18. juni 1791
- Kilder
- "Heinrich Ernst Schimmelmann f. 4 dec. 1747 Dresden, Sachsen, Tyskland d. 9 feb. 1831 København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark: Slægten Reventlow". reventlow.dk.
- "En ikke stolt del af Danmarkshistorien • POV". POV. 2017. fra originalen 15. august 2020. Hentet 28. oktober 2021.
- "Historien om Hans Jonathan, der blev gjort til slave". videnskab.dk. 4. april 2017. fra originalen 13. oktober 2017.
- K.L. Bugge, Det danske frimureries historie, bind 2, 1927, s. 382.